»Der manglede noget i mig«

Hvordan er det at vide, at du ikke kan blive tilgivet?
- Det er vel let, for det virker fortjent nok. Hør her - jeg kan da ikke forvente, at børn, der har fået frataget deres far af en psykopatisk morder, skal kunne trykke ham i hånden og sige: »Jeg tilgiver dig«. Så jeg har det godt med, hvis man hader mig. Det er også derfor, at jeg ikke vil have mit navn frem. Det må være frygteligt at blive mindet om mig. Jeg er altid drabsmanden. Selv om jeg begyndte at blive et bedre menneske, da jeg gik til psykolog - og kiggede ind i mig selv for første gang.
Hvad så du?

Drabsmanden rynker panden. Han stirrer lidt frem for sig.
- Jeg så noget forfærdeligt noget. Det lyder utroligt, men engang syntes jeg, at det var synd for mig, hvad der var sket. Så lærte jeg at føle noget, og når du får følelser og kigger tilbage på din forbrydelse, ser du ikke længere kun dit eget stakkels selv, der står og skyder i en presset situation. Du føler også den skræk, dine ofre har følt. Du hører ringklokken hos konerne. De åbner døren i nattøj og får at vide, at deres mænd er døde. Jeg har set det for mig. Det var et vendepunkt. For man kan have lige så store mareridt i vågen som i sovende tilstand, kan jeg fortælle dig.

Ingen plads til anger
Statsfængslet i Vridsløselille stammer tilbage fra 1859 og ligger som en stjerneformet kolos i københavnerforstaden Albertslund. Fire fløje strækker sig ud fra »Centralen« - en midterbygning, hvor fortidens fængselsbetjente kunne placere sig og på én gang overskue de lange gange og alle fængslets celler.

Ganske tæt ved Centralen putter en lav, tommetyk dør sig, der bærer et rødt skilt med teksten »Præsten«. Inde i den tidligere celle sidder fængselspræst Jakob Arnbjerg ved et lavt bord med tilhørende sofa. Han skuer ud gennem et vindue mellem de obligatoriske tremmer, der skærer udsigten i skiver.

- Kontoret er nyt, og jeg har først lige bestilt persienner, siger han og peger på vinduet.
Hver uge udfylder 10-15 indsatte en hvid »anmodningsseddel« med kryds ved fængselspræsten, hvorefter voldsmændene, tyvene og morderne tager plads i den grønne sofa lige under vinduet og letter deres hjerter for stort og småt - mest af alt for tanker om deres forbrydelser.

Præsten har altid spillet en vigtig rolle i Vridsløselille. I statsfængslets første år, i 1800-tallet, sad fangerne i fuldkommen isolation. De læste udelukkende i Biblen og talte først og fremmest med præster. Grundtanken var, at hvis man tvangsfodrede folk med det kristne budskab og gav dem ro til at angre, ville de udvikle en moral og forvandle sig til bedre mennesker.

Den frygtelige ensomhed gjorde i stedet fangerne sindssyge. I dag behandler fængslet de kriminelle mere humant. Men efter Jakob Arnbjergs mening glipper systemet, når det handler om at åbne fangernes øjne for de moralske sider af deres forbrydelse.

- Man kan jo sige, at vores retssystem overhovedet ikke animerer til, at man overvejer eller angrer, hvad man har gjort. Tværtimod. Under retssagen er det kutyme, at folk forsvarer sig og erklærer, at de er uskyldige. Der er ingen plads til anger. Når de bliver dømt, bliver de frihedsberøvede. Så sidder de her, og intet ansporer dem for så vidt til at angre. Men der er mange fanger, der kan have glæde af at gøre det.

I de senere år er flere ganske vist begyndt at søge fængselspræsten - så mange, at Vridsløselille nu også beskæftiger en hjælpepræst. Egentlige skriftemål er ikke usædvanlige. For nogle dage siden gennemførte Jakob Arnbjerg et ritual i en celle, hvor en fange sad i isolation og gerne ville skrifte og have tilsagt syndernes forladelse. Han havde et drab på samvittigheden.

Men det er stadig kun et mindretal af fangerne, der bearbejder deres forbrydelser i selskab med fængselspræsten. Endnu færre opsøger den psykolog, der arbejder otte timer om ugen i statsfængslet.

- Det er mit indtryk, at de fleste inderst inde har det dårligt med, hvad de har gjort. Men mange vælger at leve på en løgnehistorie. De kan ikke bære at have det utilgivelige på samvittigheden, så de opfinder en forklaring om, at det var et uheld, at de var pressede til at lave deres kriminalitet, eller hvad ved jeg. Men nogle kigger ind i sig selv. Og det er min erfaring, at det hjælper dem til at komme videre, siger han.

Da Kristeligt Dagblad henvendte sig til Vridsløselille for at tale om moral og forbrydelse med en indsat, hjalp Jakob Arnbjerg med at formidle kontakt til en oplagt kandidat.
Fangen var, efter mange år bag tremmer, pludselig begyndt at arbejde med de moralske aspekter af sin forbrydelse.

- Det handler om at skabe nogle gode betingelser for de mennesker, der sidder inde. Hvis man skaber et indtryk af, at det nytter noget at arbejde med sig selv - og hvis der er psykologer og præster, der kan tilbyde sig - så er der en vej for mange, mener Jakob Arnbjerg.

Manglede noget
Tilbage i det lille besøgslokale rynker drabsmanden panden. Han samler tankerne. Udenfor hvælver en blå og frostklar himmel sig højt over fængselsmurene. Lyset står ind ad det høje vindue og rammer bordpladen, som hans hænder hviler på.

Det er måske en anelse for højtravende at sige, at drabsmanden har set lyset. Men da hans kone blev gravid og fødte ham en søn for lidt over tre år siden, begyndte nogle helt nye tanker pludselig at tage bolig i ham.

- Jeg havde jo set mig omtalt i medierne som psykopat. Sammenlignet med de mest bestialske mordere syntes jeg ikke, at jeg var psykopat. Men jeg begyndte alligevel at bide mærke i, at før min familie for eksempel kom på besøg, måtte jeg sige til mig selv, at nu skulle jeg huske at være far. Hvis min kone havde det dårligt, var det noget, jeg ligesom tænkte mig frem til, fordi jeg så tårerne rulle ned ad kinderne på hende. Men jeg kunne ikke føle det, selv om jeg jo sådan set godt vidste, at jeg burde.

Drabsmanden opsøgte fængselspsykologen og bad om at få hjælp til at være en bedre far. Under de første samtaler gravede psykologen sig ind under den mentale facade, drabsmanden havde bygget op under en hård barndom med en alkoholisk mor. Han lukkede op for sine følelser.

- Jeg begyndte at fælde tårer sammen med min kone. Det var en befrielse uden lige. Til gengæld fik jeg problemer i mit liv i fængslet. Når man har gået rundt i en årrække og været på én måde og så pludselig opdager, at det er noget lort at være den, man er, så er det ikke rart. Og da jeg så oven i købet opdagede, at det også var noget lort for de andre i fængslet, fordi jeg lige pludselig kunne relatere til dem, så blev det tungt.

Senere nåede psykologen og drabsmanden frem til at snakke om sagens kerne, om selve forbrydelsen og om manglen på medfølelse med ofrene.
- Jeg følte ikke noget for dem. Jeg huskede, at jeg kiggede mig i spejlet 15-20 minutter efter drabene, og jeg kunne ikke kende mig selv. Men jeg gik bare rundt og sagde: De er ikke døde, de er ikke døde. Jeg tænkte kun på mig selv. Jeg havde det dårligt, men jeg nåede frem til, at grunden var, at jeg syntes, det var synd for mig.

Og nu er det ikke primært dig, det er synd for?
- Ikke primært? Det er slet ikke synd for mig, for fanden.

Hvordan forholder du dig så til, hvad du har gjort?
- Jeg har jo gjort mig mange tanker om, hvordan jeg kunne slå ihjel. Svaret er ganske simpelt: Fordi jeg ikke vidste bedre. Der manglede noget i mig, som jeg føler, at jeg har nu.
Mange undrer sig nok over, at du kunne slå ihjel, fordi alle jo ved, at det er forkert?
- Jo, jeg vidste det med forstanden. Men følelsesmæssigt var jeg på et tidspunkt i mit liv, hvor jeg ikke vidste bedre. Hvorfor ved man ikke bedre? Det kan være en elendig barndom, det kan være forkert selskab, det kan være, fordi man er tosset i hovedet - eller en kombination af alle tingene. Men man ved bare ikke bedre. Jeg tog livet af levende mennesker, fordi der manglede noget i mig.

Tvang
Netop i disse uger står forholdene i landets fængsler højt på dagsordenen i samfundsdebatten. I onsdags sad drabsmanden og så Profilen i DR's nyhedstime med justitsminister Lene Espersen, der står bag en lang række stramninger i straffesystemet.

For en uge siden besluttede regeringen at oprette 175 nye fængselspladser. I perioden 2002-2006 vil der være skabt 550 nye pladser. Midt i snakken om »noget-for-noget« og »hårdt-mod-hårdt« tænkte drabsmanden over en af de statistikker, justitsministeren skulle forholde sig til - nemlig, at syv ud af 10, der har afsonet ubetingede domme, ryger tilbage bag tremmer.

- Som jeg siger, kommer vi i fængsel fra starten, fordi vi ikke ved bedre. Hvorfor kommer vi så i fængsel igen? Det er sgu da, fordi vi stadig ikke ved bedre. Så er der da nogen, der må gå ind og lære os det. Jeg søgte hjælp, fordi jeg fik et barn, men jeg kunne have fået det langt tidligere.

Hvordan skulle det foregå?
- Der står jo nærmest i aviserne, at vi er psykopater hele bundtet. Så bør man da stille krav om, at i det tidsrum, en fange er frihedsberøvet, skal han også laves om. Og hvis du spørger mig, skal han tvinges. Det er mit budskab, som jeg bygger på min egen historie. De fleste danskere render ikke render rundt og myrder hinanden, for samfundets regler og moral siger, at det gør man bare ikke. Men nogle ved ikke bedre, fordi der er noget galt med dem. Man skal tænke på, hvilket produkt, der kommer ud i den anden ende.

Hvilket produkt kommer du ud som?
- En familiefar, tror jeg. Jeg er blevet klogere og har fået noget selvindsigt. Jeg er ikke en genfødt kristen eller noget i den stil, men jeg er nået videre. Før jeg laver en handling, tænker jeg over konsekvenserne nu.

Og det er du sikker på?
Drabsmanden tænker sig om et øjeblik. Så nikker han.
- Ja. Jeg kan ikke se, hvad der kunne ske, som skulle gøre, at det ikke bliver tilfældet.

@e-mail:lenler[AT]kristeligt-dagblad.dk