Nøjeregnende næstekærlighed

- Politikerne stiller sig over befolkningen på en højst ubehagelig måde, mener hun.

- Selvfølgelig er der nogle, der forsøger at snyde systemet. Men jeg vil på enhver måde benægte, at der svindles så meget, at kontrol i det omfang er berettiget. I kontrollen ligger en dyb mistro til befolkningen, og min påstand vil være, at kontrollen i sig selv er dyrere end den svindel, der foregår, siger Hanne Reintoft.

Jørn Henrik Petersen, der er medlem af regeringens Velfærdskommission er ikke uenig i, at velfærdsstaten har et problem.

- Moralen har det svært, fordi der ikke længere er et overordnet udefrakommende princip, der holder den sammen. En Gud eller en fælles opfattelse af, hvordan de sociale normer bør være. Moralen er individualiseret. Ingen fælles normer holder os på dydens smalle sti, og derfor opstår fristelsen til at agere på den måde, man tror, de andre agerer på: at tage selv, når man nu har betalt sin skat til velfærdssamfundet. Det ligger i »systemet«, fordi det bliver fjernt, at enhver forsøger at undgå at betale til det, og samtidig at enhver også mener sig berettiget til hjælp fra det. Næstekærlighed er blevet institutionaliseret, og det fjerner opmærksomheden fra virkelige mennesker i nød. Systemet er skrøbeligt, hvis man ikke passer på det, og jeg kan godt se tendenser til, at det går i den forkerte retning, siger Jørn Henrik Petersen.

Han kan frygte, at middelklassens solidaritet er for nedadgående. Det hænger sammen med, at middelklassen tidligere levede i forvisning om, at de selv kunne stå i en situation, hvor de pludselig kunne få behov for hjælpen. I dag er grupperne på social forsørgelse mere stationære. Der er ikke længere mange, der flakser mellem beskæftigelse og understøttelse eller kontanthjælp.

Hanne Reintoft møder også den holdning, blandt andet i sin brevkasse i ugebladet Søndag, at spørgsmål om sociale problemer er ledsaget af bemærkninger om, hvor meget andre kan få.

- Den grimme grønne misundelse ligger i danskerne. Men jeg mener også, at den næres af dårlig politikermoral. Der er ikke langt fra mindsteløn til kontanthjælp. Det er forståeligt, at kvinden, der står på fiskefabrik, sammenligner løn og indtægt med dem, der kan tilbringe dagen på stranden. Men det er ikke kontanthjælpen, der er for høj, det er mindstelønnen, der er for lav.

Hanne Reintoft og Jørn Henrik Petersen er enige om, at »noget for noget« princippet, som regeringen for nylig lancerede på en række områder, allerede fungerede under den socialdemokratiske regering i 1990'erne. Det var for eksempel her muligheden for helt eller delvist at skære i kontanthjælpen blev lovfæstet, arbejdsmarkedspension blev udbredt til hele arbejdsmarkedet og efterlønnen ændret til selvbetalingsprincipper.

- Individualisering i ydelser er en naturlig følge af individualisering af samfundet. Men det var også et grundlæggende brud med solidaritet, værdier og moral i velfærdsstaten, siger Jørn Henrik Petersen.

Hanne Reintoft mener, at et af problemerne er, at principperne i arbejdsløshedsunderstøttelsen er flyttet over i kontanthjælpssystemet.

- I dag mangler helt den sociale indfaldsvinkel, som trods alt var i den gamle bistandslov, hvor man vidste, at der skulle rigelig, effektiv og målrettet hjælp til at få folk tilbage i arbejde. I dag ser man udelukkende på beskæftigelse og aktivering. Jeg mener, at vi som samfund bliver nødt til at tage et ansvar for de kronisk syge og for den tredjedel af en ungdomsgeneration i 1970'erne, som aldrig fik fodfæste på arbejdsmarkedet. De skal ikke jages rundt i aktivering og arbejdsprøvelse, der fører ingen steder hen.

Det har skærpet debatten om sociale ydelser, at så mange indvandrere og flygtninge ikke er selvforsørgende.

Her mener Hanne Reintoft, at man med introduktionsydelsen til nyankomne flygtninge og træk i kontanthjælp for ikke at møde i aktivering ydmyger de etniske minoriteter.

- De ender som nutidens »Brian'er«. Ydmygede og fattige tyer til reaktionsmønstre, andre ikke vil bruge, så vi risikerer, at socialpolitikken skubber til ekstremisme, siger hun.

Jørn Henrik Petersen mener, set mere ovenfra, at holdningen til indvandrere og flygtninge på kontanthjælp tydeliggør den splittelse i befolkningen, der var i forvejen.

- Jeg mener godt, man kan antyde, at når man står i den konkrete situation, så skyer man ingen midler for at redde sig en plads i solen. Og det får en afskygning af socialdarwinisme: At den stærkeste overlever, og de svage tager systemet sig af. Vi er tilbøjelige til at mene, at mennesker selv har bragt sig i den situation, de er i, og som velbjærgede glemme, at man ikke alene har kæmpet sig derhen. Det handler også om de vilkår og den sociale arv, man har fået.

- Vi ved dybest set godt, hvordan man skal behandle de svageste. Men vi gør det ikke frivilligt. Derfor er »systemet« etableret for at få os til at opføre os efter idealerne.

Hanne Reintoft tilføjer: Danskerne er blevet politisk dovne. Det er deres opgave at passe på demokratiet, og gider de ikke det, går det i stykker. Skal velfærdssamfundet på godt og ondt bevares, så er det nu.

benteclausen@kristeligt-dagblad.dk