Moral er mod

Men modstanden, modet, er ikke gratis. Ufattelig mange bukker under for psykisk sygdom, skilsmisse, druk, hærg, vold, ensomhed, ydmygelse, nedværdigelse. Men når den bliver håndteret, modstanden, så giver den måske mest af alt et par grå hår mere i hovedet. Den helt særlige dybde i blikket. Modstanden laver furer i ansigtets hud. Man kommer sig igen. Men modstanden skaber karakter. Og karakter er faktisk fundamentet for moralsk adfærd. At blive i smerten, at lære den at kende, at have mod til dét. Det er dét, der skal til, hvis man skal udvikle sig til et moralsk menneske. For man skal kende smerten og turde tage imod den. Ellers bliver flugten fra smerten nærliggende. En flugt ind i det umoralske. Fordi det trods alt er lettere for at have det godt selv og skamme sig, uanset om det så er sværere for alle andre og ville have kostet så ufattelig lidt.

Og dét kender vi jo godt. Det kender vi faktisk til ulidelighed. Det er præcis derfor politikerne dag ud og dag ind kan undlade at gøre de helt indlysende fornuftige ting og i stedet gør de ting, ingen har godt af.

Der er ingen stemmer i at lukke Foreningen Pædofilgruppen, for børn kan ikke stemme. Der er ikke stemmer i at sætte priserne på rødvin op til 200 kroner flasken og i stedet støtte Minnesota-kure økonomisk. Der er ingen stemmer i at tage stilling til alle de sociale sager, der får lov at sejle deres egen sø ude på Christiania i såkaldt frihed på en såkaldt fristad. Der er ingen stemmer i at sætte farten på motorveje ned til 90 kilometer i timen. Eller i at hæve straffen for hasarderet teenagekørsel i bil til ubetinget frakendelse af kortet. Døde stemmer jo ikke. Det ville kræve, at politikerne gjorde noget uønsket. Men det ville kræve mod. Det ville kræve moral.

Det forbløffer mig igen og igen, at politikerne kan leve med sig selv. Og at de straks kan finde på et hav af dårlige undskyldninger og søforklaringer - i stedet for at gøre det, der skal gøres. Den følelse af rå pligt - den er kernen i al moral.

Jeg talte engang med en tibetaner, der var buddhist. Han lagde meget vægt på, at vi her i livet skal gøre det, der skal gøres. Det er sådan set ikke noget personligt. Vi skal sådan set ikke tage stilling til, om vi kan lide at gøre det eller ej. Det skal bare gøres.

Tænk, hvis vi stadig tudede hver gang vi skulle børste vores tænder, ligesom vi gjorde, da vi var børn. Tænk hvis der stadig altid lød et ramaskrig, så snart opvasken kom til syne og vi følte, at hele aftenen var ødelagt, ligesom der gjorde, da vi var teenagere.

Tænk hvis alle borgere i øvrigt passede lige så godt på sig selv, som de gør, når de børster deres tænder om aftenen. Tænk hvis politikerne gav sig til at rydde op - fra en ende af - ligesom når man vasker op efter en stor fest.

Problemet er ikke, at man vælger at blive politiker - og så siden hen bliver bange. Det kunne jo tyde på, at man var en ganske modig politiker. Nej, problemet opstår, hvis man partout vil bestemme det hele - og man så viser sig at være en regulær kujon.

Overdriver jeg? Hvor svært ville det egentlig være - ved en simpel politisk beslutning - at gøre en ende på al tobaksrygning på offentlige steder i dette land? Hvor svært ville det være at rette op på sundhedsvæsenet, så f.eks. danskernes kræftafdelinger var lige så gode som svenskernes? Hvor svært ville det være at redde de få tusinde narkomaner, vi har i Danmark?

Kristian Ditlev Jensen er forfatter