Livet er ikke det værste, vi har - derfor skal vi værne om det

En kvinde kører på cykelstien ved Søerne i København. Arkivfoto. Foto: Mikkel Østergaard Denmark

Vi skal sørge for at dyrke motion og holde kampvægten på et rimeligt niveau, skriver biskop, som for nylig blev overrasket ved et lægebesøg

Min klumme om aktiv livshjælp i stedet for aktiv dødshjælp, som blev bragt i Kristeligt Dagblad den 4. juni i år, har i en grad, jeg ikke tidligere har oplevet, kaldt på mange reaktioner, mails, telefonopringninger og spontane tilkendegivelser i mødet med mennesker på gaden, til sammenkomster og til gudstjenester. Det har jeg glædet mig over, og det vil jeg gerne sige tak for. Det har bestyrket min opfattelse af, at her er der bogstaveligt talt et livsanliggende på spil.

LÆS OGSÅ: Livet er ukrænkeligt: Sundhedsfagligt oprør mod medlidenhedsdrab

Vi skal arbejde for at udrydde det uskønne sproglige begreb aktiv dødshjælp.

Sprog skaber virkelighed: Dødshjælp nej! Livshjælp ja tak! Livshjælp, mens vi lever, og når vi skal dø. Jeg vil gerne anskue hele tilværelsen under dette perspektiv: livshjælp. Det kan forstås som det sammenfattende udtryk for det store bud: Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og din næste som dig selv.

Det gælder også i forhold til sundhedsvæsenet: Det er til for livets skyld. Ikke blot når det store drama måske er under opsejling med operation og indlæggelse, men også i den lille dagligdag, når der melder sig en anelse om, at det kunne være en god idé at gå til læge. Jeg har ladet mig fortælle, at mænd og især lidt ældre mænd ikke er så gode til at reagere på en sådan anelse. De slår den lurende uro hen med, at det nok snart går over.

Det skyldes ikke, at mænd ikke er ømfindtlige. Visselig ikke. Det ved enhver mand. Vi lider nødig i stilhed. Som min kærlige ægtefælle Alice en dag sagde til mig: Nu synes jeg, du skal gå ind og ringe til din mor! Efterfølgende kom jeg til at tænke på Rav-Aage fra Thyborøn, som i et interview i tv fortalte om sin første tur på havet og søsygens kvaler, da han som ung begyndte som fisker. Var du rigtig syg?, spurgte den deltagende journalist. Om æ var syg? Æ var så syg, som kun en mand ka blyw, lød svaret.

Nu nærmer jeg mig bekendelsens alvorlige øjeblik her i klummens skriftestol, hvor jeg sidder helt alene over for min læser: Jeg har netop været til undersøgelse hos lægen! En morgen vågnede jeg op med stærke, stikkende smerter ind i venstre side, hvor jeg mente, hjertets sæde var. Jeg har altid glædet mig over signaler fra mit hjerte, men her blev jeg godt nok nervøs, hvis det altså var fra hjertet, jagene kom.

En større undersøgelse fulgte, og den viste det ene beroligende resultat efter det andet. Ingen tegn på sukkersyge, nyretal og levertal normale, blodtryk målt over tre dage morgen og aften, gennemsnit 139 over 77 og puls 56. Men der var jo usikkerheden omkring hjertet. Så der blev bestilt tid til en arbejds-ekg, en såkaldt cykeltest, på Aalborg Universitetshospital, Kardiologisk Ambulatorium. Jeg mødte frem, fastende, som jeg skulle, en fredag formiddag. Jeg sad på gangen og ventede. Men kun nogle få minutter. Så blev jeg kaldt ind.

Og straks blev jeg tryg. Jeg tror, sygeplejersker har en evne til at berolige urolige mimoser, så de giver slip og trygt forlader sig på, at de nu er i gode hænder. Jeg var jo lidt spændt, og jeg kiggede mig omkring for at få øje på cyklen, hvor den mon stod og ventede på sin rytter, og jeg spekulerede på, hvor jeg skulle cykle. Den venlige læge stillede nogle spørgsmål, og derefter blev der gjort klart til cykelturen. Nu åbenbarede det sig, at cyklen kun var et sæde og et styr og et par pedaler. Jeg steg op på sadlen og erfarede, at jeg var kommet i menneskehænder. Elektroder blev sat på min efterhånden let svedige krop, eftersom belastningen steg og steg, og jeg trådte hårdere og hårdere i pedalerne uden at komme ud af stedet, imens sygeplejersken opildnede mig til at blive ved og ved, indtil hun meldte, at nu var det fint og nok. Da var jeg nær ved at besvime, gamle dreng, sagde min barske indre stemme.

Da jeg havde fået tørret sveden af panden, kunne lægen fortælle mig, at blodtryk og puls var o.k., og der var ikke noget, der tydede på forkalkninger i kranspulsårerne omkring hjertet. Jeg tror nok, at jeg så lettet ud. Men der er som bekendt ingen træer, der vokser ind i himlen. Der var et let forhøjet kolesteroltal, der nok skulle gøres noget ved. Dertil mange års stillesiddende arbejde for bordenden af mødeborde, lange dage ved skrivebordet bag skærmen som en nutidens Jens Vejmand, 40-45.000 kilometer årligt bag bilrattet og timers stillestående retorisk virksomhed på tale- og prædikestole havde sat sine lidt for kraftige spor. Så det var ikke til at tage fejl af: Du skal tabe dig. Mere motion skal der til!

Selvom den tydelige besked ikke virkede lige med det samme, gik jeg lettet hjem.

Det var torvedag. Jeg købte friske skrubber fra Limfjorden, som er en af livets himmerigsmundfulde, nye danske kartofler og jordbær tillige. Og solen skinnede over en glad mand, som gik hen og skrev denne klumme til Kristeligt Dagblad.

Og selvom det ikke direkte er et bibelcitat, er det ligefuldt sandt, at livet er ikke det værste, man har. Og om lidt er cyklen klar.