Den umenneskelige værdighed

"Et menneskes værdighed står ikke og falder ikke med sygdom og død, hjælpeløshed og afmægtighed," skriver dagens kronikør om aktiv dødshjælp. Foto: Iris

Hvis et menneske anses for uværdigt af sig selv eller de pårørende, fordi det på grund af sygdom intet kan, så er vi blevet umenneskelige. Så har vi som mennesker og samfund gjort ikke døden, men den døende uværdig til livet. Så er aktiv dødshjælp og assisteret selvmord i virkeligheden pænt camouflerede dødsdomme

ORDET VÆRDIG går som en rød tråd gennem debatten om aktiv dødshjælp og assisteret selvmord. Senest i artikler og indlæg i anledning af den als-ramte Jane Hoffmanns selvmord på en klinik i Schweiz.

På TV 2s hjemmeside kunne man læse følgende, skrevet af en af stationens journalister: Men selvom Jane Hoffmann vidste, at hun skulle dø og selvom hun ikke ønskede at ligge sine nærmeste til last i den sidste, svære tid så måtte hun rejse til Schweiz for at få lov til at ånde ud, inden sygdommen for alvor tog hendes sidste værdighed.

På Jane Hoffmanns Facebook-profil, hvor hun var aktiv til det sidste, går ordet værdig gennem en række af de mange kommentarer: ønsker dig en god sidste rejse med værdigheden i behold, skriver en.

En anden skriver, at det er så trist, at man er nødt til at rejse fra sit hjemland for at få en værdig død, mens en tredje tilsvarende priser muligheden for assisteret selvmord i Schweiz: Dejligt, at man selv kan bestemme en værdig død og ikke være tvunget til en uværdig!.

Det er altså værdigheden, det handler om og værdigheden, som mange tilsyneladende finder truet, når et menneskeliv på grund af sygdom ender i hjælpeløshed og afmægtighed. At dø afmægtig og ude af stand til nærmest nogen form for menneskelig aktivitet eller ytring er for mange selve definitionen på at dø en ikke-værdig eller altså ligefrem uværdig død.

Ja, ikke alene døden opfattes som uværdig; også den sidste tid, hvor det går uafvendeligt imod hjælpeløshed og afmægtighed, opfattes af mange som uværdig. Og som i Jane Hoffmanns tilfælde vil nogle så afbryde forløbet, før det bliver netop uværdigt.

LÆS OGSÅ: Aktiv dødshjælp er en glidebane

Umiddelbart kan det virker menneskeligt at tænke og handle således. Og styrke synspunktet, at aktiv dødshjælp og/eller assisteret selvmord også bør tillades i Danmark.

For er det ikke menneskeligt at afbryde udsigtsløse sygdomsforløb, der ender med mennesker, der er så ganske afmægtige og hjælpeløse? Er det ikke både ret og rimeligt, at et menneske får mulighed for at afbryde sit liv, når det selv føler, at det nærmer sig det uværdige?

Efter min opfattelse er svaret nej, det er faktisk ikke menneskeligt. Ud over en række praktiske forhold og følger af at indføre aktiv dødshjælp og assisteret selvmord hvem skal have lov, efter hvilke kriterier, og hvem skal udføre det? vil det åbne for en umenneskelig tankegang hos både døende og pårørende foruden andre syge.

NU ER DET BÅDE GODT OG SKIDT, når personlige erfaringer og konkrete skæbner bringes på banen i den etiske debat. Det er naturligvis godt, fordi det handler om mennesker, konkrete mennesker med håndgribelige forløb og historier. Og det er jo for mennesker skyld ikke for princippernes skyld vi debatterer det her.

Men den personlige case eller historie kan også være vanskelig, fordi den nemt slører blikket for det mere principielle, der er på spil principielle, forstået som det, der vedrører os alle og ikke alene den syge.

Når man står over for et menneske, der uafvendeligt går mod hjælpeløshed og til sidst døden eller får det præsenteret i bedste sendetid, skåret til, så man skal være lavet af sten for ikke at føle med den døende ja, så kan det være vanskeligt at bevare sansen for, at et ja, der i denne situation føles så indlysende og menneskeligt, i andre situationer eller som lov kan ende i det umenneskelige.

Men i det umenneskelige ender vi netop, hvis vi lader det begreb om værdighed/uværdighed, der tilsyneladende hersker, stå uimodsagt.

For at tydeliggøre det, vil jeg så fortælle historien om min fars sygdom og død. Og stille spørgsmålet: Døde min far en uværdig død? Var hans sidste tid uværdig for ham? Min far blev også ramt af en alvorlig hjernesygdom, der i løbet af en fem-syv år invaliderede ham.

I begyndelsen kneb det at gå, svimmelhed tog til, så blev talecentret ramt, det begyndte at knibe med at spise og andre fundamentale funktioner. Og langsomt, men sikkert gik det over kørestol til en sygeseng, som han den sidste tid ikke kom ud af.

Det var hårdt og umådeligt trist både for ham selv og for os andre: at se et virksomt og handlekraftigt menneske miste stort set alle funktioner. Men var det uværdigt? Nej, naturligvis ikke. Heller ikke den allersidste tid. Han kunne virkelig intet højst besvare et blik, et klem, måske, for vi vidste det ikke. De sidste dage og timer var lange og tunge, og man ønskede blot, at det snart måtte få en ende. Men uværdigt, nej, på ingen måde.

Ikke alene fordi det var fuldstændigt uforskyldt. Tilfældig og dødelig sygdom havde ramt virkelig ramt min far. Det kan føles urimeligt og forfærdeligt, men det er da ikke uværdigt heller ikke, når følgerne bliver helt invaliderende.

Ja, men følte min far det ikke uværdigt? Oplevede han det ikke som under sin værdighed at blive således afhængig af andres pleje og omsorg? Nej, det tror jeg faktisk ikke. Naturligvis reagerede han undervejs i forløbet også voldsomt og med vrede, fordi han ikke kunne det, han tidligere kunne. Det er menneskeligt og en helt naturlig del af et sørgeligt sygdomsforløb. Men det gjorde ham da ikke uværdig og ikke hans liv og død uværdig. Det er jeg ganske sikker på, det aldrig faldt ham ind at mene eller føle.

Men havde det været i dag, havde han måske følt sig uværdig. For i dag er vi ved at gøre sørgelige sygdomsforløb, der gør mennesker afmægtige og hjælpeløse, til uværdige liv og uværdig død. Men måske er det mest uværdige i alt dette, at vi kan få os selv til det; at vi kan gøre det rimeligt at hævde og lade den syge hævde at sygdom og død er uværdig.

For dermed påtvinger vi sårbare og sarte sjæle og kroppe umenneskelige tanker om, at deres liv og død står i fare for at være uværdig. Og dermed kommer vi til i bedste mening at skubbe mennesker ind i et assisteret selvmord, mennesker, der måske dybest set ikke ville det.

SAT PÅ SPIDSEN: Hvis Jane Hoffmann fik en værdig død, må det nødvendigvis betyde, at min far fik en uværdig død. Og millioner med ham både før og siden.

Men et menneskes værdighed står ikke og falder ikke med sygdom og død, hjælpeløshed og afmægtighed. Et menneskes værdighed forsvinder ikke, fordi dets førlighed og funktioner sætter ud. For et menneske har en værdighed i sig selv som menneske, uafhængigt af, hvad det kan eller ikke kan. Det ved vi, når vi tager imod et nyt menneskebarn: Det er afmægtigt og hjælpeløst. Og ender et liv på samme måde i afmægtighed og hjælpeløshed, rører det ikke ved værdigheden.

Men hvis et menneske anses for uværdigt af sig selv eller de pårørende, fordi det på grund af sygdom intet kan så er vi blevet umenneskelige. Så har vi som mennesker og samfund gjort ikke døden, men den døende uværdig til livet. Så er aktiv dødshjælp og assisteret selvmord i virkeligheden pænt camouflerede dødsdomme.

I Tage Skou-Hansens roman Den hårde frugt spørger den ellers succesrige læge Christian Borch mod slutningen af sit liv sig selv: Hvorfor kan man ikke nøjes med den værdighed, som enhver bliver født til?.

Når alvorlig sygdom rammer, må vi netop fastholde den værdighed, som enhver er født til. Den værdighed, der er i blot at være menneske også selvom man intet kan mere og kun døden er tilbage. Den værdighed må vi nogle gange nøjes med også når det ikke er til at holde ud.