VI SLÅR IHJEL. Der er ting, vi helst ikke vil vide, og der er ubehagelige forhold, vi gerne vil holde distance til. Måske er det grunden til, at der ikke findes klare retningslinjer for, hvordan sundhedspersonalet skal give omsorg til et levendefødt barn, der er resultatet af en provokeret, sen abort. Som det fremgår af Kristeligt Dagblad i dag, har jordemødre og sygeplejersker svært ved, at de må lægge et levende barn alene i et skyllerum for at dø. Sundhedspersonalet er ladt i stikken med en lovgivning, hvis konsekvenser samfundet dybest set ikke ønsker at tage stilling til. Vi vil helst vende ryggen til skyllerummene og ikke vide af dem.

Det duer ikke. Som samfund har vi et ansvar i forhold til de mennesker, som står med konsekvenserne af en problematisk lovgivning. Og en pligt til at sikre, at de levendefødte børn behandles anstændigt – også selvom de dør som et resultat af en provokeret abort.

DE SENE ABORTER er ulykkelige, og de bliver ikke mindre ulykkelige af, at vi vender ryggen til dem. Lovgivningsmæssigt er det sådan, at sene aborter kun er tilladt på levedygtige fostre, hvis der er fare for, at de har ”en alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse”, som det hedder i den abortlov, som blev vedtaget i folketinget i 2000.

Lovgivningen tillader med andre ord alene, at man slår handicappede ihjel. Hvor alvorlig en lidelse, der giver tilladelse til abort, beror på et skøn i Abortankenævnet. Den problematiske undtagelse i loven betyder blandt andet, at fostre med det mindre handicap Turners Syndrom, der giver lav vækst og ufrugtbarhed hos piger, aborteres.

DER ER ALVORLIGE dilemmaer i vores omgang med sene, provokerede aborter: Vi slår ihjel, men vi må behandle det barn ordentligt, som vi har slået ihjel. Når sundhedspersonalet spørger til klare retningslinjer for omsorg for det døende barn, så er det et sundhedstegn. Kynismen bliver uudholdelig, hvis det umulige dilemma ikke omfattes af en enighed om, hvordan man gør i en sådan situation.

I en religiøs tidsalder ville man have opfundet et ritual for at indfælde det umulige i en social sammenhæng. I vores sekulære tid kræver vi klare retningslinjer og fuld information, så sundhedspersonale og forældre ved, hvad de har med at gøre. Men det er faktisk en situation, hvor det er vanskeligt at klare sig uden ritualer, fordi det netop handler om omgang med liv og død. Denne religiøse dimension må ikke glemmes, når der udarbejdes de retningslinjer, der er brug for, så vi ikke fortsætter med at lade sundhedspersonalet i stikken. bl