Jeg kunne ikke tage imod min søns nyre

Både hans kone og søster ville gerne donere den ene nyre til ham. Men ingen af dem havde det match, der skulle til, for at det kunne lade sig gøre. Også hans to sønner, der dengang var 27 og 31 år, tilbød at give deres nyre til ham. Men det kunne slet ikke komme på tale. Leif Post var ikke i tvivl, da han sagde nej til at få sine børns nyre.

– Jeg har ansvaret for mine børn. Hvis de kun har én nyre, men bliver syge, vil jeg føle mig evigt skyldig. For har man kun én nyre, har man ikke den ekstra chance. Jeg vil gøre alt for at holde dem i live, og jeg vil ikke på nogen måde tage nogen chancer fra dem.

Leif Post begyndte derimod at undersøge muligheden for at få en nyre fra et andet menneske i udlandet. Han tjekkede efter, om hospitalet i Danmark ville tage imod ham og behandle ham, hvis han kom hjem efter en mislykket operation i Pakistan, Indien eller et tredje land.

Det ville lægerne, lød beskeden fra Skejby Sygehus. Samtidig fik han kontakt til en klinik i England, der kunne hjælpe med kontakter i Pakistan, hvor transplantationerne foregik. Han havde egentlig den urokkelige indstilling, at man ikke kan forsvare at købe et organ fra et andet menneske. Men det syn ændrede sig i takt med, at han fik det dårligere.

– Jeg blev blind for de etiske problemer. Min erfaring er, at når man bliver rigtig alvorligt syg, opstår der nye regler. Ligesom du heller ikke overholder reglerne og kun kører 50 kilometer i timen, hvis du er dødeligt syg og skal på hospitalet, siger han.

I dag kender Leif Post bedre til beretningerne om mennesker, der bliver bedøvet eller henrettet, for at mellemmænd kan tjene penge på deres organer.

– Dengang hørte jeg hovedsageligt, at man kunne hjælpe fattige mennesker ved at købe deres nyre. Jeg følte, det var etisk forsvarligt, fordi jeg betalte for det. Et andet menneske ville også få et bedre liv ud af det.

Han har svært ved at svare på, hvorfor han kunne forsvare at få en nyre fra et fremmed menneske, men ikke fra sit eget barn.

– Jeg kan forudse, at jeg ville bære skyld, hvis min søn fik et nyresygt barn, men jeg havde nyren. Eller hvis han selv kom ud for en ulykke og havde brug for en ekstra nyre. Man vil altid gerne påtage sine børns lidelse – uanset hvor dårligt man selv har det. Jeg kunne ikke tage imod min søns nyre.

Han nåede aldrig at pakke kufferten og stå på flyet til Pakistan. For en dag kom beskeden: Der var en nyre klar til ham. Leif Post har aldrig før været så rørt og så lettet, som han var den dag. Han troede, at han bare skulle i almindelig dialyse på hospitalet. Men kort efter blev han opereret.

I dag har han levet med en fremmed, afdød persons nyre i ni år. I de år har han lært at sætte pris på livet på en hel anden måde end før.

– Jeg er pisket til at leve livet og være glad. For man ved aldrig, hvad der sker næste uge. I dag er det de små ting, der kan gøre mig glad. I går kom jeg gående og så den flotteste solnedgang. Det gjorde mig glad, fortæller han og griner lidt.

Men den milde latter hører hurtigt op. For han har for nylig været indlagt på hospitalet i Skejby. I den forbindelse opdagede lægen, at hans nyretal var meget dårligt. Han frygter derfor, at han i den nærmeste fremtid igen kommer til at få brug for et andet menneskes nyre. Han vil stadig ikke tage imod tilbuddet om at få en rask nyre fra sine sønner. Men derimod er han ikke længere så sikker på, at han denne gang vil rejse til Pakistan.

– Min etiske overbevisning er stadig, at det er forfærdeligt. Man skal ikke handle med organer. Men hvis du er nyresyg og lever et elendigt liv, kan det ændre din holdning. Det ved jeg jo alt for godt. Det er fint, at man kan hjælpe en familiefar og hans familie med at komme på fode igen ved at betale 20.000 kroner. Men det er simpelthen så ulækkert med alle dem, der snyder de fattige og tjener penge på andres sygdom, siger han.

schnabel@kristeligt-dagblad.dk