Debatten om organdonation ændrer menneskesynet

Læs også

flexblock

Tema

Organdonation

flexblock

Kommenter Hold mig opdateret Del

Charlotte Ettrup | 27. juni 2007

KRONIK: Formodet samtykke er en kortsigtet tankegang, der slører dilemmaerne og kvæler den eksistentielle beslutning, det er for et menneske at give en gave af denne art

JEG ER VOKSET op som storesøster til en dreng, der var født med hjertefejl. Min lillebrors læber og hænder var blå, og han blev hurtigt forpustet. De lidelser, han måtte gennemgå, hvis han anstrengte sig fysisk udendørs, når det var koldt, er svære blot at tænke på.

Som ni-årig fik han en hjerteoperation (ikke transplantation) i USA. Dengang var hjerteoperationer ikke almindelige herhjemme. Det hjalp på hans fysiske tilstand i en periode, så gik det ned ad bakke, og han døde som 23-årig.

Disse oplevelser præger mig som menneske, og det er en dyb sorg ikke at kunne lære Morten at kende som voksen og tale med ham om alt det, jeg gerne ville.

Jeg har altså haft en organlignende problematik så tæt inde på livet, som man kan, bortset fra hvis det er én selv. Alligevel er tanken om organtransplantation mig inderligt imod. Jeg kunne ikke under nogen omstændigheder tænke mig selv at modtage et organ, og jeg ser det som min brors held, at han aldrig blev stillet over for at skulle beslutte, om han ønskede et andet menneskes hjerte.

Annonce

På den anden side, da det for ikke så mange år siden blev almindeligt at indoperere hele organer, så var der alligevel nogle af de tv-dokumentarer, der blev vist, som gjorde indtryk på mig. Jeg kunne ikke lade være med at glæde mig på vegne af de mennesker, der fik en ny chance og et helt nyt liv.

De mennesker, der havde fået et nyt organ, udstrålede en taknemmelighed og ydmyghed, som jeg følte, man kunne lære noget af. De havde noget værdifuldt at give i kraft af den intensitet og stille glæde, de havde. De mindede os om, at livet er en gave. De pårørende til organdonorerne kunne, hvor svær situationen så var, glæde sig over, at deres afdøde havde valgt at give sine organer som gave, og selv havde ønsket det. Det gav i hvert fald mening for nogen, og det er sikkert sådan nogle eksempler, formanden for Det Etiske Råd, Ole Hartling, tænker på, når han i lørdagens avis (den 23. juni) mener, at det er svært samtidig at være klar over, hvor stor gavn et transplanteret organ kan gøre og være modstander af transplantation. Men Hartling stiller det op, som om det er enten eller.

JEG ER ENTYDIGT imod organtransplantation, hvis jeg selv skal være involveret. Jeg mener, det er en menneskeret at dø i fred. Det kan nok være, at jeg ikke får brug for mine organer i det hinsides, men hvem ved noget som helst om, hvad et så voldsomt indgreb gør ved det at dø? Det vil jeg ikke udsætte mig selv eller andre for.

Men på den anden side så vil jeg ikke gøre mig til dommer over de positive virkninger, som nogle tilsyneladende har glæde af. Efter min opfattelse har vi mennesker en teknologi, som vi ikke er etisk i stand til at tackle. Men ok - så må vi jo gøre os nogle erfaringer, og jeg anerkender den gavn, nogle har, af organtransplantation.

Til gengæld må jeg sige, at hvis jeg løfter blikket en lille smule ud over de solstråle historier, som organtransplantationer kan medføre det er trods alt et fåtal, der nogen sinde vil kunne komme til at modtage et organ og ser på, hvad den nye teknologi gør ved os mennesker i mere bred forstand, så gør det ondt langt ind i sjælen på mig: Hele den oppiskede folkestemning, der efter det hollandske fup-tv-show nu rejser kravet om formodet samtykke, er for mig et udtryk for et totalt afsporet perspektiv.

Det at få et nyt organ er ikke længere en gave. Det er noget, man har krav på. Vi så for nylig en nyrepatient i en nyhedsudsendelse, og det er bare et eksempel blandt mange på den egoisme, organteknologien stimulerer, som sagde noget i denne retning: Jeg ved godt det er forkert, men jeg er parat til at tage til udlandet for at få en ny nyre. Det var ment som et opråb til alle os, der ikke melder os til organregistret. Men det viser også, at der er opstået en ny mentalitet, hvor det at modtage andres organer er noget, man i yderste konsekvens har ret til og krav på.

Jeg tror ikke på, at det antal flere organer, der ville blive til rådighed ved formodet samtykke, i sidste ende vil forhindre, at fattige mennesker bliver udnyttet af rige vesterlændinge, der har brug for et nyt organ. Tværtimod. For de tilfælde, hvor en person vil undlade at købe sig til et nyt organ i udlandet, fordi vedkommende får et herhjemme, vil langt opvejes af den kræve-mentalitet, vi nærer og stimulerer ved formodet samtykke.

Det er tabu at fordømme, når et menneske, der er i nød, begår en umenneskelig handling mod en anden. Men det er bare ikke syge menneskers nød, men deres og vores egoisme og konfliktskyhed, der gør, at fattige mennesker udnyttes på det uhyrligste til at sælge deres organer.

VED AT STYRKE kræve-mentaliteten bidrager vi til legitimering af det at rejse ud for at købe sig et organ. Vi ved godt, som nyrepatienten på tv, at det er forkert, at man i nogle lande anvender dødsdømte mennesker som reservedelslagre, og at nogle af de organer, der er til salg, stammer fra kidnapninger, men vi lukker øjnene, for det er jo så forståeligt, når man står over for et sygt menneske, der gerne vil være rask.

Hvis vi vil være med til at bekæmpe den form for ugerninger mod fattige mennesker, er der kun én måde, og det er at arbejde på at styrke den respekt for det enkelte menneske, som er værdi-grundlaget i et demokrati. Formodet samtykke er meget mere end en praktisk foranstaltning, der vil sikre nogle flere organer. Det er et alvorligt skridt i retning af den totalitære stat. Vi skifter fokus fra, at udgangspunktet for organdonation er respekten for det enkelte menneske og kroppens ukrænkelighed, til at udgangspunktet bliver nytteværdien af kroppen for samfundet.

Ved at fratage den enkelte retten til at blive spurgt, om man ønsker at donere sine organer, bliver kroppen reelt statens ejendom. Fra nu af er det ikke længere mig, der suverænt bestemmer over min krop, men staten, der i sin velvilje vil tillade, at jeg selv siger nej.

Forskellen er afgrundsdyb! For når nu nytteværdien af min krop er blevet det styrende parameter for lovgivningen, så er det kun et mindre skridt for staten som det næste at beslutte sig til ikke længere at spørge mig, om jeg ønsker at donere mine organer. For mangelen på organer hører jo ikke op, selvom den muligvis kan reduceres.

Der er jo allerede mange, der forveksler overgreb med næstekærlighed og på mine vegne mener, at det er det bedste også for mig at donere mine organer, uanset hvad jeg mener. Hvis der er for mange mennesker, der i fremtiden benytter sig af muligheden for at sige nej, skal der nok være dem, der vil tale for, at retten til at sige nej, bør afskaffes. Inderligt forvisset om, naturligvis, at nejsigerne jo ikke kan se, hvor stort et spild det er med alle de organer, der ikke bliver udnyttet, og at samfundets tarv er vigtigere end folks sære idéer om at tage deres organer med i graven.

Argumentet for at indføre formodet samtykke bygger på samfundsnytten. Det går for langsomt med tilmelding til donorregistret, lyder det. Der er for meget spild. Denne forråelse i forhold til respekten for individet viser, at organteknologien har fordrejet perspektivet på et menneske. At Ole Hartling overhovedet kan finde på at sammenligne organdonation med arveretten til materielt gods, er nærmest ufatteligt for mig. Kan han virkelig ikke se, der er forskel? Intimideringen af individet antager gennemgribende dimensioner!

70 procent af befolkningen går ind for formodet samtykke. Det viser undersøgelser foretaget i den stemning, som det hollandske fup-show har skabt. Folk er ensidigt fokuseret på nytteværdien, og der bliver spillet på vores dårlige samvittighed. Men det er typisk for folkestemninger at tage et gevaldigt sving op og ned, når der bringes følelsesladede sager op i medierne.

Formodet samtykke er en kortsigtet tankegang, der slører dilemmaerne og kvæler den eksistentielle beslutning, det er for et menneske at give en gave af den art. Hvis man med nogen som helst ret vil kunne hævde en forbindelse mellem organdonation og næstekærlighed, forudsætter det en ægte stillingtagen hos hver enkelt donor.

Charlotte Ettrup er sanger og sangpædagog

Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4

FACEBOOK: Bliv ven med etik.dk

Del Hold mig opdateret

Debatten om organdonation ændrer menneskesynet

Anonym, publiceret d.28/02 10:44 (for 4 år siden)

Læs artiklen bag debatten her: Debatten om organdonation ændrer menneskesynet

"Det at få et nyt organ er ikke længere en gave. Det er noget, man har krav på. Vi så for nylig en nyrepatient i en nyhedsudsendelse, og det er bare et eksempel blandt mange på den egoisme, organteknologien stimulerer, som sagde noget i denne retning: Jeg ved godt det er forkert, men jeg er parat til at tage til udlandet for at få en ny nyre. Det var ment som et opråb til alle os, der ikke melder os til organregistret. Men det viser også, at der er opstået en ny mentalitet, hvor det at modtage andres organer er noget, man i yderste konsekvens har ret til og krav på."

Hej Charlotte.

Jeg mener ikke du argumenterer godt nok for din ovenstående påstand, om at der er opstået en mentalitet om at man har ret til og krav på at modtage andres organer. En absurd tanke da det jo ville kræve at vores organer var offentligt eje.
Jeg tror at alle der er i den frygtelige situation, at de mangler et organ, håber og ønsker af hele deres hjerte at de vil få en ekstra chance til at tilbringe noget mere tid her på jorden sammen med dem de holder af.
Jeg tror alle som modtager den gave det er at modtage et organ fra en anden, hver dag vil sende taknemmelige tanker til giveren. Den slags medmenneskelighed gør jo netop verden til et bedre sted, i en tid hvor mange har så travlt med kun at gå op i sig selv.
Og medmenneskelighed smitter :-).

Organdonoren som du har set i en nyhedsudsendelse er min far.
Du bruger hans udtalelse om at han var klar til at tage til udlandet for at få en ny nyre, som et bevis på din påståede krævermentalitet.
Ingen kan sætte sig ind i situationen før de har været der. Menneskets overlevelsestrang er meget stor, hvis man ikke føler sig klar til at skulle herfra.
Når man er helt ude på kanten, når man har lidt i mange år, når det står helt klart at man snart dør hvis der ikke sker noget. Så er man desperat og bange. Man vil være dybt taknemmelig hvis nogen kan hjælpe.
Det har intet med krævermentalitet at gøre, det er jo ikke et nyt tv vi snakker om. Det er et organ som giver mulighed for at se dine børnebørn vokse op. Og det er helt sikkert at folk som har modtaget denne gave virkelig forstår at hver dag er en gave.

Det er for mig helt uforståeligt at nogle mennesker insisterer på, at de under ingen omstændigheder vil give noget fra sig som kan redde flere menneskeliv, selv efter de selv er døde. Uanset om det så er af forfængelighed eller af religiøse årsager.
Dette er efter min mening en langt mere egocentrisk adfærd, end den meget kraftige overlevelsestrang du kalder krævermentalitet.

Med Venlig Hilsen

Martin Post

Del Link

Re: Debatten om organdonation ændrer menneskesynet

Anonym, publiceret d.28/02 11:54 (for 4 år siden)

Læs artiklen bag debatten her: Debatten om organdonation ændrer menneskesynet

Død iflg. Sundhedsstyrelsens kriterier!

Gennem hele menneskets historie har ingen været i tvivl om, hvornår man stod over for døden. Hvornår livet sluttede, det har vi alle vist. Den viden har været fælles ejendom.

Med indførelsen af hjernedødskriteriet har samfundet taget døden fra os og gjort den til en tilstand der defineres af eksperter og apparater. En grænse er overskredet. Døden er ikke længere noget vi alle forstår.
Døden som noget samfundet definerer, som noget man kan vedtage med et flertal i Folketinget, åbner for utallige muligheder: Et aldersdødskriterie (man er død når man er over en hvis alder) - en udvidelse af begrebet hjernedødskriterie ( man er død når man bliver senildement) og meget andet.

Bodil Koefoed Nielsen
Københavnsvej 74 D, Roskilde
(endnu ikke afgået ved døden iflg. de p.t. eksisterende dødskriterier)

Del Link

flexblock

Annoncer

Støt Frelsens hær !

Eller start din egen indsamling her…

Klik Her !

ICEJ

Den Internationale Kristne Ambassade Jerusalem, dansk afd. Se vores hjemmeside

www.icej.dk

Hjælp til forfulgte Kristne

Nordkorea - hjælp til flygtninge og livsvigtig medicin til forfulgte kristne

Klik Her !