En del levende danskere valgte sidste år at donere deres raske nyre til en nyresyg pårørende. -
- stck.xchng
Laura Elisabeth Schnabel |
21. februar 2008
En del levende danskere valgte sidste år at donere deres raske nyre til en nyresyg pårørende. Men det kan sætte modtager af organet i taknemmelighedsgæld, og det er et etisk problem, mener Det Etiske Råd og Nyreforeningen
Stadig flere nyresyge får en rask nyre fra familiemedlemmer og andre pårørende. I 2007 fik 56 mennesker, der stod i kø til et organ fra en afdød, en sund og rask nyre fra et levende menneske. I 2000 var der kun 33 nyretransplantationer fra en levende donor, viser de nyeste tal fra Scandia Transplant på Skejby Sygehus i Århus. Det svarer til en stigning på mere end 40 procent.
Ifølge Ib Gaarde-Nissen, Transplantationsgruppens formand og næstformand i Nyreforeningen, hænger stigningen sammen med, at de pårørende ikke længere kan holde ud at se deres nære lide, mens ventetiden på et organ stiger. Samtidig er de pårørende blevet overbeviste om, at de sagtens selv kan leve med kun én nyre, vurderer Ib Gaarde-Nissen.
Han glæder sig over, at flere nyrepatienter dermed får en meget bedre livskvalitet. Men samtidig dukker flere etiske aspekter op som naturlig følge af donationen mellem nære mennesker:
– Man skal være klar over, at der er mange aspekter ved at være levende donor til et familiemedlem. Hvis man er 15-16 år og får sin mors nyre, er det naturligt, at man gerne vil gå i byen og drikke alkohol. Men her kan der opstå et dilemma. For moderen mener måske stadig, at det er hendes nyre, og at hun kan bestemme over den. Samtidig har drengen eller pigen ikke bare fået livet, men også nyren af sin mor, som man derfor føler, man står i gæld til, siger Ib Gaarde-Nissen.
Sidste år var der kun 72 døde mennesker, hvis organer blev givet til levende mennesker. Også Gunna Christensen, dr. med, professor og medlem af Det Etiske Råd, mener, det er fremragende, at flere levende giver deres nyre til pårørende. Men nyrepatienten risikerer at komme i taknemmelighedsgæld, og det er et etisk problem, mener hun.
– I det gode tilfælde er det menneske, der giver en nyre, meget taknemmelig. For giveren har måske reddet et andet menneskes liv, fordi den nyresyge har manglende nyrefunktion. Men der er også den modsatte situation, hvor modtageren kommer i taknemmelighedsgæld, siger Gunna Christensen og fortsætter:
– Modtageren af nyren føler sig forpligtet til at være taknemmelig, for ellers havde personen ikke haft noget liv. Hvis man pludselig får foræret en stor sum penge fra et andet menneske, ser man også, at modtageren kommer til at stå i taknemmelighedsgæld på forskellige måder.
Hun fremhæver også, at donation mellem pårørende kan lægge et pres på den, der har en nyre, som en slægtning kan have brug for. Og det er et etisk problem, mener hun.
65-årige Leif Post fra Århus er en af de mange danskere, der i flere år har stået i kø til en ny nyre. I dag har han fået en nyre fra et ukendt, dødt menneske. I årene forinden transplantationen tilbød hans to sønner flere gange at give ham deres ene nyre. Men det takkede Leif Post nej til af frygt for, at de en dag selv ville få brug for deres organ.
– Jeg kunne forudse, at jeg kan komme til at bære skyld ved at få en nyre fra en af mine sønner. For hvis min søn får et barn, der bliver nyresygt, kan jeg ikke bære, at jeg har nyren, der kunne redde barnet. Den situation ønsker jeg ikke, at mine sønner skal stå i, siger han.
schnabel@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med etik.dk