Madpakkefar på deltid

Og al begyndelse er svær. Også for Peter Albæk, Kirsten Kamp Jensen og deres to piger.

- Vi kom indimellem ud for at bytte rundt på de dage, vi havde pigerne, hvis vi skulle noget særligt, hvor de skulle være med. En fødselsdag, en familiesammenkomst eller noget lignende. Der havde vi nogle problemer med at finde ud af, hvordan vi gjorde det bedst muligt, så Kristine og Julie ikke blev forvirrede og kede af det, siger Kirsten Kamp Jensen.

Men planlægning og mange telefonsamtaler har løst de fleste knaster mellem det skilte par. Kirsten Kamp Jensen husker en forældresamtale på Julies skole, hvor de fik at vide, at Julie indimellem glemte sine bøger, og at det gjorde hende ked af det.

- Vi har hele tiden været enige om, at jo ældre børnene blev, jo mere skulle de også selv til at tage ansvar for blandt andet at huske deres bøger, gymnastiktøj og den slags ting, når de tog fra det ene hjem til det andet. Men nu blev det klart, at ansvaret var blevet for stort. Peter kunne også godt se problemet, men han var stadig tilhænger af at ville lære dem at huske deres ting og knap så villig til at slække på ansvaret, mens jeg nok syntes, vi skulle lægge lidt blødere ud. Vi fik talt om problemet og nåede frem til et kompromis, hvor de selv skulle huske tøjet til fritidsaktiviteterne, mens vi stod for at sende de rigtige bøger frem og tilbage mellem Peter og jeg, siger hun.

I lige netop den situation og mange andre har de begge bestræbt sig på at opretholde den gensidige respekt, og de er enige om, at det har betydet meget for måden, de løser konflikter på.

Både for børnenes skyld og deres egen har Peter Albæk og Kirsten Kamp Jensen prioriteret at gå til fælles arrangementer sammen. Derfor er de begge til stede, når der er forældremøder og skolefester.

- Jeg må sætte mig ud over, hvad jeg har af personlige problemer, når det handler om mine børns liv. Skal jeg holde mig væk fra min datters første optræden på de skrå brædder, fordi jeg ikke bor sammen med hendes mor? Det dilemma kan børn ikke forstå. De bliver blot sårede, hvis deres far eller mor ikke dukker op. I den situation må man som forælder sluge nogle kameler og være til stede i de store øjeblikke i børnenes liv, siger Peter Albæk.

I det hele taget har Peter Albæk og Kirsten Kamp Jensen talt meget sammen gennem årene efter skilsmissen. Der har været hyppige telefonsamtaler om, hvordan børnene havde det, og hvad der var sket i skolen. Men efterhånden, som børnene er blevet ældre, og forældrene har fået træning i at dele ansvaret, går der længere tid i mellem udvekslingerne.

Frihed til forskellighed

Peter Albæk og Kirsten Kamp Jensen har både i deres fælles og skilte liv været nogenlunde enige om opdragelsen af Kristine og Julie, der i dag er 13 og 11 år. Men selv om forældrene har nogenlunde samme syn på værdier i opdragelsen, er der ikke ens regler i de to hjem.

- Vi lægger begge vægt på tryghed og frihed under ansvar. Jeg tror, det er vigtigt at skabe rum for, at børnene fortæller os, hvad de går og tænker på, og hvordan de har det i hverdagen. De skal føle, at der bliver lyttet til dem, hvis de er kede af det, siger Kirsten Kamp Jensen.

Hun ser ikke den store fare i, at der er forskellige regler i hvert hjem, så længe forældrene er enige om de store linjer i opdragelsen og bevarer respekten for hinanden.

- Hjemme hos Peter har pigerne fjernsyn på deres værelser, og der er telefoner alle vegne. Det er ikke noget jeg bryder mig om, men jeg må respektere, at det er Peters måde at leve på. Pigerne ved godt, at der ikke kommer fjernsyn op på værelserne herhjemme, siger hun.

Heller ikke Peter Albæk mener, at forskelligheden nødvendigvis er svær at håndtere for de to piger.

- Kristine og Julie ved godt, at tingene bliver gjort på forskellige måder i deres to hjem. For mig er det vigtigt at give dem tid til at lære de forskellige regler og acceptere, at jeg ind i mellem må håndhæve en regel, som de ikke har hos Kirsten og omvendt. Hvis det bliver ved med at være et problem, må jeg gribe telefonen og tale med Kirsten om det, siger Peter Albæk.

Han husker blandt andet en episode, hvor netop tv-forbruget kom i fokus, fordi den ældstes skærmkiggeri tog overhånd. Kirsten Kamp Jensen kontaktede ham for at få en sank om problemet.

- I den situation nyttede det ikke noget, at vi havde forskellige regler for, hvor meget fjernsyn hun måtte se, hvis vores intention var, at der skulle være en grænse for tv-kiggeriet. Kirsten og jeg fik derfor lavet en aftale og talt om, hvordan vi kunne sætte hende i gang med andre aktiviteter, siger han.

Som ofte i skilsmissefamilier kommer der på et tidspunkt nye kærester ind i billedet, og det havde Peter Albæk og Kirsten Kamp Jensen også diskuteret på forhånd. Aftalen var, at der ikke skulle introduceres potentielle kærester for børnene, før man var sikker på, at det var mere end en svingdørsaffære. Den aftale har de begge overholdt.

Og for et par år siden fandt Peter Albæk en ny kone, som han også har fået barn med. Børnene har taget det nogenlunde, og det tror Kirsten Kamp Jensen blandt andet handler om, at der aldrig har været tvivl om, hvem der var børnenes mor.

- Peter har hele tiden taget det fulde opdragelsesansvar for børnene. Hans nye kone har ikke på noget tidspunkt forsøgt at være mor for mine børn, så de har ikke følt, at der kom en anden og tog min plads, siger hun.

Teenageopdragelse

Som årene går, og pigerne bliver ældre, nærmer teenage-alderen sig med hastige skridt. Peter Albæk og Kirsten Kamp Jensen er klar over, at der i den kommende tid er en hel del emner i forhold til opdragelse, som de skal have diskuteret.

- Vi skal have en fælles linje for, hvornår de må begynde at drikke alkohol, hvor længe de må være ude om aftenen, og hvad må gøre alene, men jeg regner med, at vi er rimeligt enige på det punkt, siger Kirsten Kamp Jensen.

Den vurdering deler Peter Albæk og tilføjer, at hvis der skal diskuteres, skal det i hvert fald ikke foregå foran børnene.

- Jeg er nok en anelse mere liberal i forhold til, hvor meget de må alene, end Kirsten er. Den store ligner mig meget af sind, og derfor har jeg tillid til, at hun til en vis grænse er i stand til at overskue situationen med lidt sund fornuft. Men vi er i hvert fald nødt til at være enige om de overordnede grænser for, hvad de må, siger han.

Både Peter Albæk og Kirsten Kamp Jensen er enige om, at deres meget bevidste indsats med god kommunikation, respekt for hinanden og retten til forskellighed har været udslagsgivende for, at deres børn har haft et godt forhold til begge forældre i de år, hvor forældrene har været skilt. De er også godt klar over, at de ikke kan hvile på laurbærerne, men at det kræver en indsats fra begge parter at vedligeholde det forhold, de har til hinanden. Et forhold, der handler om opdragelsen af de fælles børn.

duus@kristeligt-dagblad.dk