Jeg vil ikke holdes i live som en grøntsag

– Kirsten sagde til mig, at hvis hendes sygdom svækkede hende så meget, at der ikke var noget at gøre, ønskede hun bare at sove ind.

Henning Rye Groth har både oplevet sin mor og sin bror forlade verden på en uværdig måde. Hans bror blev holdt i live i respirator i 14 dage, selvom der ikke var noget håb. Og billederne fra Henning Rye Groths mors sidste dage har fæstnet sig på nethinden for altid. Han var 30 år gammel.

– Hun fik ikke noget smertestillende. Der sad bare en vågekone, fortæller han.

Selvom det er mange år siden, har de to oplevelser alligevel været med til at skubbe til beslutningen om at oprette testamentet. Ægteparret udfyldte og underskrev testamentet den 9. marts 1993. I mere end 10 år gik han i den tro, at alt var i sin skønneste orden, og testamentet ville sikre både ham og hans hustru en værdig død.

Men sådan var det ikke – slet ikke. Det fandt han ud af, da kræften igen havde erobret hustruens krop, og hun dødeligt syg blev indlagt på Odense Universitetshospital for halvandet år siden. Hun fik det dårligere og dårligere, blev opereret for kræft i tyktarmen, fik en stomi, lå i drop og blev holdt kunstigt i live.

Efterhånden som kræften overtog hendes krop, mistede hun bevidstheden og kunne ikke tale med sin mand. Henning Rye Groth mindede sygeplejersken om, at hun havde et livstestamente. Men hverken hende eller aftenpersonalet kendte noget til ordningen om livstestamenter.

Det fik Henning Rye Groth til selv at tage affære. Han tog fem kopier af testamentet og afleverede to til aftenpersonalet og to til dagspersonalet. Han bad dem om at lægge testamentet ind i hendes journal. Men det havnede aldrig i journalen, fandt han senere ud af, da han fik lejlighed til at se den. Derfor måtte han selv lægge den sidste kopi ind i journalen.

Da hans kone fik det endnu værre og blev kørt på enestue, vidste han godt, at tiden var inde.

– Min kone blev holdt kunstigt i live. Da jeg havde set på det i to-tre dage, tænkte jeg, at det ikke kunne blive ved. Jeg sagde til aftenlægen, at der lå er livstestamente i journalen og bad ham om at fjerne droppet og give Kirsten smertestillende medicin. Det gjorde lægen. To timer efter døde min kone, fortæller Henning Rye Groth.

Han mener ikke, der er nogen grund til at have et livstestamenteregister, hvis ikke læger og sygeplejersker bruger det. Han er forarget over, at man ikke kan stole på, at lægerne følger det, der står i testamentet. Derfor burde det i enhver patientjournal stå, om patienten har et livstestamente eller ej, mener han.

Men sådan er det ikke i dag, og derfor bærer han altid testamentet på sig i sin pung.

Han har aldrig fået nogen børn. Derfor frygter han, at han ikke kommer til at forlade livet, som det ellers er ønsket i livstestamentet.

– Jeg sørgede for, at min kones ønske blev opfyldt. Men det er ikke sikkert, der står nogen ved min side, når jeg gerne vil sove ind, siger han.

schnabel@kristeligt-dagblad.dk