Uvirkelighedens journalistik

Men det er også journalisme, når angst for, at seerne skal skifte kanal, får nyhedsudsendelserne til at sætte tempoet så højt op, at historien ikke bliver fortalt forståeligt nok. Og det er også journalisme, når journalister på tv eller dagblade lader sig diktere en historie af en politiker eller et firma, fordi de ikke har fantasi til at finde på en selv.

- Mange journalister har svært ved at finde på, hvad de skal skrive om, og derfor er vi lette at lokke. Det er bekymrende, at de folk, som lever af at forsyne pressen med information ligefrem praler med, at de kan køre rundt med os efter forgodtbefindende.

Som eksempel nævner Kurt Strand filmfolkene Peter Aalbæk Jensen og Lars von Trier fra selskabet Zentropa, som er specialister i at snyde pressen. For eksempel iscenesatte de i efteråret et skænderi mellem de to for at skaffe mere opmærksomhed om deres næste fælles projekt.

- Jeg har siden læst et interview i Euroman, hvor Peter Aalbæk helt åbent fortæller om, hvordan de kører de ting. Nu sidder han og griner af historien om, at de kom op at skændes og derfor fik alle til at komme til deres pressemøde. Netop Zentropa har lavet det ene nummer efter det andet med pressen, og det undrer mig, at ingen tør kritisere dem, siger Kurt Strand.

Slører kilder
Netop pressemøder og pressemeddelelser er ofte journalistens udgangspunkt. Men der er et udbredt ønske fra journalister om at sløre, at en artikel bygger på et pressemøde. Eller at en udtalelse ikke er sagt til journalisten, men blot udsendt i en pressemeddelelse. Kurt Strand foreslår derfor, at journalisten deklarerer sin historie. Altså forklarer, hvor historien kommer fra, og hvilke interesser der eventuelt kan ligge bag.

- Vi bør fortælle, hvis en person citeres fra en pressemeddelelse. Så kan læseren se, at det er grunden til, at der ikke bliver stillet et opfølgende spørgsmål. Det sender også et signal om, at det altså er noget styret information. Det behøver der ikke være noget odiøst i, men man bør lægge det åbent frem, siger Kurt Strand.

Han tilføjer, at der findes artikler, som kun kan skrives, fordi journalisten lover sine kilder anonymitet. Men i mange tilfælde slører journalisten kilden, alene fordi det skal se ud, som om han selv har fået ideen, selv om han måske fik den serveret af et reklamebureau eller en politiker.

- Medierne er altid blevet brugt som redskab, men jeg tror, det er blevet værre, alene fordi kommunikation er blevet mere professionaliseret. Enhver virksomhed har kommunikation som en del af sin strategi, og alle politiske partier og ministre har pressemedarbejdere. Kurt Strand nævner som eksempel i sin bog, at Venstres pressechef, Henrik Qvortrup, har en væsentlig del af æren for lanceringen af Anders Fogh Rasmussen i den nye midtsøgende formandsstil.

- Det er der ikke noget odiøst i, men vi må informere befolkningen om, at politikere og deres rådgivere arbejder på denne måde, siger han.

Kurt Strand understreger, at hans pointe ikke er, at det hele var bedre i gamle dage. Han noterer sig således som et positivt træk, at journalister i dag diskuterer etik på livet løs, ligesom medieetik er blevet emne for hele avistillæg som Politikens »Media«, faste spalter i dagbladene eller tv-programmer som »Mediemagasinet« på DR 2 og »Rottweiler« på TV 2.

- Det er blevet lettere at forholde sig til journalistisk etik, for vi diskuterer det mere. Og så får man let det indtryk, at det er, fordi problemerne er blevet større, siger Kurt Strand, som dog mener, at journalistik på en række punkter er blevet ringere.

- Der findes nogle områder, hvor de etiske standarder får et næsten dagligt skud for boven. Og det sker på grund af medieudviklingen og især den hastighed, medierne fortæller i, siger Kurt Strand. Et eksempel er kriminalsager, hvor tv-stationerne konkurrerer hårdt om at være først med oplysninger og billeder. Men det stiller krav til tv-journalisterne om at få de etiske overvejelser med i farten.

- At det kan lade sig gøre at vise billeder af en sigtet, som føres fra en bil ind i en retssal, er ikke ensbetydende med, at man skal gøre det, påpeger Kurt Strand.

Han fortæller, at når han tidligere har udsat sine kolleger for en moralsk opsang, er han blevet kaldt »70'er-agtig« eller »gammeldags«. Sådanne betegnelser har tidligere irriteret ham, men nu tager han dem mere afslappet.

- Jeg mener, der er nogle klassiske dyder i journalistik, man bør stå vagt om, for de er ikke kommet af sig selv. Og hvis det er gammeldags at mene, vi har nogle journalistiske kvaliteter, vi skal passe på, så er det i orden for mig at være gammeldags, siger Kurt Strand.