Det etiske dilemma omkring tortur

Ifølge de nyeste meningsmålinger går så meget som en fjerdedel af den danske befolkning ind for tortur til bekæmpelse af terrorisme. Det kaldes »forstemmende« af generalsekretær i Røde Kors Jørgen Poulsen. Er der sket et skred i danskernes moral? Har 11. september 2001 og følgerne af det påvirket os så meget, at det har besudlet vores etiske sans? Når så mange, og derfor også mange »pæne« mennesker, kan gå ind for tortur til bekæmpelse af terrorisme, må det betyde, at spørgsmålet rører ved nogle dybereliggende opfattelser af, hvad der er rigtigt og forkert.

Spørgsmålet om tortur til bekæmpelse af terrorisme rører ved et ægte etisk dilemma. På den ene side har vi de vedtagne konventioner, der fortæller os, hvad der er rigtigt at gøre. De er udtryk for vores fælles internationale samvittighed: Krig kan være et nødvendigt onde, men er den først i gang, skal den føres så humant og med så få ofre som muligt. Tilfangetagne, syge og sårede samt civile skal nyde en særlig beskyttelse.

På den anden side har de fleste danskere formodentlig en intuitiv fornemmelse af, at etik og moral ikke kan reduceres til et spørgsmål om overholdelse af konventioner. I etikken vil vi ikke være bundet af fastlåste regler for adfærd, men være frie til at tolke ud fra den enkelte situation, hvad som er rigtigt at gøre. Åbenbart er der noget ved tortursagen, der ikke gør det helt så intuitivt og indlysende rigtigt at afstå fra tortur, når det drejer sig om bekæmpelse af terrorisme.

Men kan det på nogen måde forsvares etisk at gå ind for tortur? Umiddelbart nej - alligevel kunne det komme an på hvilken etisk synsvinkel, man anlægger. Udgangspunktet er, at man i et tænkt scenario står i et utåleligt dilemma, der kræver en handlingsvejledning, altså en fortolkning. En fortolkning kan hentes ud fra den vestlige, etiske tradition. Det er også frugten af denne tradition, det drejer sig om at forsvare i kampen mod terrorisme: det frie, demokratiske samfund.

Jeg vil begynde med Machiavelli (1469-1527), fordi Machiavelli er den første tænker i moderne tid, der forestillede sig, at magten ikke har en religiøs begrundelse. Magthaveren (fyrsten) er derfor i sine handlinger ikke underlagt en bestemt etik, men gør klogt i at følge magtens egne regler. Vil han bevare magten, må han i behandlingen af sine undersåtter ikke vige tilbage for grusomheder. Samtidig bør han udadtil sørge for at fremstå som gavmild og generøs. Han bør med andre ord være en mester i forstillelse og falskhed. Det er ikke vanskeligt at genkende den indflydelse, Machiavellis tanker har haft - også på moderne politik. Ud fra hans tankegang må tortur anses som acceptabelt, når fjender skal bekæmpes og herredømmet bevares.

Noget senere kunne Thomas Hobbes (1588-1679) belære verden om, at mennesket i naturtilstanden levede i en alles krig mod alle, og at menneskets højeste mål er at bevare dets egen eksistens, altså selvopholdelse. Ideen kan måske siges at tage den kristne tanke om menneskets radikale syndighed på ordet, men rummer ingen forestilling om et mere oprindeligt gode. I naturtilstanden er mennesket dog klogt nok til at indse, at skal selvopholdelsen lykkes, er det nødvendigt at indgå en kontrakt med fjenderne, for at ikke alle skal ende med at slå hinanden ihjel. På tanken om denne kontrakt, der modificerer den enkeltes ret til uindskrænket selvhævdelse, hviler de moderne, vestlige samfund. Også denne tanke rumsterer i vores hoveder, når vi skal vurdere spørgsmålet om tortur: Menneskets karakter har ikke bevæget sig meget siden Hobbes, men der er konventioner, aftaler indgået i Geneve, der skal overholdes.

Imod tortur må man også være på baggrund af Immanuel Kant (1724-1804). Mennesket er et fornuftigt væsen med et særligt værd. Det er derfor ikke under nogen omstændigheder acceptabelt at behandle det som et middel til at opnå et mål. En person er derimod er et mål i sig selv. Kant opstiller derfor det kategoriske imperativ: Du skal handle således, at regelen for din handling kan gøres til almen lov. Med udgangspunkt i denne etik kan hverken forsvarsministeren eller oberstløjtnant Poul Dahl ville tortur, for de ønsker ikke selv at blive tortureret. Det er den gyldne regel i sekulariseret udgave.

Hvad skal vi da gøre, om dilemmaet pludselig opstår og bombens ur tikker? Skal forsvarsministeren lade de afgørende oplysninger ligge og dermed risikere, at attentatet lykkes? Tortur strider imod vores grundlæggende menneskesyn, som er, at mennesket er et autonomt (frit) væsen med et særligt værd.

Vi har også et andet meget respektabelt ældre menneskesyn, der siger, at mennesket er styret af en anden magt, Gud og Djævel, men det er ikke det syn, de vestlige demokratier er bygget op på. Et retssamfund er bygget op på tanken om en kontrakt, en grundlov, en konstitution mellem frie og lige individer. Det er også dette syn, vi forsvarer, når vi forsøger at værne os imod terrorismen - bl.a. ved benyttelse af tortur.

Til disposition for vurderingen står også traditionen fra bl.a. John Stuart Mill (1806-1873). Efter Kants strenge sindelagsetik og med det uløste dilemma og det tikkende ur i tankerne er det en umiddelbar befrielse at lytte til Mill, der siger: Handl således, at der kommer størst mulig lykke ud af det for det størst mulige antal mennesker. Her er der ikke tale om, at et hensyn til menneskets værdighed står i vejen for effektiv handling. For hos Milll er det resultatet, der tæller: Ved hvilket scenario vil ulykken være den mindste? Svaret er givet: Ved accept af - en så mild som mulig - tortur af nogle få kriminelle for at redde de mange.

Er en anden vurdering ikke på en måde utilladeligt naiv? Det synes at være, hvad den ene fjerdedel af Danmarks befolkning synes at mene. På den anden side har vi et unikt, universelt gældende menneskesyn at efterleve - men også forsvare, for fjenderne er netop nogle, der vil dette menneskesyn til livs. Problemet er, at vi kan synes at være tvunget til at bryde med menneskesynet for at forsvare det. Kan vi leve med det? Det er det etiske dilemma om tortur.

Finn Arne Bye er sognepræst i Fåborg og Årre pastorat i Ribe Stift

Læs kronikken i morgen »Var Goethe skabsmuslim?« af Safia Aoude.