– Det er muligt, at jeg får en krise senere og vil undre mig over, hvor nogle af hendes træk og egenskaber kommer fra. Måske vil jeg endda i et kort øjeblik føle mig fremmed over for hende og tænke, at hun ikke er mit barn. Men det er hun jo. Jeg har båret hende, og min krop var god til at være gravid, selvom den ikke selv kunne blive det. Jeg har født hende og været der for hende fra dag et, siger Geske Fischer-Hansen.

Parret har fra begyndelsen valgt at være åbne om ægdonationen, og på et tidspunkt skal Livia også have at vide, at historien om bierne og blomsterne for hendes vedkommende er lidt mere kompleks.

– Vi kan ikke leve med at holde det hemmeligt for hende, og det ville også være naivt. Moderne teknologi og gentest vil alligevel gøre, at hun som 30-årig finder ud af, at hendes og min dna ikke stemmer overens. Det vil være forfærdeligt og traumatisk at erfare som voksen.

Hun tror dog ikke, at Livia får store identitetsproblemer på grund af den anonyme donor, når hun blot informeres i tide. Parret har mange billeder af Geske Fischer-Hansen som gravid og håber, at deres åbenhed gør, at pigen ikke vil få behov for at finde sit biologiske ophav på mødrene side. Dette kan nemlig ikke lade sig gøre – donor er og bliver anonym.

Hvorvidt Livia skal være enebarn, eller om parret på Østerbro i København skal have endnu et barn, har de endnu ikke besluttet. De mange rejser til Island og fertilitetsbehandlingen i Danmark var dyr, og skal de have endnu et barn, bliver det også en bekostelig affære, hvad enten de vælger ægdonation eller adoption.

– Jeg synes, det var dejligt at være gravid, men tilknytningsmæssigt kan jeg sagtens forestille mig at adoptere. Problemet er, at det er lige så dyrt og besværligt som ægdonation. Og det skal i hvert fald ikke gå ud over Livia, at hendes forældre bliver for fokuserede på en toer.

Livia er nemlig lidt af et mirakel. Kun ganske få børn bliver undfanget i Danmark ved hjælp af ægdonation. Trods en lovændring sidste år, der gav raske kvinder mulighed for at donere æg, har kun ganske få meldt sig. Ifølge fertilitetslægerne mangler der et incitament. Mens kvinder i Island får omkring 3000 kroner for en ægdonation, får danske kvinder 500 kroner. Og heller ikke udsigten til at kunne hjælpe en søster eller veninde er til stede i Danmark. I for eksempel Frankrig er såkaldt krydsdonation tilladt, hvilket indebærer, at man donerer til en pulje, hvorfra ens barnløse veninde så er sikret et andet æg. På den måde kan man direkte hjælpe en nærtstående kvinde, samtidig med at anonymiteten bevares.

– Hvis ikke politikerne vil have penge involveret, må der være et andet incitament, og her kunne krydsdonation være relevant. Jeg har oplevet, at flere gerne ville hjælpe, hvis de var sikre på, at hjælpen gik til mig, som de kender, siger Geske Fischer-Hansen.

Hun mener også, at det er alt for svært for potentielle donorer at finde saglig viden om, hvad de går ind til. For at afbøde en smule har hun selv lavet hjemmesiden www.aegdonor.dk – en opgave, hun dybest set mener, bør varetages af det offentlige sundhedsvæsen.

– Interesserede donorer burde nemt kunne finde saglig og nøgtern information fra en uvildig part. Altså ikke kun fra den barnløse eller fertilitetsklinikken, siger hun og fortsætter:

– Politikerne siger, de gerne vil hjælpe med ægdonation, men så må de også tage skridtet fuldt ud. Der er forbløffende lidt information til potentielle donorer, og i modsætning til donation af blod og organer er der i forbindelse med ægdonation ingen, der har et ansvar for at organisere det.

dahl-hansen@kristeligt-dagblad.dk