Moralens fyrtårn i tanke og handling

Moralsk valg

Albert Schweitzer blev født 14. januar 1875 i Alsace, som dengang hørte til det nydannede Tyske kejserrige. Han voksede op blandt mennesker, der skattede religion, musik og boglig dannelse. Både hans far og morfar var præster, begge hans bedstefædre tumlede kirkeorglets piber med stort talent, og mange af hans slægtninge udmærkede sig som akademikere.

Som femårig modtog han sin første musikundervisning, og ni år gammel spillede han orglet under gudstjenesterne i sin fars kirke. Han udviklede sig som musiker og værdsatte især Bach, som han nogle år senere skrev en biografi om - efterfulgt af en bog om orgelbygning og -spil.

Hans akademiske karriere begyndte på universitetet i Strasbourg i 1893, hvor han kastede sig over teologien. Efter et par års studier traf han som 20-årig en moralsk beslutning, som skulle forme hans fremtidige liv:

I de næste ti år ville han studere videnskab og kunst. Herefter, som 30-årig, ville han vie resten af livet til at tjene sine medmennesker.

Så efter ti års intense studier af teologi, filosofi og musik med diverse eksaminer og videnskabelige afhandlinger kastede Albert Schweitzer sig over medicinstudiet.

Han havde besluttet at tage til Afrika for at hjælpe mennesker dér. Den oplagte genvej havde været at trække på sin teologiske baggrund og rejse som missionærpræst. Men han følte, at han kunne gøre mere nytte som læge.

I 1913 fik han sin embedseksamen. Undervejs havde han dog også taget sig tid til at bestride forskellige poster ved fakultetet for teologi og publiceret sit teologiske hovedværk, der blandt andet postulerede, at Jesus selv forestillede sig, at hans død umiddelbart ville udløse dommedag og Guds rige.

Albert Schweitzer droppede nu sit bekvemme liv og skiftede universitetsbyen ud med et tropehedt helvede i omegnen af ækvator. Han rejste til Afrikas østkyst, til Fransk Ækvatorialafrika, der i dag hedder Gabon og nu som dengang består af en meget tæt regnskov.

I 1924 oprettede Albert Schweitzer et junglehospital uden for byen Lambaréné. Han arbejdede her som læge, kirurg, præst i en lille menighed, landsbyadministrator, musiker, forfatter og historisk kommentator i internationale sammenhænge. I modsætning til mange andre europæere bed tropeklimaet ikke på ham, og en af hans berømte sætninger var da også:

»Lykke er ikke andet end et godt helbred og en dårlig hukommelse«.

Atombomben

Selv om Albert Schweizer holdt til i Afrika resten af livet, rejste han ofte i Europa og USA, hvor han samlede penge ind til sit hospital og talte om sine ideer. Tilbage i 1915 havde han skrevet bogen »Ærefrygt for livet«. Han tolererede ganske enkelt ikke, at levende væsner led.

Derfor afskyede Albert Schweitzer også atombomben. Den populære humanist talte så indædt mod det nye dommedagsvåben, at præsident Eisenhowers stab anså ham for at være en alvorlig fjende. Dokumenter om hans gøren og laden hobede sig op i arkiverne hos CIA, som holdt et vågent øje med Schweitzer.

Netop hans ivrige arbejde som pacifist skaffede ham Nobels Fredspris årgang 1952. Syv år senere fik han en ganske anden pris – nemlig Sonnings Musikpris, som han modtog i København. Efter sigende lånte han sig til et kjolesæt, fordi han altid gik i den samme praktiske jungleuniform. Schweitzer gæstede i øvrigt Danmark flere gange gennem livet og holdt især af Roskilde Domkirke, hvor han prædikede, holdt foredrag, gav orgelkoncerter og også fandt tid til at være teknisk konsulent, da domkirken renoverede sit orgel.

Desuden var Albert Schwietzer selvfølgelig æresdoktor ved utallige universiteter og modtog mange andre ordener og priser.

Medmenneskelighed

Hans humanistiske ideer vandt bogstaveligt talt millioner af tilhængere op gennem det tyvende århundrede – ikke mindst, fordi hans fans så, at deres moralske forbillede selv levede sine tanker ud i yderste konsekvens. Han høstede dog også krads kritik fra mennesker, der mente, at hans filosofiske budskaber var populistiske og overfladiske.

Og mod slutningen af hans liv beskyldte kritikere ham for at være racist og kolonialist, fordi han ganske vist betragtede afrikanerne som sine medmennesker og brødre, men så på dem med samme øjne som en storebror ser på en langt yngre bror. Han skammede sig heller ikke over koloniseringen af Afrika, sådan som det var på mode i 1960'erne. Derimod anslog han, at det ville tage 100 år at forberede afrikanerne på selvstændighed.

Til Albert Schweitzers fordel talte dog altid, at hans gode gerninger overskyggede, hvad folk måtte kritisere ham for. Det værdigste monument over hans karriere var urskovshospitalet, som i 1960erne rundede de 70 bygninger og havde plads til over 500 patienter på én gang.

Da han døde i 1965, 90 år gammel, begravede man ham ved hospitalet. Bygningerne ved Lambaréné blev målet for den søgen, han formulerede i et kort, men berømt citat, som hans tilhængere stadig fremhæver:

»Søg og se, om der ikke er et eller andet sted, hvor du kan investere din medmenneskelighed«.

lenler@kristeligt-dagblad.dk