Tiden former moralen

Niels Jørgen Cappelørn er bange for, at den overordnede samfundsetik forsvinder for at blive erstattet af forskellige gruppers moral.

- Vores samfund er blevet mere kompliceret og globaliseret. Når et sådant samfund så skal fastholde en fælles etik, bliver den til sidst abstrakt, fordi den skal rumme alle. Den bliver uvirkelig for alle. Jeg fik nærmest kvalme, da den norske regering for nogle år siden nedsatte en værdikommission. Men i dag er jeg ikke utilbøjelig til at støtte tanken om et samfundsetisk forum. Jeg mener ikke, at alting er i forfald. Men vi skal heller ikke lukke øjnene for, at der er problemer forbundet med, at moral kun findes i enkelte grupper uden sammenhæng med hinanden eller samfundet. Jo flere moralske rum des mindre etik.

-Det er svært komme bort fra tanken om, at antallet af love og regler svarer til et tilsvarende fald i både samfundsetik og kristen etik. Love tyer man jo til, når etikken ikke holder udfoldelserne i skak. Etik synes at være den enkeltes sag, og den etik har ingen bydeform, derfor bliver det til moral - om hvordan andre bør opføre sig. Det er ikke kun kristendommen, som har en etik. Næstekærlighed er ikke en kristen opfindelse. Men det er en kristen opfindelse, at man skal elske sine fjender.

Niels Jørgen Cappelørn understreger, at kristen etik ikke er for dovenlarser. - Det er ganske krævende at være kristen, fordi der ikke er love og regler for, hvordan man er det. Vi skal hele tiden revidere vores etiske synspunkter. Og vores samvittighed slæber ting med sig, som ikke længere i en ny situation er etisk gældende. Vi kæmper med hele tiden at forstå de etiske konsekvenser af at være troende. Det er en kristen impuls, at tro skal omsættes i handling, men ikke i gerninger, som man kan tro sig belønnet for i et andet liv.

- Det er umådeligt vigtigt at læse i Biblen. Kristen sandhed er ikke en lære. Kristen sandhed er Kristus. Men de etiske konsekvenser af Kristus' eviggyldige ord er tidsbestemte. Paulus drog den konklusion, at kvinder skulle dække håret, og at de skulle tie i forsamlinger. Den duer ikke i dag. Paulus levede i en anden tid. I middelalderen blev det også betragtet som en barmhjertighedsgerning af sætte syge og handicappede ud for at dø. I dag vil vi straffe den handling. Men kristendommen har ikke et etisk svar på alt, derfor kan man heller ikke have en fastlåst etik. Det vil svare til førnævnte kristne moral. Man kan heller ikke godtgøre sine handlinger som kristeligt etiske. Selvfølgelig skal man bekende, at man er kristen, men idet man sætter ordet kristeligt foran sine gerninger, tager man Gud til indtægt. Det ansvar må man selv tage.

- Og så skal man i øvrigt huske, som Søren Kierkegaard sagde: at Gud er mellembestemmelsen. Det at elske Gud er at elske næsten, og det at elske næsten er at elske Gud. Holder man sig det for øje, får man ikke blandet egne etiske holdninger sammen med kristen etik.

benteclausen@kristeligt-dagblad.dk