Kloge ord om dødshjælp

Det må en menneskeret at bestemme, hvor smertefuld døden skal være, mener Andreas Frederiksen

ANDREAS J. FREDERIKSEN, lærer emeritus, Lilleåvænget 4, Hadsten

Tak til Helge Adam Møller (K) for et godt indlæg om "aktiv dødshjælp". I samme udgave af avisen er der en stor artikel om Helvede, som mest fokuserer på metafysiske opfattelser af emnet. Jeg er sikker på, at de overlevende fra jordskælvet i Haiti ved, hvad Helvede er, og ved, at det er en helt håndgribelig nærværende angst, der har meget lidt med religiøs "fortabelse" at gøre, men alene har at gøre med tabet af dette jordiske liv.

Min livsglade mor døde som 90-årig. De sidste to år kunne hun ikke rejse sig fra den stol, hun blev anbragt i, og hun kunne kun sidde og hive efter vejret, alt mens hun stønnede: Bare jeg dog snart kunne dø. De to år var et helvede!

Min svoger fik i en alder af 77 en hjerneblødning og blev totalt lammet og uden talens brug. Tre år sad han sådan i en rullestol. Med en kran blev han hejst op i sengen og ud af den igen. Han fik føde gennem en sonde gennem næsen, men til sidst kunne de ikke længere presse sonden gennem hans næse. Med de sidste rester af muskler svingede han under gurglende strubelyde sit hoved frem og tilbage, så personalet måtte opgive. Han ville tydeligvis dø, tre år i helvede var nok for ham.

Selv er jeg nu 80 år, og jeg frygter ikke døden, for til trods for al metafysisk indoktrinering i min barndom er jeg overbevist om ,at der kun findes dette ene liv – og gud ske lov for det! Men jeg frygter et eventuelt helvede før døden, og det må være en helt selvindlysende menneskeret for mig selv at bestemme, hvor let eller hvor smertefuld min død skal være!