Dødshjælpens fremtidige glidebane

Man er naiv, hvis man tror, at ingen ældre vil føle sig pressede, argumenterer den unge engelske etiker fra Oxford Universitet James Mumford

I STORBRITANNIEN ønsker stærke grupper nu at lovliggøre aktiv dødshjælp. De har påbegyndt en kampagne for et lovforslag, som er næsten identisk med et tidligere, der blev fremlagt i 2006 og dengang afvist af parlamentet. Det nye forslag skal først vedtages i Overhuset, og dets støtter regner med bedre held denne gang, for Husets sammensætning har ændret sig betydeligt. 200 er blevet adlet i de 14 år, der er gået. Så nu bombarderes Overhuset med kampagnemateriale.

Den vigtigste lobbygruppe hedder Dignity in Dying. Dens næsteformand er psykiateren Philip Graham, der har sat sin post i organisationen ind på, at den altid vil skelne skarpt mellem assisteret selvmord og assisteret afdøen. Det første er at hjælpe et menneske til at gøre en ende på sit eget liv, det andet at fremskynde døden for et lidende menneske i et terminalt stadie af sygdom. Graham insisterer på, at man udelukkende bør tillade den sidste mulighed, som også er den, der er indskrevet i lovforslaget. I Schweiz er også den første tilladt.

LÆS OGSÅ: Vi skal ikke have assisteret selvmord eller aktiv dødshjælp i Danmark

James Mumford, en ung Oxford-uddannet etiker (og bror til frontmanden i folk-rockgruppen Mumford & Sons), blander sig i debatten i The Spectator med en artikel, der hedder Kampen om dit liv raser lige nu.

Mumford vil gerne påpege, at det næppe lader sig gøre at sondre så net og nydeligt mellem de to situationer i den virkelige verden, hvor overgangen mellem dem vil være glidende.

Tænketanken Living and Dying Well har påvist, at den lægelige diagnose af terminal sygdom kan have fejlmargener på halve år, før døden indtræder. Vi er simpelthen ikke rigtigt sikre i forudsigelsen af døden, skriver Mumford. Hertil kommer risikoen for, at man sætter en læge-shopping i gang, som man har set det i andre lande. Nogle læger vil gerne udføre dødshjælp, mens andre nægter.

Men vigtigst er det, fremhæver James Mumford, at vi risikerer at udvise betydelig naivitet i vores forståelse af det frie valg. Det engelske lovforslag forlanger ganske vist, at to læger skal bekræfte, at dødskandidaten har truffet en klar og afgjort beslutning, og den skal være nået frivilligt, velinformeret og uden pres.

Men så enkel er tilværelsen ikke altid, bemærker Mumford. Han er medlem af tænketanken Centre of Social Justice, som har forsket i de fattigste ældres betingelser i Storbritannien. Man konstaterede massive tilfælde af omsorgssvigt i den offentlige sektor, men derudover bemærkede forskerne, at mange ældre føler, at de ligger andre til byrde staten, samfundet, familien.

Måske siger de det aldrig, men vores endeløse snak om ældrebyrden som en demografisk bombe har faktisk smittet af. Og det er i denne situation, at vi drøfter dødshjælp?.

Hvordan kan vi vide, spørger James Mumford, at en håbløst syg person ikke føler sig presset til at få omgivelserne til at fremskynde døden? Det kan vi ikke, for der findes ingen, der vil indrømme dette.

Nogle hævder, at det frie valg er en smuk, liberal tanke. Men det er en fejltagelse, mener Mumford:

Liberalismen har som filosofi altid insisteret på afkørsler. Man skal ikke kunne sælge sig selv til evigt slaveri, heller ikke, hvis man gør det frivilligt, for den beslutning kan man ikke omgøre. Den test kan heller ikke dødshjælpen bestå, og det gør den ikke-liberal.

Følgende absurde passus indgår i lovforslaget:

Jeg afgiver denne erklæring frivilligt og fuldt vidende om dens betydning. Jeg forstår, at jeg har lov at tilbagekalde denne erklæring når som helst.

Er dette en syg vittighed? spørger Mumford. Her er det lynhurtigt uigenkaldeligt for sent til tilbagekaldelser.

De, som går ind for indførelse af dødshjælp, beklager sig over, at modstanderne hele tiden fabler om en glidebane. Men det gør vi, betoner Mumford, fordi den frie abort faktisk viste sig at blive en glidebane, hvor det, der var tænkt som mulighed i undtagelsestilfælde, hurtigt blev til et massefænomen. Der foretages 190.000 aborter om året i Storbritannien, og tallet er stigende. Forfærdelig forandring begynder med bittesmå skridt, skriver Mumford.

I Europa er aktiv dødshjælp i forskellig form tilladt i Holland, Belgien, Luxemborg og Schweiz. Holland gjorde den lovlig i 2001 som det første land i verden. I Schweiz er assisteret selvmord også tilladt, og de to private schweiziske organisationer Exit og Dignitas sælger denne assistance, også til tilrejsende udlændinge.

Anders Raahauge er kulturjournalist