Når straf og latter følges ad

– I fængslet bliver fangerne frataget ansvar, men man bliver jo tvunget til at tage ansvar for sit eget liv, når man kommer uden for kriminalforsorgen. Det skal læres, siger Hans Jørgen Tholstrup.

Derfor er det meget vigtigt, at medarbejderne på pensionen møder kriminalforsorgens klientel på en imødekommende måde.

– Vi skal vise, at uanset om man har optrådt som et uhyre i kraft af den forbrydelse, man har lavet, så er man et menneske, der skal på banen igen. Den forståelse skal være der fra dag ét.

John har siddet i Horsens Statsfængsel med en dom på ti års ubetinget fængsel for et "meget brutalt drab", som han selv kalder det. Han blev med egne ord udråbt som et monster i pressen og har siden haft behov for åbent at fortælle sin historie om, hvordan stoffer påvirkede ham dengang og var medvirkende til, at han handlede, som han gjorde.

Men på trods af ærligheden omkring sin egen situation har han i starten haft svært ved den åbenhed, der kræves på Pension Skejby.

– Fængslet umyndiggør én. Da jeg kom hertil, skulle jeg pludselig til at være åben og modtagelig og vidste slet ikke, hvordan jeg skulle forholde mig. Jeg var skrækslagen for en banal ting som at gå på kommunekontoret, og jeg måtte bede én om at gå med mig. At handle i et supermarked gav mig klaustrofobi, selvom der var masser af plads, fortæller John.

Nu efter to måneder på Pension Skejby føler han selv, at han fungerer godt. Han går i skole på VUC og har planer om efter et år på HF at uddanne sig til misbrugskonsulent. Den spirende fornemmelse af frihed bliver nydt.

– Jeg var i biografen med min datter i går, og det var en fantastisk følelse. Jeg skulle være hjemme klokken 23, og den aftale holder jeg selvfølgelig. Det var virkelig fedt, siger John.

Hans bofælle Jesper, som konstant er røget ud og ind af fængslerne, fra han var ganske ung, er lige startet på en tømreruddannelse. Begge taler de om den mistillid, man har til alt og alle i fængslet. Autoriteter er kun noget ubehageligt, og eftersom alle fanger har nok i egne problemer, lærer hver især at klare sig selv.

– Derfor må man starte med at erkende sit problem med at turde åbne armene for andre mennesker, siger John.

Og den proces er de ustraffede med til at hjælpe på vej. De har stor betydning for omgangsformen på Pension Skejby.

– I fængslet har man en attitude og en bestemt måde at tale til hinanden på, som jeg aldrig kunne drømme om at bruge over for andre. Vi har levet et hårdt liv i fængslet, hvor man slås, så det er en god læringsproces at være her. Jeg øver mig i at være normal også med mit kropssprog, siger John.

Jesper supplerer:

– Man smider facaden her. I fængslet er alle i samme situation, så man må bare tage sig sammen og lade være med at græde. Her kan jeg komme og sige, at jeg er ked af det.

Linda Kjær Minke, som har lavet forskningsprojektet fra Skejby, arbejder for tiden på Vridsløselille Statsfængsel og sammenligner med stemningen der.

– Der bliver leet meget, højt og hjerteligt på Pension Skejby, og det er usædvanligt for et afsoningssted. Mange, som har været igennem fængselssystemet, føler en stor bitterhed. De føler sig trådt på og frustrerede, men at være sammen med beboere, der ikke har de erfaringer med sig, gør, at stemningen bliver lettere og positiv, siger Linda Kjær Minke.

Hun sammenligner tiden i et lukket fængsel med den fornemmelse, man sidder med, når man venter på en skadestue.

– Kontrollen, de låste døre og visitationerne skaber afmagt og frustrationer. For fanger med de lange domme går der mange år, før de får lov til at komme ud i udgangsforløb. De er låst inde det samme sted hele tiden med de samme mennesker, der har de samme problemer. Og uanset om det er jul eller hverdag, er rytmen den samme: Man bliver låst ud klokken 7 og låst inde i cellen igen klokken 21.30. Livet går med at vente.

Professor i praktisk filosofi på Afdeling for Kultur og Identitet på RUC, Jesper Ryberg, leder en forskningsgruppe for straf og etik på RUC. Han har skrevet en del om emnet – senest for et år siden bogen "Retsfølelsen". Han betegner Pension Skejby som en utrolig god ide.

– Alle ved, at man ikke bliver et bedre menneske af at sidde i fængsel. Fanger er jo ikke anderledes end andre – vi bliver præget af vores omgivelser, og hvis man omgås kriminelle, bliver man selvfølgelig præget af det. Så det er meget fornuftigt at afsone sammen med folk fra et ikke kriminelt miljø i overgangen til frihed, siger Jesper Ryberg.

Han mener, at vi nemt falder for fristelsen til at opdele os i "os, der er de almindelige" og så "de kriminelle", som vi af psykologiske grunde helst vil betragte som en anden race.

– De er ikke ligesom os, tænker vi, men det er ikke en særlig god måde at tænke på. For det første er den ikke i overensstemmelse med virkeligheden, hvor en masse almindelige mennesker begår kriminalitet uden at blive straffet, men man får jo også et meget mere nuanceret billede, når man er sammen med kriminelle. Selv folk, der sidder flere år i fængsel for en alvorlig forbrydelse, er ikke nødvendigvis af en anden race. Verden er på alle punkter mere nuanceret end de stereotyper, som det er så let at sætte folk ind i, siger Jesper Ryberg.

Tina og André er to af de ikke-straffede studerende på Pension Skejby. Alle er enige om, at de ofte er gode mæglere, når der opstår en uoverensstemmelse om regler for de indsatte.

– Jeg tror, vi er gode til at se tingene fra flere sider. Vi kan blande os på en god måde, netop fordi vi ikke er autoriteter. Vores ord har jo ikke anden betydning for dem, der afsoner, end at de kan tænke over dem, siger André.

Han har boet på Pension Skejby i snart et år og kom dertil på grund af egne fordomme.

I Fakta så han et opslag om botilbud blandt kriminelle, og tanken virkede nærmest latterlig på ham.

– Jeg tænkte, at ingen ville hoppe på den. Jeg syntes, at kriminelle skulle puttes ned i et hul, og jeg skulle i hvert fald ikke være sammen med dem. Men efterhånden tænkte jeg, at det måske var min holdning, der var noget i vejen med, så jeg gik tilbage til Fakta, tog sedlen med og opsøgte stedet. Men jeg tog en veninde med – lige som da John skulle på kommunen første gang, griner André.

I dag har han ændret sit stereotype syn på andre mennesker og betragter tiden på Pension Skejby som en læringsproces. "Helt egoistisk", som han siger.

– Der er gruppemøder, hvor vi skal fortælle om vores liv og om, hvordan vi har det, men det gør vi jo alligevel hele tiden. Det kommer helt naturligt.

John har det med at komme tidligere fra orlov, end han egentlig skal, "for jeg skal jo bare hjem til mig selv og til gode mennesker", som han siger. Tina føler af og til, at hun nærmest svigter både venner og lektier til fordel for hyggen på Pension Skejby.

– Jeg fortryder, at jeg ikke flyttede herop med det samme, jeg kom til Århus.

Paul Leer-Salvesen er professor i teologi og etik ved Høgskolen i Agder, Norge. Han har fungeret som fængselspræst, forsket i kriminologi og er forfatter til en lang række bøger om blandt andet straf. Han er ikke i tvivl om, at alle lærer af bofællesskabet i Skejby.

– Det er positivt, at man søger alternativer til de lukkede institutionsplaceringer, som har så mange negative virkninger. Alternativer med åbenhed, hvor mennesker får information om hinanden uden hemmeligholdelse og derved lærer af hinanden. De, som har en stor krise bag sig i livet og er kommet gennem den, har ressourcer med sig, som kan være vigtige for andre, siger Paul Leer-Salvesen.

Han mener, at vi i de vestlige lande benytter os for meget af den strenge fængselsstraf.

– Jeg er ikke så naiv at tro, at vi kan afskaffe den, men i de senere år er udviklingen gået i en negativ retning. USA holder over to millioner indbyggere i lukkede fængsler, de har omtrent verdensrekord i at holde mennesker indespærrede, og jeg frygter, at vi bliver påvirkede af det i de skandinaviske lande. Jeg ville ønske, at vi satsede mere på åbne fængsler, samfundstjeneste og konfliktrådsløsning mellem gerningsmand og offer, siger Paul Leer-Salvesen.

I sin bog "Min skyld", hvor Paul Leer-Salvesen har talt med tretten mordere, skriver han, at samtlige gerningsmænd føler anger.

– De, som har dræbt, føler anger. Det er en del af det eksistentielle opgør, men man angrer ikke mere af at blive holdt indespærret i ti eller tyve år. Man bliver snarere et bittert institutionsmenneske, der år for år bliver dårligere og dårligere til at leve i et fællesskab. Det viser al forskning. Ikke mindst i Danmark står det dårligt til med de langtidsdømte, når de kommer ud i samfundet, siger Paul Leer-Salvesen.

Men det er ikke pensioner som Skejby, der bliver prioriteret i disse år. I 2002 kom der i lovgivningen en skærpelse af en lang række straffe for alvorlige forbrydelser. For vold blev straffen fordoblet fra halvandet til tre år med henvisning til befolkningens retsfølelse.

– Men for nylig kom så en undersøgelse, som viser, at danskerne vil straffe mindre hårdt for en række mindre alvorlige forbrydelser, end domstolene gør. Så det er slet ikke sikkert, at det, som politikerne tror er retsfølelsen, faktisk er retsfølelsen hos befolkningen, siger Jesper Ryberg.

Heller ikke Paul Leer-Salvesen kan se forbindelse mellem folks retsfølelse og de skærpede straffe.

– Jeg kan forstå politikernes behov for at gøre noget for at forhindre kriminalitet, men det, de gør, forbliver på et symbolplan. Man siger, at man bekæmper voldtægt ved at forøge straffen to år til fire-fem år, men der er ingen forskning, der støtter det tiltag. Det kan være en farlig indbildning i det politiske miljø, at det at forlænge straf fører til noget positivt i samfundet. At sige, at hvis man fordobler straffen, gør man dobbelt så meget for at forhindre kriminalitet, er meningsløst. Det er bedrag, siger Paul Leer-Salvesen.

Men straffesanktioner må vi have. Han kalder et samfund, hvor der intet sker efter en voldtægt eller en anden voldshandling, et grusomt og ligegyldigt samfund.

– Den retfærdighed, der sker ved domstolen, er vigtig for offeret. Offeret skal have ret. Vi skal anerkende følelser som hævn og håb om gengældelse. Vi skal ikke indbilde os, at de er borte fra vores civiliserede samfund, og selvsagt har retsinstitutionen en opgave i forhold til at tæmme disse stærke følelser og forhindre, at der opstår private initiativer i stedet for. At en forbrydelse bliver opklaret, og at samfundet i dommen giver udtryk for, at dette kan vi ikke godtage, er meget vigtigt. Men efterforskningen, retssagen og dommen er vigtigere end selve straffen. Det skal vi have mere fokus på frem for på at forlænge straffen, siger Paul Leer-Salvesen.

Han mener, at mange mennesker kan have godt af at blive standset i deres liv og ligefrem få noget ud af et eller to år i fængslet, men derefter starter langsomt meningsløsheden.

– Og at fordoble meningsløsheden fører intet godt med sig.

Ifølge Jesper Ryberg viser flere undersøgelser, at danskerne er meget indstillet på resocialisering og ikke så fokuserede på hævn.

– Men regeringens skærpede straffe er slået igennem, og der har aldrig været så mange i de danske fængsler som nu. I flere årtier har der cirka været 3500 fængselspladser, og i løbet af det sidste halve årti er vi kommet op på 4100. Man bruger penge på at spærre folk mere inde, og jeg finder det slet ikke gennemtænkt, siger Jesper Ryberg.

Både John og Jesper, som er indsatte på Pension Skejby, har planer om at blive boende på pensionen ud over den tid, straffen fastsætter.

– Jeg har kone og tre børn, så jeg vil være helt sikker på, at jeg har lært at styre min hverdag, før jeg flytter hjem. Andet er synd for familien. Det er dem, der har betalt den højeste pris, fortæller Jesper, mens han viser rundt i husets hobbyrum.

Omkring bordet i spisestuen står en lille flok mænd og kvinder og snakker. Begge køn afsoner på stedet, og det er muligt at have sine børn hos sig. John har netop selv besøg af sin datter.

– Der var en lille knægt, da jeg kom hertil. Det var dejligt. Det gik lige i hjertet. På samme måde er det rart at afsone et sted, hvor der er piger, fordi de kan tilføre stemningen meget. De får os til at smile.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk

Forbrydelse og straf

Straf følger forbrydelse. Men hvordan straffer vi? Og hvordan virker det på indsatte og pårørende? Under og efter? Kristeligt Dagblad sætter fokus på straf og forbrydelse i en artikelrække.