Viljen til at gøre en forskel

– At være med til at gøre en forskel, om det så bare er en lille forskel, er for mig det afgørende. Det giver tilværelsen mening. Min egen erfaring er, at intet lærer os om livet som døden, for den tvinger os til at tage stilling til livet. Når man lever i Danmark, er det måske små ting, man går op i. Men når man er ude, hvor det virkelig brænder på, lærer man hvad der er væsentligt, fortæller Bodil Holmsgaard.

Hun har i en længere årrække arbejdet for Folkekirkens Nødhjælp. I flere omgange har hun været udsendt til afrikanske lande som Kenya, Uganda og Sudan, hvor hun har udarbejdet og ledet katastrofeprojekter i samarbejde med lokale organisationer og søsterorganisationer. I året efter tsunamien, der ramte Sydøstasien i julen 2004, var hun katastrofechef for Folkekirkens Nødhjælp og er i dag human resource-konsulent samme sted. Hun er 57 år, gift og har to voksne børn.

Og det, der er væsentligt, mener hun, er at være gode ved hinanden, elske hinanden og være noget for hinanden, langt mere væsentligt end ”fladskærme og nye køkkener”. Ifølge Bodil Holmsgaard har alle et ”hjælpegen” i sig, men hos nogle er det mere udtalt end hos andre. Hun har gennem årene, blandt megen anden lidelse, set lig forladt i vejsiderne, desperate og traumatiserede flygtninge, bombeangreb på uskyldige civile.

Alligevel er det paradoksalt nok håbet og troen på, at det nytter, som præger hendes – og andres – oplevelse som udsendinge. Bogens omslag viser et goldt og tørkeramt landskab, hvor jorden er så udpint, at den sprækker. Men selv i de værste krisesituationer er der håb, som kan få nyt liv til at spire.

– Folk spørger ofte, om det ikke bare er håbløst. Men det synes jeg ikke; håb og vilje er de vigtigste redskaber, når man arbejder i katastrofehærgede lande, for man skal virkelig ville det, når man tager ud. En situation er kun håbløs, når man accepterer den som sådan, siger Bodil Holmsgaard, og bakkes op af en kollega fra Røde Kors med stor erfaring fra verdens brændpunkter, fra tragedien i Beslan i Tjetjenien til jordskælvet i Bam i Iran.

– Min omgangskreds spørger ofte, hvordan jeg kan holde det ud. Men det eneste, de ser på tv er jo netop håbløsheden og de grædende børn. Jeg plejer at svare, at jeg meget, meget hellere vil være derude. For jeg ser også, at de grædende børn får en bold i hånden, at mændene begynder at bygge husene op igen eller bliver frivillige, og at kvinderne igen tager sig af deres familie. Uanset traumer er der altid ressourcer gemt i mennesker. Det ser man, når man er ude, fortæller Rikke Gormsen.

Hun er 53 år, gift, har ingen børn og er uddannet sygeplejerske. Siden har hun videreuddannet sig til sundhedsplejerske, taget en master i Public Health og en diplomuddannelse i international sundhed. Og netop hendes fortløbende uddannelse er symptomatisk for, hvordan hun opfatter sit arbejde.

For at være udsending er i høj grad også en professionel udfordring, fortæller hun. At være klædt ordentligt på til sin opgave og i stand til at tilbyde kvalificeret hjælp er simpelthen en forudsætning for at kunne klare presset fra de voldsomme situationer, som udsendinge udsættes for.

– I starten, da jeg først blev sendt ud i midten af 1980’erne, var jeg båret af eventyrlyst, og det var fantastisk at komme ud og opleve verden. Men så oplevede jeg hungersnøden i Etiopien, hvor folk hver dag lå døde på gårdspladsen til Røde Kors centret. Og da gik det op for mig, at det ikke var nok med eventyrlyst og et stort blødende hjerte. Hvis jeg skulle gøre en forskel, skulle jeg have nogle gedigne værktøjer med i bagagen. Hvilket også er med til at skabe en professionel distance, så man ikke selv bukker under, siger Rikke Gormsen, der i sit arbejde planlægger og udfører kriseprojekter.

For det er de helt store etiske og moralske dilemmaer, udsendinge møder, beretter krisepsykolog Eva Kreutzfeldt, som i en årrække har været tilknyttet Røde Kors. Her har man indført, at alle udsendinge kommer til en samtale med en psykolog efter at være vendt hjem for bedre at kunne opsnappe lurende psykiske problemer.

– Ofte er nødhjælpsarbejdere vidner til andres lidelser uden at være i stand til at hjælpe. For eksempel operationssygeplejersken, der står i felten og skal vurdere, hvem hun skal hjælpe først, og hvem hun skal lade dø, det er et enormt ansvar at stå med. Og ofte er man helt alene om at skulle tage disse beslutninger, siger Eva Kreutzfeldt.

Hun oplever dog ikke, at de udsendte er villige til at ofre sig eller fornægter sig selv. Tværtimod er de fleste ganske afklarede med, hvad de går ind til, og gør det dybest set for sig selv, fordi det giver mening. Men det forhindrer ikke, at der ofte opstår et skel mellem de udsendtes forventninger og den virkelighed, de faktisk møder i marken, beretter psykologen.

– Herhjemme er folk veluddannede og har en høj forventning til, hvad de kan yde. Men måske møder de folk, som er lavere uddannede og ikke forstår dem, men som er deres chef og giver dem ordrer, som de selv synes er forkerte eller uforsvarlige.

Overraskende er det ikke så meget traumatiske begivenheder, som giver de udsendte flest psykiske men. Det er derimod personlige relationer, som går i hårknude på stedet, beretter Eva Kreutzfeldt. Hjemme er man som regel ikke under så stort pres, og har oftest en familie eller omgangskreds, man kan lette sit hjerte hos, mens man ude er alene med problemerne.

– Følelsen af utilstrækkelighed og afmagt, at man skal gøre mere og bedre, er typiske krisereaktioner. Jeg var for eksempel ude for opringninger efter jordskælvet i Pakistan, hvor der var hård frost og man ikke kunne komme frem med hjælpen. Jeg kan jo ikke ændre på de frygtelige forhold, men jeg kan korrigere de udsendtes opfattelse af sig selv. De føler, de ikke er gode nok i situationen, og synes, de skal gøre mere og arbejde mere. Men de bliver netop nødt til at tage pauser og få afstand til tingene for ikke selv at blive syge. I ekstreme situationer går normaliteten jo tabt, siger Eva Kreutzfeldt.

– En anden ting, som tager hårdt på de udsendte, er at se børn lide. Ofte får de svært ved at sove, trækker sig tilbage fra omgivelserne og begynder måske at ryge og drikke for meget for at lette problemerne, fortæller hun.

Omkostningerne er da også til at få øje på for udsendte, der møder katastrofer og krig ansigt til ansigt. Mange bliver rastløse og har svært ved at vende hjem til et almindeligt liv, men må ud igen og igen. Andre bøder med deres ægteskab, mens atter andre bliver alkoholiserede af det barske og ofte ensomme liv.

Bodil Holmsgaard havde sin familie med til Kenya i de tre år, hun opholdt sig der, og det blev netop en stor gevinst for familiens sammenhold. Alligevel oplevede hun et stort afsavn, da hun måtte forlade sine gamle forældre, som blev meget syge under hendes ophold. Selv blev hun også alvorligt syg flere gange, og led af tyfus, hjernemalaria og madforgiftning. Den dag i dag ved hun ikke, hvad det på langt sigt betyder for hendes helbred. Men også mødet med store menneskelige tragedier har sat sit præg på hende.

– I en af de første flygtningelejre, jeg var i, i Sydsudan mødte jeg en 12-årig dreng, som havde mistet sin far i krigen. Hans mor og tre søskende var blevet dræbt på vejen til flygtningelejren, han havde ikke en trævl på kroppen, og hans ribben stak frygteligt ud. Det traumatiserede ansigt, han havde, glemmer jeg aldrig, fortæller Bodil Holmsgaard.

For Rikke Gormsen har hendes mange ophold i katastroferamte lande betydet en rastløshed, der har gjort det svært at vende hjem, selvom hun i Danmark har en mand, som hun er glad for. Hun har også oplevet en vigende begejstring for det danske samfund.

– Når man har været ude mange gange kommer den danske indforståethed til at virke meget iøjnefaldende. Folk går klædt i mørkt, kedeligt tøj og smiler sjældent. Det er bestemt ikke et nemt land for fremmede at komme til, siger hun.

Begge nødhjælpsarbejdere er dog enige om én ting. De ville til hver en tid gøre det igen, for de personlige gevinster har i høj grad oversteget omkostningerne.

– Jeg har lært, at mennesker tænker og føler på samme måde, uanset hvor de kommer fra. Og jeg har fået indsigt i, hvordan mennesker har det rundt om i verden. Desuden har jeg venner over hele kloden – jeg skal for eksempel snart besøge en veninde i Jordan og siden en i Rusland, fortæller Rikke Gormsen, der også tidligt lærte, at man ikke kan sammenligne problemer på individplanet.

– Hvem er det værst for, en kvinde, der har mistet sin mand og seks børn i jordskælvet i Bam i Iran, eller for veninden, der får brystkræft og skal fortælle sin 11-årige søn det? Det kan ikke sammenlignes, og jeg prøver at se hvert menneske og hver situation som unik.

Bodil Holmsgaard har i sin tid som udsending blandt meget andet lært tålmodighed.

– Vi er meget fokuserede på hurtige resultater, tingene skal gå stærkt, og vi skal være effektive. Men i Afrika mødte jeg langsommeligheden, som jeg efterhånden kom til at sætte pris på. Når man møder nye samarbejdspartnere, kan der gå en hel dag med at hilse på hinanden, synge og bede bønner. En gammel afrikansk mand sagde engang til mig, at i Vesten har vi klokken, men i Afrika har de tiden. Der kan gå mange dage, før man opnår resultater, men når det lykkes, er det det, som tæller, fastslår hun.

For forfatteren til bogen, Maria Rørbæk, har mødet med de 12 interviewpersoner været som et spejl, der blev sat op foran hendes egen trygge hverdag.

– Det har været meget motiverende at høre om deres erfaringer, og har fået mig til at tænke på, hvad jeg selv kan gøre for at hjælpe andre ud over min egen familie og omgangskreds. Jeg kunne i hvert fald ikke finde på at skære ned på bidraget til humanitære organisationer. Men det har også løbende fået mig til at tage mere bevidste valg. Gør jeg det rigtige i forhold til mit eget liv, har vi tid nok til børnene eller løber vi for stærkt i familien?

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk