PRF |
13. november 2006
GENERATION 2007: Som samfund er vi nødt til at genoverveje, hvilke familiemønstre vi vil acceptere som etisk forsvarlige og naturlige for fremtidige generationer, inden ny lov træder i kraft
Nu, mens efterårsblæsten er sat ind, og året lakker mod enden, forbereder landets hospitaler og fertilitetsklinikker sig på at tage hul på ventelisterne af lesbiske og enlige kvinder, som fra den 1. januar 2007 lovligt og gratis kan få tilbudt at blive insemineret med donorsæd og blive mødre.
2007 bliver dermed starten på en helt ny generation. En generation af børn, som vokser op under livsvilkår og familiestrukturer, som vi som samfund hidtil ikke har understøttet og opfordret til.
Men det er nu fortid, for med sommerens ændring af loven om kunstig befrugtning, lyder startskuddet til samfundets accept og opfordring til helt nye familiemønstre, som vi ikke kender konsekvenserne af. Dette skulle være udtryk for, at lesbiske og enliges retsstilling nu er ligestillet med andres.
Men man kan jo i denne sammenhæng slet ikke tale om ligestilling, da det jo slet ikke er muligt at ligestille lesbiske og enlige med en mand og en kvinde af den simple grund, at når man som kvinde vælger at leve alene eller med en anden kvinde jo samtidig fravælger menneskets naturlige forplantningssystem og dermed som det helt klare fysiologiske udgangspunkt simpelthen ikke kan undfange et barn.
At lesbiske og enliges ret til kunstig befrugtning skulle være et udtryk for ligestilling, bygger på en fejlagtig forestilling om, at det er enhver kvindes ret at få børn. Sådan hænger tingene jo bare ikke sammen. Der kan være forskellige årsager til, at en kvinde ikke kan få børn, for eksempel sygdom og det at være enlig. Sådanne livsvilkår er ikke en forringet retsstilling, men netop livsvilkår.
Lige meget om man anskuer homoseksualitet som værende medfødt eller som et bevidst valg, ændrer det jo ikke på, at det er et livsvilkår. Vi er nødt til på en yderst velovervejet måde at finde ud af, hvilke livsvilkår, vi vil forsøge at omgå, og hvilke vi af forskellige hensyn ikke vil omgå.
Hvis vi virkelig skulle anskue dette som en ligestillingssejr, så må det offentlige jo også være forpligtiget til at drage omsorg for bøsser og enlige mænds retsstilling ved at ansætte rugemødre, som står til rådighed for disse borgere. Ligestillingen må jo gælde begge veje.
Lad os nu forsøge at tænke klart og se bort fra forvirringen fra mediernes og politikernes hysteriske ligestillingseufori. Den eneste ret, der med mening kan tales om i denne sammenhæng, er det ufødte barns ret. Det må være det helt klare udgangspunkt, at ethvert barn har ret til at have forældre af begge køn, da denne familieform gengiver de grundlæggende forhold, der knytter sig til den menneskelige reproduktion.
Ethvert argument for lesbiske og enliges ret til kunstig befrugtning kommer jo i virkeligheden til kort over for denne ret. Uden at jeg tror, der (endnu) findes undersøgelser, der påviser skadelige konsekvenser for et barn at vokse op med for eksempel to mødre, må den sunde fornuft fortælle os, at en familie med forældre af begge køn, i hvert fald som udgangspunkt, også sikrer rollemodeller af begge køn, hvilket spiller en afgørende rolle for udviklingen af et barns identitet og personlighed.
Der er næppe tvivl om, at to mødre vil elske deres barn lige så højt som en far og en mor, men et barn har jo altså brug for mere end "bare" kærlighed i sin opvækst.
I Etisk Råds udtalelse af den 4. april 2005 forud for at lovændringen blev vedtaget, mente 10 medlemmer mod 5, at parforholdskravet i loven om kunstig befrugtning skulle ophæves. Da lovændringen blev vedtaget i Folketinget stemte 86 for, 61 imod og 21 undlod at stemme. Der er således ikke den helt store enighed om dette vigtige etiske spørgsmål. Alene det, at regeringen desværre ikke ville give sin mening til kende om det endelige lovforslag ved afstemningen, skriger på en ny behandling af spørgsmålet i Folketinget.
Så må man håbe, at de denne gang tør give deres oprigtige mening til kende, selvom den måtte være i strid med, hvad der kaster stemmer af sig. Det er nødvendigt at vi får en seriøs diskussion i det offentlige rum og i Folketinget om vores fremtidige familiemønstre. Er det hensigtsmæssigt at acceptere en familiestruktur, hvor enlige kvinder kan køre karriereræs til de er 35 og derefter bestille en graviditet nemt og bekvemt, lige når det passer dem? Vil vi acceptere offentlig opfordring til en fremtidig familiestruktur, hvor manden ikke længere er nødvendig? Vi er simpelthen nødt til at genoverveje, hvilke familiemønstre vi som samfund vil acceptere som etisk forsvarlige og naturlige for fremtidige generationer.
PRF
stud. jur.
FACEBOOK: Bliv ven med etik.dk