Retten til at dø skal forbedres

DBU truer jysk fusionsklub med lukning. Vejle Boldklub og Kolding FC holder pressemøde. Fra venstre ses Lars Kjeldsen, formand for VB, John Roth, næstformand for Kolding FC, Lars Skou, formand for VB og Herman Mathiesen, direktør i Kolding FC. Foto: FRED DUFOUR Denmark

Hvis et menneske har evne til selv at træffe sin beslutning, og patienten er uhelbredeligt syg, må lægen give patienten et medikament, der betyder, at den pågældende ved egen hånd kan afslutte sit liv med lægelig rådgivning. Tiden er inde til, at politikerne og Det Etiske Råd holder op med at udøve formynderi over for os, mener dagens kronikør

Kristeligt Dagblad har igen ved at turde tage det vanskelige tema om aktiv dødshjælp op demonstreret, at det er helt berettiget, at bladet har etik som et af sine ledeord. Tak for det. Temaet om aktiv dødshjælp er et vanskeligt emne, som bladet heldigvis har vovet at behandle.

Som hjerte- og kræftramt har jeg fået emnet tæt ind på livet. Især som kræftramt. Det med hjertet forestiller jeg mig kan føre til en hurtig død, og det er så det.

Jeg er 73 år og har fået min del af dette livs glæder og sorger, som livet nu engang arter sig for os mennesker. Jeg har endda opnået at blive oldemor til tvillingedrenge, der lige er blevet døbt i Københavns Domkirke samtidigt med, at forældrene har fået deres borgerligt indgåede ægteskab kirkeligt velsignet.

I samme kirke har børnenes far stået hver anden søndag og til opførelse af oratorier og lignende som medlem af Københavns vidunderlige drengekor og sunget smukt, iført matrostøj. Jo, der er meget at være glad for også i min situation, og jeg spørger mig selv med salmen Nu rinder solen op af østerlide: Min sjæl, hvad vil du mer, lad Gud kun råde.

Men det er jo lige måden, det skal ske på. Den kræft, jeg er blevet behandlet for, er af en lumsk slags med ukendt tumor. Det vil sige, at det er metastaser, der er dukket op, uden at man kan finde ud af, hvor knuden, der udsender dem, ligger. For en måned siden var der stadig håb, men nu er der fundet store metastaser rundt omkring i kroppen.

LÆS OGSÅ:En enkeltbillet til Zürich

Det giver stof til spekulationer. Jeg vil vældigt gerne leve videre lidt endnu, men tanken om, hvordan en afslutning kan blive, giver og har givet mig angstfulde spekulationer og hindrer mig i helt og fuldt at kunne nyde de gode dage, der har været og måske stadig vil kunne komme. Tankerne om, hvordan det skal ende, er for mig på sæt og vis værre end tankerne om det at skulle forlade mine kære og denne verden. Når det nu ikke kan være anderledes.

Jeg fik efter den første del af mit forløb, der omfattede tre operationer og 33 strålebehandlinger, de samme tanker som andre dødssyge har fortalt om i løbet af sommeren i Kristeligt Dagblad, om hvordan man ved egen hånd kan afkorte sine lidelser, når døden står for døren. Når man nu ikke kan få hjælp til det i Danmark. Endnu da. Og de tanker har jeg stadig.

Jeg har tænkt på forskellige muligheder for, hvordan jeg selv kunne afslutte livet, hvis udsigterne til at fortsætte det ikke mere er til stede. Det er slet ikke så nemt. Jeg ønsker på ingen måde at skade mine børn, øvrige familie og mine venner ved, at de skal finde mig hængt, druknet, knust ved fald eller andet, som jeg ved fra et selvmord i min familie er uendeligt tragisk at udsætte sine nærmeste for. Det kommer man faktisk aldrig over.

Så jeg har grundet som andre over, hvad man kunne gøre, som kunne skåne familien for disse traumer. Jeg har også slået op på nettet, men har ikke kunnet finde noget, der kan bruges umiddelbart i hvert fald. Sovepiller har jeg forstået ikke rigtigt duer mere. De er tilsat stof, så de ikke mere kan føre til døden, har jeg ladet mig fortælle. Og under alle omstændigheder er det jo dybt traumatiserende for ens nærmeste, hvis man ensomt skal ende livet på denne måde.

Lyder det her barskt? Det er ikke desto mindre tanker, jeg (og tror jeg) mange andre i en lignende situation gør sig. Men jeg er sikker på, at min familie ville respektere og kunne komme over en død, hvor jeg vælger at sove ind på en pille eller lignende, som er lægeordineret, når lægerne skønner, at nu skal man dø inden for en kortere periode.

Så kan jeg fortælle dem, at nu er det tid for mig til at sige farvel. Jeg forestiller mig at omgive mig med blomster og billeder af mine kære og sige farvel, før slanger og andre kunstige midler, uendelig træthed og store smerter gør livet uværdigt og ubærligt.

Som en hospicepræst fortalte i et interview i Kristeligt Dagblad, så forestiller mange sig, at når livet ender på et hospice, så foregår det smukt og skånsomt, men sandheden er, at det er et valg mellem at dø under store smerter eller ligge hen bedøvet eller helt sløvet af medikamenter uden kontakt til omverdenen.

Jamen, så kan man da bare selv gøre en ende på det, som en sagde til mig, for eksempel ved at holde op med at drikke! Jeg er såmænd bange for, at jeg også før den aktuelle situation har ment og måske sagt noget lignende. Men man bliver klogere, for så nemt er det ikke.

Eller som jeg læste en læge havde sagt til en person med en meget lidende dødssyg ægtefælle: Så kan du jo bare selv gøre det og ikke forlange det af lægerne. Tja, hvis man tænker det udsagn igennem, er det jo ret grusomt. Et er at lade et dødssygt menneske dø med et medikament, der kan afslutte livet skånsomt, noget andet er jo at kvæle sin ægtefælle!

Med hensyn til lægernes rolle forstår jeg godt, at de kan have et etisk problem, men det må da for mig at se være sværere at afbryde et svangerskab, der næsten sikkert ville have ført til fødslen af et sundt barn, i modsætning til forkortelse af et liv i lidelse, der ikke står til at redde. Jeg synes, Niels I. Meyer havde nogle afbalancerede synspunkter herom i et indlæg for nogen tid siden her i avisen.

Hvis et menneske har evne til selv at træffe sin beslutning, og patienten er uhelbredelig syg med udsigt til en begrænset tid tilbage at leve i, må lægen give patienten et medikament, der betyder, at den pågældende ved egen hånd, når situationen bliver ubærlig, kan afslutte sit liv med lægelig rådgivning.

Det kaldes assisteret selvmord. Det er det, der er indført i Schweiz og i flere amerikanske stater. Andre stater i USA er på vej. I andre tilfælde, hvor en patient ligger håbløst syg og lidende, må der findes frem til, hvordan procedurerne bør være. Der er jo under alle omstændigheder, som jeg ser det, en vis lighed med den tilladte dosering af smertestillende midler, der kan fremskynde døden.

Men hvorfor skal der være så mange lidelser, før det kan ske? Man kunne jo eventuelt udvikle den mulighed, der er i livstestamentet til under visse omstændigheder at sige nej til livsforlængende behandling, til også at kunne omfatte en erklæring om, at man ønsker aktiv dødshjælp, hvis muligheder for helbredelse ikke findes, og man kommer i en hjælpeløs situation, hvor man ikke selv kan tage stilling.

Og hvad så med den samfundsmæssige og religiøse synsvinkel? Nu er tro jo noget meget personligt, men jeg tror ikke, min Gud vil have noget imod, at jeg selv besluttede at ende mine lidelser. Jeg tror slet ikke, at han ønsker lidelser. Dem har menneskene opfundet, og der er ikke grund til at gøre dem værre. Efter mit lægmandssynspunkt.

Jeg har tidligere haft et uafklaret forhold til retten til en værdig død, aktiv dødshjælp. Efter at være kommet i min nuværende situation er jeg ganske afklaret. Tiden er inde til, at politikere og Det Etiske Råd holder op med i dette helt dybt personlige og eksistentielle spørgsmål at udøve formynderi over for os.

Birgit Raben er cand.jur.