Støj, stress og skattekister

For 7.b. er der en del, som kan forbedres, mener skolen, der oplever det som meget stressende at have klassen. For eksempel kunne støjniveauet være lavere, og den behandling, lærerne får, kunne være mere imødekommende.

- Problemet er især, at de jager nye lærere og vikarer ud af klassen, konstaterer viceskoleinspektør Børge Tamsmark, som selv underviser 7.b. i kristendomskundskab og har vænnet sig til at skrue sin stemme op på fuld volumen, når klassen skal have besked om noget.

- 7.b. er en blandet oplevelse. Jeg kan godt se, de har nogle gode sider. Det er bare ærgerligt, at nogle af dem dominerer det hele. Det er et typisk 7. klasses-syndrom, supplerer Trine Taylor, der har klassen i tysk og hjemkundskab.

Tilbage til anerkendelsesrunden. På en stol tættest ved udgangen sidder Mads med et flabet blik under baseball-kasketten og fingrene på mobiltelefonen. Inden frokostpausen råbte han ustandseligt op om, at han var sulten, men han ville ikke have en sandwich. Nu har han åbenbart fortrudt og kalder på viceskoleinspektøren som var han en tjener:

- Børge, må jeg få en sandwich?

- Nu skal vi tale om, hvad der skal til, for ... begynder Berit Hertz.

- Med skinke og ost, afbryder Mads.

- ... at 7.b. kan blive en bedre klasse at gå i.

Firhat og Tino leverer hende to stikord: Det skal være sjovere, og lærerne skal holde, hvad de lover. Berit Hertz tager fat derfra og foreslår, om ikke der var en chance for at opnå de to ting, hvis der var mere ro. Hun rejser sig for at kunne skrive det op.

- Jeg vil tage et stykke papir...

- Så tag også lige en sandwich til mig, afbryder Mads.

- Er der overhovedet noget, I ønsker jer mere end ro? forsøger Berit Hertz.

- Ja, vi skal have nogle bedre stole. Man får ondt i røven af at sidde i de her, udbryder Tino og flytter sig uroligt i den bløde sofa, han sidder i.

Berit Hertz er tålmodig. Hun ved af erfaring, at det er det første møde med eleverne, der er det sværeste. Og en gruppe på 11 drenge er måske lige lovlig stor til denne metode. Men erfaringsmæssigt er der alligevel nogle tanker, som begynder at spire ved en anerkendelsesrunde som denne. Selv hos de værste bøller i 7. klasse.

- Bag hvert problem mellem børn i en skoleklasse eller voksne på en arbejdsplads ligger et frustreret ønske om noget andet. Det vigtige er at undgå at synke til bunds i problemerne og i stedet tale positivt og konstruktivt. Men børnene plejer at ende med at sige, at det er dejligt at tale på denne måde, fordi de ofte er vant til, at der kun bliver talt negativt. I mange klasser er der en kultur, hvor ingen må sige noget pænt om hinanden, forklarer Berit Hertz.

Hun slår fast, at hendes metode, som hun selv har udviklet ud fra såkaldt systemisk teori inden for psykologien, ikke får mennesker til at ændre sig fra det ene øjeblik til det andet som ved et mirakel. Det handler om over en længere periode at holde fast i de bittesmå forbedringer, mennesker kan skabe hos sig selv og andre. Det handler om at turde sige positive ting om sig selv og andre. Det handler om noget, som går dybere end regler for god opførsel. Det handler om at ændre moralen.

- Jeg plejer at sige både til voksne og børn, at vi kan trylle med ord. Det er forbløffende, hvad anerkendelse kan betyde i samværet mellem mennesker. Hvis man bare lige husker at få sagt højt, at man anerkender den anden, kan man nå meget langt, forklarer Berit Hertz.

Hun tilføjer, at det ikke handler om at sige skamrosende ord, man ikke mener. Men hvis man tænker sig om, vil der næsten altid være et eller andet positivt at fremhæve, som man rent faktisk mener.

Ud over trylleord taler konsulenten gerne om trolde, som skal gemmes væk. For eksempel har man en blandetrold, hvis man blander sig hele tiden. Den kan man gemme væk i sin skattekiste, forklarer hun. Hvis man har en bestemt egenskab, man er kendt for, for eksempel at larme, være sjov eller turde mere end de andre, skal man huske, at det er gode egenskaber, men at de nogle gange skal gemmes væk i skattekisten.

Sidst, men ikke mindst har hun en muligheds-sten, der rent faktisk er en sten, som går på omgang mellem drengene, efter at anerkendelsesrunden er forbi. Når man har den i hånden, skal man sige, hvad man ønsker sig skulle være bedre.

Ønskerne er mange. Jimmi ønsker, de bliver bedre til at lade være med at drille hinanden. Tue erklærer, at han skal være mindre rapkæftet. Nikolaj siger, at han gerne vil møde forberedt til hver time. Mads får også tiltvunget sig muligheds-stenen og erklærer fromt - men også lettere sarkastisk - at han vil være bedre til at koncentrere sig. Også Tino har lyst til at sige noget med stenen i hånden:

- Jeg synes, vi skal holde op med at sige grimme ord til hinanden. Og så synes jeg, det er ærgerligt, at lærerne går og siger om os, at vi er nogle skarns-unger, så de nye lærere bare begynder at råbe ad os lige fra starten. I virkeligheden er vi jo flinke, siger han.

Da Berit Hertz senere på dagen gentager forløbet med syv piger fra 7.b. er der mere fred og ro. I stedet for larm og ballade er der afdæmpet snak, kun afbrudt af spredt pigefnisen. Pigerne omtaler for det meste hinanden som »kanonsøde«, men kan også finde forbedringsmuligheder hos hinanden.

- Nathalie er sød, men hvis læreren siger, hun skal læse op på engelsk, vil hun ikke. Til gengæld kunne hun godt snakke lidt mindre i timerne. Det kunne vi allesammen, konstaterer Michelle.

Undervejs i samtalen får Berit Hertz god brug for skattekisten, for det viser sig, at pigerne hver især har en rolle, som de måske spiller lige lovlig meget, og som der kunne være brug for at låse lidt af for indimellem. Nathalie fjoller, Mia er alt for stille, Emine får at vide, at hun næsten er for glad, og Michelle og Arjeta synes, hinanden er for stædige.

Astrid får at vide, at det er rart, hun hjælper med matematik, og at hun altid har tyggegummi. Til gengæld synes nogle af pigerne, at hun skal blande sig udenom, når de vil tale om private ting.

Selv om drengene har haft lige så meget tid til rådighed, er det pigerne, som kommer længst med trylleord og skattekister. Måske fordi støj- og stressniveauet er en hel del lavere.

Efter at have opdaget, at disse syv piger udgør en stor styrke i klassen, bliver pigerne sammen med konsulenten og lærerne enige om, at 7.b. engang i fremtiden skal bære tilnavnet »engleklassen«. Det kunne måske modvirke et af de problemer, som pigerne synes, klassen har: at de hele tiden skifter lærer.

Selv om Berit Hertz har prøvet fremgangsmåden mange gange før, bliver hun alligevel positivt overrasket over denne lille kreds. Måske fordi der også er en stor kontrast mellem piger og drenge i denne klasse.

- Vi piger er gode til at snakke sammen og give hinanden kommentarer. Det er jo drengene, der er problemer med, konstaterer Michelle selvsikkert, og Berit Hertz giver hende ret efter sin første arbejdsdag med 7.b.:

- Ih, hvor har de brug for jer, de drenge!

mikkelsen@kristeligt-dagblad.dk



Serie

Din moral - vores moral

I en serie artikler afdækker Kristeligt Dagblad, hvordan det står til med danskernes moral - både den personlige moral og samfundsmoralen.

Læs hele artikelserien på internet: www.kristeligt-dagblad.dk.

Send os en e-mail med spørgsmål, ideer til artikler eller egne oplevelser med moralske dilemmaer: moral@kristeligt-dagblad.dk eller send os et debatindlæg: debat@kristeligt-dagblad.dk