24. december 2002
Venstre og Dansk Folkeparti bakker op om, at læger i en sag om misbrug af sygesikringsbeviser er gået til politiet. Etisk Råd er rystet
Venstres sundhedsordfører, læge Jørgen Winther (V), betegner det som »fornemt«, at en læge på Frederiksberg Hospital har anmeldt tre indvandrerkvinder til politiet for fusk med det gule sygesikringskort.
Men tilsyneladende har Jørgen Winther kun opbakning fra Dansk Folkeparti. Birthe Skaarup (DF), som er formand for Folketingets Sundhedsudvalg, vil bede sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) om en redegørelse for at få belyst »omfanget af svindlen«.
De eksperter, som henholdsvis dagbladet Information og Ritzau har talt med, tager alle afstand fra, at en læge har brudt det ellers urokkelige fortrolighedsforhold til patienterne og anmeldt nogle illegale indvandrerpatienter til politiet
De udenlandske kvinder henvendte sig på skift til hospitalet med det samme sygesikringsbevis for at få foretaget aborter. Efter den tredje henvendelse anmeldte overlæge Torben Pedersen, Frederiksberg Hospital, i samråd med embedslægen kvinderne til politiet.
Det fremgår af et brev fra Frederiksberg Hospital til Sundhedsstyrelsen i august.
Ikke lægers bord
Næstformand i Det Etiske Råd og lektor i sundhedsret, Mette Hartlev, er rystet over anmeldelserne.
- Læger er normalt uhyre opmærksomme på patienters retsstilling og på fortrolighedsforholdet mellem behandler og patient. Der skal stå meget store samfundsmæssige interesser på spil eller være begået grove kriminelle handlinger, før en læge bør bryde dette forhold, siger hun.
Lektor i strafferet Jørn Vestergaard er enig.
- Det minder jo om en praksis, der foregår i regimer, vi aldrig ville sammenligne os med. Når hospitalet anmelder kvinderne for cpr-nummerfusk, ved de udmærket, at de i virkeligheden anmelder kvinderne for at opholde sig illegalt, siger Jørn Vestergaard. Han betegner anmeldelserne som chokerende og usympatiske.
Den kommende formand for Det Etiske Råd, overlæge Ole Hartling, ligger på linje med denne holdning.
- Lægen er ikke politi, og det er vigtigt, at lægen ikke ser sig selv som udøvende myndighed, vurderer Ole Hartling, der er overlæge på Vejle Sygehus. Han understreger, at han udtaler sig på egne vegne og ikke i egenskab af kommende formand for Det Etiske Råd.
- Som læger har vi akut handlepligt. Alle skal kunne søge lægehjælp uden at blive anklaget som forbryder. Det er vigtigt, at vi som læger altid har pligt til at hjælpe, siger Ole Hartling.
Han vurderer, at han ikke ville have foretaget nogen anmeldelse, hvis han havde været i samme situation som lægen på Frederiksberg.
- Jeg ville ikke have gjort det, siger Ole Hartling, der mener, at en læge bør kunne skelne mellem, hvad der er sundhedsforvaltningens problem, og hans eget.
Et medlem af Lægeforeningens etiske udvalg, overlæge Mogens Kim Skadborg, siger til Ritzau, at han heller ikke ville have involveret politiet. Men han hæfter sig ved, at de abortsøgende kvinder ikke havde akut behandlingsbehov.
Dokumentfalsk
- Jeg ville nok have taget en snak med kvinderne om, at det ikke var muligt at behandle dem i det offentlige system. I stedet ville jeg have henvist dem til en privatpraktiserende gynækolog, men jeg ville ikke have henvendt mig til politiet, siger Mogens Kim Skadborg.
Men sådan ser Venstres sundhedsordfører, Jørgen Winther, ikke på sagen.
- Det er fornemt, at det er anmeldt til politiet. Der er ikke tale om fortrolige oplysninger. Det gule sygesikringskort er et dokument. Skulle vi ellers acceptere, at 10 eller 20 kvinder brugte det samme kort, spørger Jørgen Winther.
Formanden for Folketingets Sundhedsudvalg, Birthe Skaarup (DF), fastslår i en pressemeddelelse, at hvis patienter forsøger at snyde med sygesikringsbeviserne, er der tale om dokumentfalsk, og dermed er det lægens pligt at indberette.
- Selvfølgelig skal heller ikke læger, under foregivende af tavshedsløfte, kunne smyge sig uden om at indberette dokumentfalsk. Tænk på det kaos, der kunne blive, hvis det var ligegyldigt, hvilke officielle papirer vi brugte, og hvis der blev set gennem fingre med, om vi gik og svindlede med pas og med sygesikringsbevis, siger Birthe Skaarup.
Birthe Skaarup er enig i, at lægerne under alle omstændigheder skal behandle for akutte og livstruende sygdomme.
/ritzau/
- Men derefter er det, såfremt der er dokumenteret dokumentfalsk, lægens pligt at indberette, understreger hun.
/ritzau/
FACEBOOK: Bliv ven med etik.dk