Domstol sender spørgsmål om aktiv dødshjælp tilbage til politikerne

58-årige Paul Lamb har været næsten totalt lammet siden en trafikulykke for 23 år siden. Han vil gerne begå selvmord, men kan ikke selv. Foto: Niklas Halle'n Denmark

En appeldomstol i London har fastslået, at læger ikke kan blive fritaget for straf, hvis de hjælper en patient med at dø

Retten til at dø har igen været behandlet ved de britiske domstole. I denne uge fastholdt en appeldomstol i London, at læger ikke kan blive fritaget for straf, hvis de opfylder en patients ønske og hjælper vedkommende med at dø.

En af sagerne er anlagt af 58-årige Paul Lamb. Han har været næsten totalt lammet siden en trafikulykke for 23 år siden. Han skal have hjælp til alt og kan dermed ikke på nogen måde begå selvmord.

LÆS OGSÅ: Assisteret selvmord vinder frem i USA

Men de tre dommere har afvist hans ønske med henvisning til, at det ikke er op til domstolene at ændre loven i spørgsmål om liv og død. Det kan kun parlamentet.

De er samfundets samvittighed, konstaterede dommeren.

Paul Lamb er skuffet over afgørelsen og har allerede sagt, at han vil appellere dommen.

Jeg gør det for de tusinder af andre mennesker, som lever i, hvad der kun kan beskrives som et helvede. Mange har kontaktet mig og bedt mig fortsætte kampen, sagde Paul Lamb til medierne gennem sin særlige talecomputer efter afgørelsen.

Han har fået støtte af den britiske humanistiske forening.

Dette er det største bioetiske spørgsmål i vor tid. Men det vil påvirke mange flere i de kommende år, eftersom fremskridt inden for lægevidenskaben gør det muligt at holde folk i live, længe efter det tidspunkt hvor de måtte ønske at dø, siger direktør Andrew Copson fra British Humanist Association til den britiske avis The Independent.

Omvendt bliver afgørelsen hilst velkommen af organisationen Care Not Killing (Pleje Ikke Drab).

Dommerne har anerkendt, at det er tragiske sager, men er enige i vores holdning: At det ikke er acceptabelt at forvente, at staten skal tillade og tolerere mord, fastslår Andrew Fergusson for foreningen.