Dilemmaet om bioteknologien

Som en af fortalerne for det biologistiske syn har Richard Dawkins formuleret det: »Vi er »tunge robotter«, hvis gener skabte vores legeme og sjæl«. Kritikerne har hævdet, at bioteknologien indebærer frygtelige konsekvenser, som det i dag er helt umuligt at overskue.

Nu, da bioteknologiens revolution har stået på i mere end to årtier, må vi nøgternt konstatere, at hverken de lovede mirakler eller de frygtede katastrofer har fundet sted.

Vi har endnu ikke oplevet en bioteknologisk Tjernobyl, men sult truer hver dag 800 millioner mennesker, og genteknologien er ikke i stand til at løse verdens fødevareforsyning og sikre mad til alle.

Sagen er, at der på verdensplan produceres mad nok til at mætte hele jordens befolkning! Produktionen har vist sig at være større end befolkningstilvæksten. Det, der reelt er tale om, er et fordelingsproblem, der kunne løses politisk!

En af bioteknologiens tragiske forenklinger er, at levende organismer simpelthen er produkter af deres arveanlæg med deraf følgende undervurdering af miljøets afgørende rolle. Mennesket er givetvis mere og andet end sine gener. At lukke øjnene for dette fører til, hvad man kalder biologisk reduktionisme.

På den anden side har kritikken mod bioteknologien i et forsvar for den rene natur truet af uforudsigelig menneskelig indgriben vist sig at være problematisk. Landbrug er f.eks. både natur og kultur. Det er altså urimeligt at anklage bioteknologien for at være »unaturlig«!

Alle disse komplicerede problemer behandles sagligt og kritisk i en ny bog: »Made not Born. The Troubling World of Biotechnology«, redigeret af Casey Walker (Californien Sierra Club Books). Der er tale om en række indlæg på højt niveau, som ikke lader sig afvise med tilhængernes sædvanlige påstande om, at kritikken er hysterisk og sentimental.

Det er interessant, at to af de mest åndfulde analyser kommer fra to teologer, David Loy, der er buddist, og Catherine Keller, der er protestant. Ud fra deres egne traditioner undersøger de, hvad der menes med, at bioteknologien »spiller Gud«.

Buddisten betoner, at trods den udbredte retorik om, hvordan bioteknologien kan forbedre vores liv (hvilket ikke kan udelukkes), så er det ikke svært at finde en kynisk motivering for bioteknologien, som den drives i dag. Den mest åbenbare er begærlighed, ønsket om personlig vinding og virksomheders ønske om udbytte. Det viser de evindelige kævlerier om lukrative rettigheder til patenter med al ønskelig tydelighed.

Mange protesterer voldsomt imod, at genetisk information kan patenteres. De argumenterer for, at den slags viden tilhører menneskeheden, og at det er helt urimeligt, at private firmaer får ret til at bestemme over, hvordan og af hvem viden om generne kan bruges.

På den anden side argumenterer virksomhederne med, at hvis de ikke kan få patenter på deres opfindelser og dermed mulighed for at tjene penge på dem, så vil de overhovedet ikke investere i forskning.

Buddisten hævder, at stormløbet efter at tjene hurtige penge risikerer at gøre os alle til laboratorierotter!

Men han støtter ikke dem, der ønsker en tilbagevenden til en fjern fortid. Trods bioteknologiens mange risici er der mulighed for, at den vil være i stand til at behandle medfødte sygdomme. Men, tilføjer han, fra et buddistisk perspektiv kan man ikke undgå den konklusion, at bioteknologien burde stilles i bero, samtidig med at vi engagerer os i en demokratisk debat om, hvad vi virkelig ønsker af den.

Man skal bare ikke gøre sig illusioner om, at en sådan debat vil komme i stand, uden at vi kæmper for den. De økonomiske og politiske magthavere har så meget på spil, at de bestemt ingen interesse har i en sådan åben debat.

Men måske kan vi håbe på, at der en dag vil være en verden med en mere moderat og varsom benyttelse af bioteknologien, og at den vil forbedre de menneskelige vilkår i stedet for at true dem.

Den protestantiske teolog Catherine Keller gør sig i sit bidrag med overskriften »Playing God« ligeledes til talsmand for, at de bioteknologiske beslutninger gøres tilgængelige for offentlig granskning og debat.

Muligheden for helbredelse af myriader af sygdomme er attraktiv, siger hun, men kun i den udstrækning, at de, der dikterer teknologien, holdes ansvarlige. Og det må givetvis ske gennem forbrugerpres og lovbestemmelser.

Et voksende antal videnskabsmænd mener, at bioteknologien som videnskab endnu er højest ufuldkommen, så længe den ikke vil erkende, at de fleste menneskelige sygdomme og karaktertræk ikke er genetisk bestemt, men formes gennem dynamiske processer. F.eks. er roden til visse sygdomme industrirelaterede miljøskader, der forurener luft og vand.

Bogens redaktør, Casey Walker, understreger nogle væsentlige punkter om bioteknologien: Den skaber levende organismer, der påvirker de økologiske systemer på en måde, der ikke kan gøres ugjort, ikke kan renses som oliespild eller oplagres som radioaktivt affald.

Bioteknologien, som den drives i dag, er profitstyret. Men dens produkter kan ikke behandles som varer, men må have samme moralske status som andre levende ting.

Redaktøren slutter med at slå til lyd for en magtfuld politisk bevægelse mod globalisering, der kunne bringe bønder, miljøaktivister, videnskabsmænd og forbrugere sammen i opposition til bioteknologien og til støtte for et mildere alternativ.

Herhjemme er politikerne gået uden om det farlige emne som katten om den varme grød. Men også de vil på et tidspunkt være nødt til at tage stilling. Denne stillingtagen bør imidlertid ikke overlades til politikerne alene. Det er vigtigt, at vi som borgere engagerer os i de etiske problemer, bioteknologien rejser - i erkendelse af, hvor afgørende valget er for os alle.

Eric Danielsen er tidligere tv-journalist