Medlem af etisk råd: Ufølsomt at se aktiv dødshjælp som noget kriminelt

Aktiv dødshjælp kan være en såre human og forståelig handling, selvom det ligger i en etisk gråzone, skriver et af de to medlemmer af Det Etiske Råd, som går ind for aktiv dødshjælp

Og endelig døde han da døden, den vanskelige død.

Sådan slutter J.P. Jacobsens Niels Lyhne et uforligneligt stykke dansk verdenslitteratur. Døden var for Niels Lyhne vanskelig af to grunde. Som fritænker var han aldeles uden illusioner eller trøstende tanker om et efterliv. Døden var det absolutte punktum.

Og så var der naturligvis selve dødskampen, som var hård og nådesløs: Smerterne blev heftigere og heftigere for Niels, huggede og huggede ubarmhjertigt derinde i brystet, blev så ulideligt ved. Det kunne have været så godt at have en Gud at klage og bede imod. Imod morgenstunden begyndte han at fantasere, betændelsen var i fuld gang. Og sådan blev det ved i to døgn endnu. Niels Lyhnes dødskamp varede adskillige døgn. Han var i et smertehelvede, på pinebænken, hjælpeløst overgivet til naturens kræfter, inden døden gav ham fred.

Det er en kendt sag, at der i den danske befolkning er et stort flertal for indførelsen af aktiv dødshjælp. De fleste tænker nok på smertehelvedet. De finder det forkert, at mennesker skal lide unødigt, når de befinder sig i en uafvendelig dødsproces. Når mennesker eller i det hele taget levende væsener udsættes for unødig lidelse, byder det os imod.

LÆS OGSÅ: Lis og Henning sagde farvel til livet sammen

Vi afliver dyr, som er anskudt eller påkørt eller på anden måde invalideret, så de ikke længere har mulighed for at klare sig i naturen. Det gør vi uden betænkeligheder. Faktisk vil de fleste betragte det som et etisk svigt ikke at gøre det. Her har aflivningen karakter af en barmhjertighedsgerning.

Drejer det sig om mennesker, stiller sagen sig anderledes. Dem afliver vi ikke ikke engang i de tilfælde, hvor de selv beder om det. Mennesker skal nemlig ikke klare sig i naturen. De har et civiliseret samfund at falde tilbage på. Vi yder dem tværtimod den maksimale pleje og omsorg.

Den gode nyhed er, at en dødskamp a la Niels Lyhnes vil høre til sjældenhederne i vore dages Danmark. Vi bør prise os lykkelige for, at moderne palliativ behandling er i stand til i vidt omfang at minimere smerterne for døende patienter. Vi står ganske vist noget tilbage i forhold til mange europæiske lande på dette område, så der er bestemt plads til forbedring.

Man vil typisk ordinere morfinpræparater til at dulme lidelserne. Niels Lyhnes dødskamp forløb over forholdsvis få døgn. For andre er det desværre en mere langstrakt affære. Strækker dødsprocessen sig over meget lang tid, dør patienterne som narkomaner, hvad der vel i denne sammenhæng er af underordnet betydning.

Forklaringen er, at patientens tolerance over for morfinpræparater tiltager over tid. Der skal derfor stadig større doser til at skabe den smertelindrende virkning. Når man til et vist punkt, er selve smertebehandlingen i sig selv dødbringende, fordi store doser morfin vil bringe hjertet til standsning.

Patienten dør i realiteten af en overdosis. Det ved alle, der arbejder med terminale patienter. Den slags dødsfald finder sted nærmest rutinemæssigt på forskellige danske hospitaler eller hospicer.

Jamen, har vi dermed ikke de facto indført aktiv dødshjælp her i Danmark? Nej, lyder det officielle svar. For sigtet med behandlingen er ikke aflivning af patienten, men udelukkende smertelindring. Patientens død er ikke målet for behandlingen, men en bivirkning af den. Denne bivirkning skal så at sige være utilsigtet. Ellers befinder man sig på den forkerte side af loven.

I visse situationer er forskellen mellem aktiv og passiv dødshjælp i den kliniske virkelighed så hårfin, at den ikke er til at skelne med det blotte øje. Det er ikke nok at se på den faktiske handling. Man skal helst også være tankelæser og kunne afkode lægens skjulte motiver. Det kunne jo være, at den behandlende læge i sit stille sind har tænkt, at fru Hansen har kæmpet længe nok med døden og at hun nu har behov for at få den fred, hun så længe har bedt om. Er selve denne tanke formastelig og oprørende? Ikke i mine øjne. Den er såre human og forståelig. Der eksisterer om man vil det eller ej et grænseland mellem aktiv og passiv dødshjælp, en etisk gråzone, som rummer en objektiv ubestemthed med hensyn til handlingens karakter og perspektiv.

Denne etiske gråzone harmonerer umådelig dårligt med den gældende lovgivning på området. Loven opererer med en afgrundsdyb forskel. Passiv dødshjælp er som bekendt tilladt. Man må gerne afkorte eller accelerere dødsprocessen. Det kan man gøre ved at undlade at fortsætte en behandling. Man kan sågar standse tilførslen af næring og væske til patienten. Og man kan som nævnt intensivere smertebehandlingen efter lægeligt skøn. Alt dette er helt legalt. Men griber man til midler, som sigter mod at afslutte dødsprocessen, har man begået en forbrydelse. Man har gjort sig skyldig i aktiv dødshjælp. Man er kriminel ganske uanset, hvilke ædle og uselviske motiver man måtte have for at gøre det, man gjorde.

Kommer en sådan sag for retten, viser det sig dog, at domstolene gennemgående behandler lovovertrædelsen med stor kulance. De er naturligvis forpligtet på at dømme i henhold til straffelovens bestemmelser. Til gengæld udviser de som regel en yderst moderat holdning, hvad angår strafudmålingen. De seneste domme vedrørende aktiv dødshjælp har været betingede. Måske er problemet dybest set, at næstekærlighed eller barmhjertighed radikalt betragtet vil suspendere enhver tale om lov og ret, hvis situationen kræver det. Måske er etik og jura, når det kommer til stykket, inkommensurable størrelser.

Sidste år bad sundhedsminister Astrid Krag (SF) Det Etiske Råd om at tage stilling til en eventuel ændring af det eksisterende lovgrundlag vedrørende aktiv dødshjælp. Af rådets 17 medlemmer valgte de 15 at afvise en ændring af loven. To medlemmer var til gengæld af den opfattelse, at man i det mindste skulle være åben for en mulig lovændring.

Jeg var den ene af de to.

Jeg er nemlig af den opfattelse, at det er misvisende og ufølsomt at påstå, at aktiv dødshjælp under alle omstændigheder er en kriminel handling. Det er, som om juraen har fået overtaget etikken i dette spørgsmål. Det understreges blandt andet af, at 5 ud af de 15 rådsmedlemmer gerne vil medgive, at der findes situationer, hvor aktiv dødshjælp faktisk vil være den etisk mest forsvarlige løsning. Men selv med den indrømmelse vil de ikke tage skridtet. De frygter, som de siger, en glidebaneeffekt ved at åbne for muligheden af aktiv dødshjælp.

Det kan jeg sådan set godt følge dem i et langt stykke ad vejen. På den anden side kan angsten for fejltagelsen måske vise sig at være selve fejltagelsen. For kravet om at holde sig på lovens faste grund blokerer for den barmhjertighedsgerning, det i bestemte tilfælde kan være at efterkomme en døendes ønske om dødshjælp. Man svigter med andre ord mennesker i nød, som har bedt om at få fred.

Jeg har naturligvis den allerstørste respekt for mine gode kolleger i Det Etiske Råd og deres begrundelser for at afvise en lovændring. Men skal jeg følge min dybeste overbevisning, så hverken kan eller vil jeg på forhånd udelukke legitimiteten af aktiv dødshjælp. For mig at se kan dette at efterkomme et andet menneskes begæring om at tage afsked med livet faktisk være en barmhjertighedsgerning, som ikke i udgangspunktet skal kriminaliseres.

Af samme grund anbefalede jeg en fremtidig lovændring. Jeg vil gerne gøre opmærksom på, at jeg dermed ikke har taget stilling til det konkrete indhold i en sådan lovrevision. Selvfølgelig skal beslutningen om aktiv dødshjælp udgå fra patienten selv, og naturligvis skal patienten være uafvendeligt døende. Man skal også sikre sig, at patienten er afklaret om sin beslutning og ikke befinder sig i en tilstand af depression eller lignende. Og samtidig skal mindst to af hinanden uafhængige lægelige instanser vurdere patientens ønske.

Lad os prise os lykkelige over, at nutidens palliative behandling har gjort dødsprocessen mindre lidelsesfuld, end den blev beskrevet i Niels Lyhnes vanskelige død. Men det betyder bestemt ikke, at døden er en let sag. Døden er og bliver vanskelig også i dag. Det vil den formodentlig altid være.

Dødens vanskelige og foruroligende karakter bør kalde på en dyb anfægtelse og ydmyghed hos os alle. Den kalder på alt andet end patenteret jura. Vi må se denne vanskelighed i øjnene og leve med den.

Jørgen Carlsen er højskoleforstander og medlem af Det Etiske Råd