Lad et menneske være et menneske

Man kunne derfor anføre, at vi ikke må klone, simpelthen fordi vi ikke er kloge nok til at give os af med det. Der er faktisk dem, som siger, at meget af det, vi kalder etiske betænkeligheder ved genmanipulation, kloning osv., ofte snarere er udtryk for forsigtighed og bekymring, nemlig: Vi er slet ikke kloge nok til at gribe ind i naturen på en så voldsom måde. Men det helt selvfølgelige modspørgsmål er jo, at hvis vi så var kloge nok, ville det da være rigtigt at gøre det?

Hvordan skal man altså argumentere for, at det vil være forkert, at det er uetisk at klone mennesker? Man ville vel næppe skade nogen derved. Ud fra et princip om, at man skal gøre det gode og gavne sit medmenneske, er det måske lige tværtimod.

Med kloning ville man kunne afhjælpe barnløshed, f.eks. i de tilfælde, hvor manden ingen sæd har. Han kunne så bruge en af sine kropsceller. Forældrene til klonen

- hvis man kan tale om forældre - bliver antageligt lykkelige for deres klonede barn, som vil være meget velkomment, og den lille klon får et liv og kender ikke andet - og hvorfor skulle den ikke være glad og i trivsel. Nu går jeg altså ud fra, at alle tekniske vanskeligheder var elimineret. Stadig vil der være en mavefølelse, som protesterer. Der er et eller andet her, som ikke er, som det skal være.

Højtideligt har man sagt, at det forkerte er, at der gribes ind i skaberværket. Men det kunne man jo også sige om andre ting, vi gør, og som vi synes er rigtigt. Vi behandler den naturligt opståede lungebetændelse med det unaturlige penicillin, og vi sætter en kunstig hofte ind i stedet for en slidt.

Det kan se ud til, at man alligevel ender med at måtte slå fast, at der er noget, som er forkert, fordi det er forkert. Ligesom der er noget, som er godt i sig selv, er der altså noget, som er forkert i sig selv. Og det kan måske i dette tilfælde udtrykkes på den måde, at noget er noget og skal være noget derved, at det netop ikke er noget andet.

Jeg læner mig op ad forfatteren G.K. Chesterton. Han siger: »Hvis man vil tegne en giraf, må man tegne den med lang hals. Hvis man på en dristigt skabende måde tager sig den frihed at tegne en giraf med kort hals, vil man opdage, at man netop ikke er i besiddelse af frihed til at tegne en giraf. I samme øjeblik man har sat foden på kendsgerningernes territorium, befinder man sig i begrænsningernes land.« - »Forsøg ikke at befri en drome-dar for pukkelens byrde, hvis ikke du vil befri den for at være dromedar! Gå ikke rundt med den idé at opmuntre trekanter til at bryde ud af deres tre sider, som udgør deres fængsel. Hvis en trekant bryder ud af sine tre sider, tager det en sørgelig ende med den.«

Chesterton får med sit billedsprog en vigtig pointe frem: »Man kan udfri tingene af fremmede og tilfældige love, men ikke af de love, som deres egen natur sætter for dem« - som konstituerer dem, ville man måske sige i vore dage.

»Man kan, om man vil, befri en tiger for burets stænger, men ikke for skindets striber«, siger Chesterton. For så befrier man den også for at være tiger. Så er det ikke en tiger.

Måske er det altså forkert at klone et menneske, fordi vi sætter os ud over nogle rent biologiske kendsgerninger og begrænsninger, nemlig sådanne, som gør et menneske til et menneske. Det er f.eks., at et menneske skabes som følge af kønnet formering. At det biologisk set har både en mor og en far, at det har ret til at have en ukendt fremtid for sig. Vilkår og begrænsninger, som er med til at gøre os til mennesker - ja, som er forudsætninger for, at vi er mennesker og ikke noget andet.

Ole J. Hartling er overlæge og

formand for Det Etiske Råd