Svend Eriks historie 2: Hvad har du dog gjort, lille mand

Hvem har fået hjertet? Han forestiller sig, at det er en kvinde på omkring 40 år, der har fået det. Hun er mørkhåret, pæn, måske ligefrem smuk, og har et sprudlende sind. Hun har nok fire børn og har været meget syg. Men nu har hun igen livet foran sig. Billedet af kvinden med Gerdas hjerte har på en måde holdt ham lidt oppe og fået ham videre i den seneste måneds tid.

Det er ikke den rent fysiske tanke om, at Gerda stadig er der et sted, fordi hendes hjerte er derude. Og så alligevel. Han kan mærke, at det er vigtigt for ham at få at vide, at Gerdas hjerte er blevet godt modtaget i en familie. At hans offer har nyttet noget.

Endelig fortæller sygeplejersken det, han gerne vil høre. Han bliver tavs. Det kan da ikke passe. 60 år? Har de givet Gerdas hjerte til en gammel bedstemor!

En gammel bedstemor, som allerede har levet det meste af sit liv, og som måske kun kommer til at bruge Gerdas hjerte i nogle få år? Svend Erik kan ikke begribe det. Hvordan kunne de gøre det?

Resten af den dag er han ikke meget værd. Det billede, han havde skabt af en smuk smilende kvinde, er pludselig blevet malet over med et af en gammel gråhåret dame. Og børnene er blevet til børnebørn. Men det er også fint nok. Han skal nok bare vænne sig til tanken.

I døren til kontoret på hospitalet står en ældre herre, som Svend Erik ikke har set før. De hilser pænt, giver hånd, og manden siger, at han bare vil sige tak. Svend Erik kigger på ham. Tak? Jo, han er hjertetransplanteret. Og han har set på tv, at Svend Erik donerede sin kones organer til syge mennesker. Og nu vil han sige tak for det gode indslag, fordi der så måske er flere, der kan se, at det er en god gerning at give.

Svend Erik husker udmærket det indslag for en måneds tid siden. Og han skulle aldrig have sagt ja til at deltage. Og slet ikke så tidligt efter at Gerda var død. Han havde siddet og fortalt om sit ja, og om hvor godt og hvor rigtigt det er at tage sådan en næstekærlig beslutning. Men hans skrupler ved det var ikke med. De kunne heller ikke have været med. For Svend Erik havde ikke fortalt journalisten om dem.

Hvem skylder du din tak, spørger Svend Erik den ældre herre. Lægerne, svarer manden. Uden sygehusvæsenets ekspertise og viden havde han ikke stået der i dag. Svend Erik stirrer tavst på manden. Han kan ikke tro det. Sygehusvæsenet? Hvad med at takke de pårørende? Det er da dem, der har givet dig gaven!

Selv har Svend Erik tænkt, at han nærmest fortjener en medalje. Men han siger det ikke. Nikker bare og lytter til manden, der fortsætter sin snak. Hvad bilder han sig ind. Tror han, at det er en reservedel, som man bare kan købe hos autoophuggeren på hjørnet, han har fået? Svend Erik står bare og står. Og ønsker, at han ikke var sådan en pæn mand, for han har lyst til at slå manden omkuld.

Det er snart et år siden, Gerda døde, og Svend Erik synes, de er ved at få styr på livet igen. Han og børnene er i hvert fald ved at vænne sig til den praktiske hverdag uden Gerda. Specielt Sara, hans ældste på 17 år, er god til at hjælpe, og hun er en god støtte, når tingene eskalerer.

Men med mellemrum tænker han på donationen. Hele tiden og i alle mulige anledninger dukker emnet op. På tv, på sygehuset, i aviser. Altid handler det om at skaffe flere organer. Aldrig om, hvordan det er at give dem. Og det irriterer ham. Hvorfor lytter man aldrig til de pårørende?

En dag hører Svend Erik om en ny bog fra Det Etiske Råd, som netop tager fat i det etiske dilemma omkring organdonation. Og han synes, det næsten er, som om en bøn er blevet hørt, da han et par dage senere sidder på sit kontor på sygehuset med den grønne bog i hånden.

Han ser, at et af de første indlæg i essaysamlingen er skrevet af hans lærer og vejleder fra universitet, biskoppen fra Roskilde, Jan Lindhardt. Svend Erik læser ivrigt, da den gamle lærer sammenligner pligten ved organdonation med pligten til at betale skat. Det lyder jo simpelt, og måske burde det være sådan? Bare en simpel pligt.

Men da Roskilde-biskoppen lidt efter næsten fordømmer et tidligere medlem af Det Etiske Råd, der siger: »Jeg vil gå i graven med alle mine organer«, med sætningen: »Held og lykke. Men mon ikke vi skal være glade for, at vi ikke tillader sådan en samfundsmæssig egoisme på andre områder.«

Dèr står Svend Erik af. Og ordet egoisme får en fed rød streg med kuglepennen. Er han da egoist, fordi han lader sine følelser spille ind i en sag om hans kones liv og død? Er han egoist, fordi han fortryder? Gør det ham ikke netop til et menneske, at han bruger sine følelser, når han tager en beslutning?

Svend Erik har svært ved at lade sig rive væk fra artiklerne i sin grønne bog, og på kontoret bruger han timevis på at tænke, så han næsten mærker, at det knager. Og han streger under og noterer i marginen med sort og rødt og blåt og blyant i det meste af den over 100 sider lange bog. En essayist må han læse igen og igen. Dr.phil. Lars-Henrik Schmidt. For jo mere han læser, jo mere synes han, at filosoffen får sat ord på nogle af hans egne frustrationer. Lars-Henrik Schmidts indlæg i bogen hedder »Den sorte gryde«. Den sorte gryde som i børnesanglegen: » ... og tredje gang, så ta'r vi haaaam, og putter ham i gryyden!«

Filosoffen sammenligner legen med den hjernedøde. For eksempel når han fortæller om sanglegens »defineren nogen ud af fællesskabet«, så »nogen kan overleve« og dermed fortsætte legen.

Svend Erik tænker, om han i virkeligheden er den, der ved sangens sidste linjer sænker sine arme ned over Gerda »og putter hende i gryden«.

Har Svend Erik med sin beslutning forårsaget, at Gerda ikke længere er en del af det sociale fællesskab, som legen, og ifølge filosoffen også menneskets eksistens, er? Har han forårsaget hendes død? Sin egen kones død?

Ja, selvfølgelig ville hun have været død alligevel. Det ved han godt. Men så havde det ikke været hans beslutning, men Guds. Guds alene.


Læsningen af bogen har fået ham til at huske mareridtet. Heldigvis har han kun haft det den ene gang. Men han har ofte tænkt over, hvad det mon betød.

I sine mange gennemgange af bogen har han flere gange streget med rødt, hvor skribenterne kritiserer ordet donation. De skriver, at donation betyder gave. Men også at organdonation ikke er en gave, fordi der ikke er en glad giver. Hvis det er noget, så synes Svend Erik, ligesom flere af medlemmerne af Det Etiske Råd, at det er et offer.

For modtageren, eller for den sags skyld mellemmanden, sygehuspersonalet, har jo ikke følelser forbundet med gaven. De kan tillade sig at være ligeglade med det sociale og elskelige væsen, hans Gerda var. For dem er Gerda en krop, tilfældigvis en menneskekrop, med kød og organer til de trængende. Men for ham er Gerda jo Gerda. Et menneske af mere end kød og blod.

Han kan ikke lide tanken. Men måske var det, hvad drømmen antydede. Måske var det en ofring, han så. Egoisme. Drab. Ofring. Liv. Død. Overlevelse.

Svend Erik kan ikke lide de mange store ord, som bogen fylder hans sind med. Og han synes ikke, at de gør ham mere afklaret. Hvorfor kan han ikke bare leve med det? Det gør andre vel. Men vigtigst af alt. Hvordan kommer han videre? Hvis han har begået en forbrydelse - kriminel eller kulturel - hvem kan så dømme ham? Hvor kan han få sin tilgivelse, så han kan komme videre med sit liv?

Han ved det ikke. Han kan jo ikke gå bodsgang. Det gør man jo ikke længere i dagens Danmark og slet ikke i hans religion. Og der er jo ingen til at sætte ham i fængsel for den forbrydelse, som han føler, at han har begået. For det er ingen forbrydelse i lovmæssig forstand. Tværtimod.

Svend Erik aner ikke, hvad han skal gøre. Men efter at have læst bogen om og om igen, forfra og bagfra, tager han til sidst en beslutning:

Han vil ikke tænke mere på det. Og han vil ikke, som han ellers har gjort nogle gange efterhånden, tage ud og holde foredrag om organdonation. For hver gang vælder frustrationer og tvivl og hans mange mærkelige tanker op i ham og ud over de uskyldige tilhørere. Så han stopper. Han taler så vidt muligt ikke med andre om organdonation. Hverken med børnene, med familien, med fremmede. Han vil ikke. Tør ikke.


Sara sidder ved det lille firkantede spisebord på sit lejede værelse. Det er efteråret 2002, og hun er flyttet hjemmefra og til Århus med en veninde. Hun må have ryddet lidt op i bunken med alt det, der ellers får lov til at vente. Og et efter et får hun sorteret i papirerne og smidt ud. Kontoudtog. Kvitteringer. Reklamer. Notater. Brochurer.

I bunken ligger også den røde donorkortfolder. Hun tager den op. Kigger lidt på den. »Nej, nu gør jeg det altså. Nu skal den udfyldes.« Sara har tænkt en del på den brochure i den sidste måneds tid, hvor der på grund af en landsdækkende donorkampagne har været meget fokus på at få folk til at sende kortet ind. Hun har været tæt på at udfylde den nogle gange. Men hver gang er der kommet noget op, så hun ikke har fået det gjort. Men nu sætter hun sig ned og læser den igennem fra ende til anden.

Egentlig har hun jo aldrig været i tvivl. Selvfølgelig vil hun være organdonor. Hun meldte sig også som bloddonor, kort efter hun blev 18, og organdonation er jo et eller andet sted det samme, synes hun. Man hjælper syge mennesker med noget, som man ikke selv har brug for. Sara finder en kuglepen og gør sig parat til at udfylde det lille kort.

Men hvilke organer skal hun sige ja til? Egentlig vil hun helst sætte ja ved dem alle sammen. Hjertet har hun i hvert fald intet problem med. Det er trods alt bare en muskel og en del af hendes indre ligesom leveren, nyrerne, lungerne, bugspytkirtlen og tyndtarmen. Men hud og hornhinder er hun i tvivl om.

For så kan man vel se det? Så kan man vel se, at lægerne har været i gang, når man siger farvel efter operationen? Hun husker, at mor havde set hel og fin ud, da de havde sagt farvel til hende i kapellet. Det havde været rart.

Sara har besluttet sig. Hun udfylder kortet med ja. De må gerne tage hendes indre organer, men ikke huden og hornhinderne. Så klipper hun kortet fri, finder sin pung og lægger det ned i rummet sammen med lånerkort, Dankort og alle de andre kort. Hun vil ikke sende det ind. Hun har jo altid sin pung på sig, så det er lige meget.

Der er gang i gryderne på Bellisvej. Svend Erik og Sara er i køkkenet for at lave aftensmad til dem alle fem. De hygger og griner og snakker om alt muligt, som de plejer at gøre, når Sara er hjemme på weekend.

»Jeg har forresten besluttet mig for, at jeg vil være organdonor« hører Svend Erik hende pludselig sige. Han svarer ikke. Mumler et nå. Han kan ikke se, om Sara undrer sig over hans reaktion, men et øjeblik efter snakker de om noget andet.

Senere på aftenen sidder de ved spisebordet i køkkenet, og Svend Erik tager emnet op. Han fortæller Sara, at han er ked af det. Hvorfor har hun ikke talt med ham om det?

Fordi hun havde regnet med, at han ville synes, det var god idé. Hun fortalte ham det jo bare, så han som hendes nærmeste familie vidste det. For det ville jo være ham, der kom til at stå med beslutningen, hvis hun en dag fik en hjerneblødning eller kom ud for en ulykke.

Det er netop det, han er ked af, forklarer Svend Erik hende. For i de fem år, der er gået, er han blevet mere og mere sikker på, at han ikke skulle have sagt ja. I hvert fald ikke til hjertet. Og han vil ikke sige ja igen.

Hvis hun eller en af hendes søskende bliver erklæret hjernedød, mens han kan tage beslutningen, så vil han bede lægerne slukke for respiratoren. Han vil have lov til at sidde og holde i hånd og opleve, at naturen går sin gang. Han vil ikke lade lægerne splitte hans kære op i fire-fem dele, for at de derefter kan dele stykkerne ud til fremmede mennesker.

Selvfølgelig under han andre mennesker et nyt liv med nye organer. Ingen tvivl om det. Men for ham er det ikke længere så simpelt. Det bliver en sen aften, og far og datter bliver hverken enige eller uenige.

Svend Erik er glad for, at han nu kender Saras holdning. Godt nok har hun fået ham til at tænke over donationen igen, men måske var det godt. Måske var det på tide, at han og hans ældste datter talte om det.

Hjemme i Århus tænker Sara i de følgende dage meget over fars ord. Hun vil gerne være organdonor. Men måske skal hun vente, til hun en dag bliver gift, hvis hendes mand da ellers er enig i hendes synspunkter. Men før da. Nej, det ville ikke være fair over for far. Ikke når han har det så dårligt med det. Hun hiver kortet op af pungen. River det over. Og smider det ud.

Men en dag vil hun skaffe sig et nyt.


LÆS FLERE PERSONLIGE BERETNINGER, DEBAT OG FAKTA OM ORGANDONATION I ETIK.DK'S TEMA.

TEMA: Organdonation