Dømt for aktiv dødshjælp: Jeg håber, andre ville gøre det samme for mig

"Jeg fortryder stadig intet af det, jeg gjorde. Kun er jeg ærgerlig over, at det ikke lykkedes, så min far fik lov at lukke øjnene i sit eget hjem. Det havde jeg lovet ham og gjort alt for at holde," siger Ole Duemose Andersen. Foto: Jørgen Hansen.

Ole Duemose Andersen, der i fredags blev dømt for forsøg på medlidenhedsdrab på sin far, synes, det er urimeligt, at lægestanden skal være vidne til, at dødeligt syge lider unødvendigt

De hvide sejlbåde i Odense Havn ligger næsten ubevægelige hen denne vindstille mandag formiddag, hvor en vægelsindet sol synes ude af stand til at beslutte sig for, om den skal sætte trumf på og trodse det grågrumsede skydække, eller om den pænt skal vente på, at skyerne kommer på andre tanker og viger pladsen.

Nede i en af de blankpolerede både, der ligger klar til de næste måneders sommersejlads, sidder en mand, som i oktober sidste år besluttede sig for ikke at vente på, at naturen gik sin gang.

Den 60-årige tidligere arbejdsmand og nu førtidspensionist Ole Duemose Andersen kunne nemlig ikke holde til at se på, at hans dødeligt syge far dag og nat måtte kæmpe sig gennem et ulideligt smertehelvede, der syntes ingen ende at ville tage. Derfor besluttede han sig for efter ønske fra faderen at hjælpe døden på vej.

I fredags betalte Ole Duemose Andersen så prisen for at trodse dansk lovgivning og modtog i retten i Odense en dom på 60 dages betinget fængsel for at have forsøgt at yde sin far aktiv dødshjælp ved at give ham 94 morfinpiller blandet op i yoghurt.

I dag, tre dage efter at have modtaget og accepteret dommen, er han stadig ikke et sekund i tvivl om, at han gjorde det rigtige.

"Jamen, jeg har det stadig fint. Jeg fortryder stadig intet af det, jeg gjorde. Kun er jeg ærgerlig over, at det ikke lykkedes, så min far fik lov at lukke øjnene i sit eget hjem. Det havde jeg lovet ham og gjort alt for at holde," siger Ole Duemose Andersen nede fra bådens kahyt.

Den 60-årige odenseaner, hvis forældre blev skilt, da han var 13 år, voksede sammen med fire søskende op hos sin mor og så i næsten 10 år intet til sin far. Det betød, at han fik et helt specielt forhold til ham senere.

"Jeg fik, da jeg blev voksen, et behov for at opsøge ham og tale med ham og få svar på nogle ting, og vi endte med at få et rigtig godt forhold til hinanden, som nærmere var et kammeratskab end et far-søn-forhold. Vi kunne tale fortroligt om alt, og vi gik også ud og morede os sammen. Min far var et rigtigt festmenneske," siger Ole Duemose Andersen.

Men fest blev der mindre og mindre af for faderen, efterhånden som alderen skred frem. Da han som knap 80-årig fik sat foden af som følge af koldbrand i benet, mødte sønnen første gang en modvilje mod livet hos den ellers så livsglade far.

"Nu kan det hele være lige meget, jeg kan jo ikke leve sådan her, se, nu begynder de at skære af min krop sådan sagde min far til mig. Men vi fik gydet lidt livsmod i ham, og han fik lavet noget med foden, så han kunne komme rundt," siger Ole Duemose Andersen, som i dag kan se, at det var på det tidspunkt, at faderens livslyst langsomt dalede.

De sidste måneder af sit liv opholdt faderen sig en del på sygehuset, og det var blandt andet her, at han spurgte sønnen, om ikke han vil hjælpe ham med at dø.

"Men det kunne jeg jo ikke. Vi var på et hospital, og han var koblet til en masse maskiner. De ville opdage lynhurtigt, hvis jeg gjorde noget. Men i dag ville jeg ønske, at jeg havde haft muligheden for at hjælpe ham tre måneder før, end han døde. Han var i en forfærdelig tilstand. Skind og ben. Selvom han er sej, skreg han af smerte, når sygeplejerskerne skulle flytte lidt på ham. Det var frygteligt at overvære," siger han og fortæller, at en sygeplejerske en dag, han spurgte, hvorfor faderen skreg sådan, gav ham ærlig besked.

Han er rystet helt fra hinanden indvendigt sagde hun, og det beskrev jo meget godt, hvorfor det gjorde ondt, bare vi rørte ham, siger han.

Det var faderen selv, der besluttede, at han ville hjem for at dø, og som beskrevet i avisen i lørdags, besluttede far og søn at gøre en ende på faderens lidelser, da en aftale kom i stand om, at Ole Duemose Andersen skulle våge alene over sin fader indtil næste morgen, hvor sygeplejerskerne ville komme igen.

"Det var et fantastisk øjeblik der, hvor min far og jeg får øjenkontakt med hinanden og instinktivt begge ved, at nu skal det være. Det var, som om der gik en sitren gennem min far, og jeg tænkte: Wauw, hvor er det fantastisk, at vi kender hinanden så godt. Og jeg var slet ikke nervøs eller i tvivl om, at nu ville han endelig få fred. Sove stille og roligt ind, mens jeg var ved hans side," siger han og fortæller, at han særligt de sidste tre måneder af faderens liv aldrig var i tvivl om, at faderen kun ønskede at dø.

"Flere gange, når jeg besøgte ham, sagde han: Det er ligegodt pokkers, at det skal være så svært at dø. Og han spurgte mig også om, han ikke kunne få noget af den blanding, jeg tidligere havde fortalt ham, at jeg havde stående, som skal hjælpe mig, hvis jeg en dag kommer i den situation, at jeg bliver uhelbredeligt syg og må ligge som en grøntsag," fortæller Ole Duemose Andersen, der håber, at andre vil hjælpe ham på samme måde, som han forsøgte at hjælpe sin far.

"Ja, jeg håber da, at andre vil give mig den blanding, hvis jeg ligger og er så svag, at jeg ikke selv kan gøre det. Det gør jeg da. Men det er selvfølgelig noget, man skal have lavet en aftale om på forhånd," erkender han.

"Det er en snak, som alle familier burde have med hinanden. Ligesom snakken om, hvorvidt man vil være organdonor. Jeg er helt med på, at det kan være en lidt ubehagelig ting at skulle tage frem, men jeg mener, at det ville gøre mange ting nemmere," siger han og pointerer, at aktiv dødshjælp burde være lovlig, fordi det også ville skåne samfundet og lægerne for at stå i etiske dilemmaer.

"Jeg mener, at man skal skåne lægerne for at stå i situationer, hvor de for eksempel skal overvære at dødeligt syge mennesker sulter og tørster ihjel, fordi de beslutter ikke mere at ville leve. Det er en modbydelig tanke, at et menneske skal sulte ihjel. Det er da helt umenneskeligt," siger han og slår fast, at han tror, der ydes meget mere aktiv dødshjælp, end vi aner.

Da jeg skulle dømmes, skulle man helt tilbage til 1993 for at finde en lignende sag. Det er jo nok ikke virkeligheden. Mange lykkedes med det, uden det bliver opdaget. Det var bare mig, der var for klumset med det. Men nu kan det så være, at der kommer en debat om emnet, og det synes jeg da så i hvert fald er godt, siger han.