Læge: Et barn i lidelse skal have ret til selv at vælge døden

Som det første land i verden har Belgien nu tilladt aktiv dødshjælp for børn. Det skal være barnet, der bestemmer og lægen, som samtykker, mener lægen Francois Damas, der selv udøver aktiv dødshjælp

En god død. Francois Damas, der selv udfører aktiv dødshjælp, kan ikke lide eutanasis oprindelige, græske betydning. Lægen, der er leder af intensivafdelingen i regionshospitalet Citadelle i den belgiske by Liège, vil hellere tænke på aktiv dødshjælp, som eutanasi kaldes på dansk, som den bedst mulige død under omstændighederne.

Han er tilhænger af, at Belgien som det første land i verden i går udvidede retten til aktiv dødshjælp til også at omfatte mindreårige. Han lægger vægt på, at det ikke er lægen, der afgør, om en patient skal dø.

Ligesom for de voksne er det barnet, der bestemmer, og lægen, der samtykker, siger han.

Sidste år skrev han bogen La mort choisie : Comprendre leuthanasie et ses enjeux Den valgte død: Forstå aktiv dødshjælp og dens dilemmaer.

LÆS OGSÅ: Belgien stemmer om aktiv dødshjælp for børn

Jeg følte, at det var vigtigt, at nogen endelig beskrev og fortalte, hvad der sker, når der udføres aktiv dødshjælp. Der er skrevet tusindvis af artikler og bøger på fransk for eller imod eutanasi. Ingen var skrevet af en person, der vovede at forklare, hvad han gør, fortæller Francois Damas til Kristeligt Dagblad.

Mit mål var at lave en klar, tydelig og beroligende beretning. For at rydde misforståelser af bordet. Og så for at lette bevidstheden hos den del af mine lægekolleger, der, som tilfældet er for de fleste, fortsætter med at ignorere loven og flygter fra patienter, der beder om hjælp til at dø under gode forhold, forklarer han.

I sin bog beretter Francois Damas både om den internationale udvikling, den belgiske lovgivning og personlige oplevelser.

Hvert kapitel har beretninger om patienter, der har bedt om at dø. Francois Damas fortæller, at kun hver tiende beder om aktiv dødshjælp på grund af uudholdelige smerter.

De fleste orker ikke mere. De er udmattede, har mistet al styrke, er afhængige af andre for selv basale og intime gøremål og er ikke i stand til at udføre noget. Livet giver ikke længere mening. De føler, det er uværdigt.

Francois Damas fortæller også om tilfælde, hvor han har afvist en patients anmodning om aktiv dødshjælp, eksempelvis en alvorligt syg kvinde, der stadig havde et velfungerende samliv med sin mand.

Et andet eksempel er en kvinde, der på grund af en arvelig sygdom risikerede at blive dement. Først fik hun nej af lægerne. Nogle år senere, da sygdommen var mere fremskreden, et ja.

Hvis jeg er usikker på, om aktiv dødshjælp er den rigtige og nødvendige beslutning for patienten, så vil jeg ikke gøre det, siger han.

Francois Damas mener, at loven om aktiv dødshjælp til børn er god. Den er nem at forstå og gennemtænkt, siger han. Han lægger vægt på, at reglerne er mere restriktive end for voksne, eftersom den kun giver mulighed for aktiv dødshjælp i tilfælde af fysiske og ikke psykiske lidelser. Desuden kræver det samtykke af tre i stedet for to læger, herunder en psykiater. De skal bevise, at barnet har tilstrækkelig dømmekraft. Disse tre læger udgør sammen med begge forældre en gruppe på fem personer, der skal samtykke.

Francois mener, at det er naturligt, at forældrene skal godkende aktiv dødshjælp for deres børn.

Når en læge bliver konfronteret med et barns anmodning om at gøre en ende på dets lidelser ved brug af aktiv dødshjælp, så skal lægen foretage sig reelle overvejelser om, hvorvidt han vil imødekomme barnets ønske: Er det den bedste løsning? Bliver vi nødt til at acceptere det? I forløbet med at forstå og evaluere barnets anmodning, så virker det for mig essentielt, at forældrene involveres: Er du klar over, at dit barn ønsker dødshjælp? Det er frygteligt at blive konfronteret med ens barns død, men du har været med det gennem hele livet: Hvad tror du? Har han sagt noget til dig? Hvordan synes du, jeg skal reagere? Selvfølgelig bør dialogen med forældrene være forsigtigt fremadskridende. Men hvis barnet er fast besluttet på at dø, så skal det overbevise sin familie sammen med sin læge. Det er barnet, der skal afgøre det, siger Francois Damas.

I sin bog forsøger Francois Damas at gendrive argumentet om, at aktiv dødshjælp er en glidebane. I 2011 blev 1100 tilfælde af aktiv dødshjælp indberettet. Selvom det ikke er alle tilfælde, der bliver indberettet hvilket Francois Damas kritiserer sine lægekolleger for så pointerer han, at det kun er cirka en procent af dødsfald i Belgien.

Kritikere i Danmark siger, at aktiv dødshjælp er en glidebane, hvor alle patienter ude i fremtiden bliver tvunget til at tage stilling til, om de ønsker aktiv dødshjælp. Dermed kan de måske føle sig presset til det. Mener du, at det er et gyldigt argument?

Det tror jeg ikke, ikke et sekund. Igen ser man på aktiv dødshjælp som en lægelig beslutning. Men det er patientens eksklusive ret. Det kræver en stærk karakter at sige, at man ønsker at dø på et tidspunkt, der er valgt en selv. Det kræver også særlige forhold for patienter, hvilket jeg forklarer i min bog, før de kan bede om aktiv dødshjælp. Det er ikke sådan, at blot fordi, at min nabo valgte aktiv dødshjælp, så ville jeg selv føle mig forpligtet til at gøre det samme, mener Francois Damas.

LÆS OGSÅ: Kampagne for dødshjælp splitter italienerne

Han erkender, at læger i dag siger ja til flere tilfælde af aktiv dødshjælp end tidligere, men han ser det som naturligt, fordi patienter og læger har skullet lære reglerne at kende.

Det er fortsat svært at få aktiv dødshjælp, selvom reglerne er klare og utvetydige. Det var endnu vanskeligere for ti år siden. Praksis var engang ulovligt og foregik i det skjulte. Nu må vi handle i fuldt dagslys foran alle: Sygeplejerne, kollegerne, familier og venner. I dag kan vi antage, det ikke sker i ly af aftenen eller natten. Så det er normalt, at antallet er stigende år for år, men det vil blive højst tre procent af alle dødsfald. Det er erfaringen fra Holland, siger Francois Damas.

Han mener heller ikke, at familier vil presse hverken indirekte eller direkte ældre til at tage sig af dage.

Det er en fantasi. I de fleste tilfælde jeg har stødt på, er familien en bremse og forsøger at forhindre aktiv dødshjælp, siger han.

Har du oplevet, at patienter beder om aktiv dødshjælp, fordi de ikke ønsker at være en byrde for deres familie?

Dette argument bliver ofte brugt af patienter, der ikke kan mere: Jeg ønsker ikke at være en byrde for mine børn eller min familie. Det hører jeg ofte. Men det er en del af en diskurs om, hvad patienten anser for at være en værdig eller uværdig måde at dø på. Det handler ikke om, at familien griber ind. Det handler om det syn, patienten har på sig selv, siger Francois Damas.

Kritikere taler ofte om palliativ pleje (behandling af symptomer og smerte) som et alternativ til aktiv dødshjælp. Det er efter din mening ikke tilstrækkeligt. Hvorfor?

Fordi palliativ pleje ikke er fuldt ud i stand til at gøre den sidste del af livet tåleligt. Trods al den omhu, der ydes fra lægerne, så er det stadig en hård rystende oplevelse. Palliativ pleje følger patienten ind i den terminale fase. Men patienter, der anmoder om eutanasi, ønsker i langt de fleste tilfælde at slippe for at opleve den terminale fase. De ønsker ikke at leve et trin, der ikke har nogen betydning for dem, beretter Francois Damas.

De nordiske lande er meget frisindede, når det kommer til mange andre spørgsmål. Hvorfor er Belgien, Holland, Luxembourg og Schweiz de lande i Europa, der er mest frisindede, når det kommer til aktiv dødshjælp?

Det er sandt, at det er et paradoks, at de skandinaviske lande er lidt bagefter Benelux. Hollænderne havde før alle andre lande en banebrydende oplevelse. Belgien nød i 2002 godt af en situation, hvor de religiøse partier for første gang siden krigen var i opposition. Luxembourg er meget tæt på. Måske er det lettere at have disse diskussioner og ændre mentaliteten i små lande?, siger Francois Damas.