Aktiv dødshjælp. Et forenklet svar i en forenklet debat om et kompliceret spørgsmål

At indføre eutanasi vil blive et eksempel på, at vi nogle gange kan mere, end vi kan magte, skriver Ole J. Hartling, tidligere formand for Det Etiske Råd

En kvinde, Jane Hoffmann, blev kendt overalt i landet ved årsskiftet. Hun havde den alvorlige sygdom ALS og fik hjælp til selvmord i Schweiz. I reportagerne er hendes og familiens navne blevet nævnt igen og igen, og hendes skæbne er beskrevet i detaljer. Aviser og især ugeblade har som sædvanligt skamløst ført det tragiske over i det patetiske.

Familien erklærer, at de vil arbejde for, at aktiv dødshjælp (eutanasi) bliver lovliggjort i Danmark. Medierne har fulgt op, og i mange indlæg lyder det, at må man indføre en moderne lovgivning, så danskere ikke behøver tage til udlandet for at komme af dage.

Vi har før set, hvordan beskrivelsen af en tragisk skæbne bliver selve argumentet for, at en sådan principiel beslutning skal tages. Så er der ikke mange, der siger imod eller tør sige imod. Det er simpelt hen svært at ytre betænkelighed. Over for den sørgelige fortælling fremstår ethvert forsøg på at sætte spørgsmålet i et bredere perspektiv, som følelseskoldt alene fordi der lægges afstand til enkeltfortællingen.

LÆS OGSÅ: På femten år har fire danskere fået hjælp til selvmord i Schweiz

Det opfattes nemlig ubevidst, som om der derved lægges afstand til den omtalte person. Her er psykologen, Niels Peter Agger mere ferm og leverede i fjernsynet og Kristeligt Dagblad det, englænderne kalder en crowd pleaser. På den januardag, hvor Jane Hoffmann indtog giften, foreslog han, at vi alle skulle tænde et lys i vinduet for hende. Så ville politikerne kunne forstå, at nu må de indføre eutanasi.

Medierne fokuserer ofte på følelsesladede historier om enkeltpersoner. Det gør emnet vedkommende, men i komplicerede spørgsmål er det nødvendigt at tænke i sammenhænge.

Jeg har tidligere fremhævet, at lidelsesfulde enkelt-tilfælde er et spinkelt grundlag for en generel lovgivning, der kan blive meget indgribende og netop stille andre enkeltpersoner i uforudsete og svære situationer. Retten til at dø kan for eksempel blive oplevet som en pligt til at dø, hvis det bliver en mulighed.

Men så faldt dommen hurtigt: Du må åbenbart gå ind for, at mennesker skal lide, var der én, som skrev til mig. Nej, det burde ikke være nødvendigt at skulle høre på den anklage, selvom jeg nævner, at det vil være umuligt at udforme en eutanasi-lov, som samtidig solidt beskytter sårbare og svage mennesker.

Jeg mener, det er godt, at vi stadig har en lovgivning, der fastholder en endelig barriere i straffeloven og ikke tillader, at vi godt må slå ihjel under visse betingelser, hvor det altid vil kræve et skøn, om de er opfyldt.

LÆS OGSÅ: Aktiv dødshjælp: Hvad er værdighed?

At menneskelig værdighed ikke kun knytter sig til, at man selv har kontrol over sine livsfunktioner, men også til, hvordan vi behandler de svageste og mest udsatte. At værdighed også har at gøre med den medmenneskelighed og kultur, vi ønsker der skal være i vort fællesskab.

At selve vurderingen af, om et menneskeliv er værdigt, er med til at nedskrive dets værdi. At man ikke fjerner lidelsens problem ved at fjerne den, der lider. At valgfriheden kan være tilsyneladende. At al talen om, at døden vel er vores egen og vores eget valg, ser bort fra, at valg i vigtige spørgsmål altid påvirkes af andre som igen påvirkes af vore valg. At det er retten til at være til besvær, der står på spil. At det kan være mere barmhjertigt, at valgmuligheden og dermed en indirekte tvang ikke findes.

At der er store afgrænsningsproblemer i Holland og Belgien. At man der oplever et brutaliseret syn på svage og handicappede og en næsten forventet argumentations-glidebane, hvor der for eksempel i Belgien nu er fremsat forslag om også at kunne foretage eutanasi af spæde handicappede og demente. For hvorfor skulle mennesker, der ikke selv kan bede om aktiv dødshjælp, men som efter omgivelsernes mening har et uværdigt liv, dog ikke også kunne modtage nådesdøden.

PÅ JANE HOFFMANNS dødsdag var eutanasi på programmet i TV2s aftenshow, og journalisterne lavede endog en hurtig sms-afstemning, hvis resultat efter oplægget var givet: Stort flertal for eutanasi. Lyt til folket, lyder det igen og igen. Men her ses bort fra, at man i de brede meningsmålinger ikke spørger alvorligt syge, men raske ofte netop med udgangspunkt i en lidelsesfuld enkelthistorie, som enhver må frygte.

LÆS OGSÅ: Aktiv dødshjælp igen. Den forståelige diskussion åbner for en farlig glidebane

Jeg har desuden endnu ikke set en meningsmåling om eutanasi, som ikke er værdiladet. Den næsten råber på et ja. De adspurgte kommer nemlig helt intuitivt til at svare på, om de er modstandere af menneskelig lidelse.

At indføre eutanasi vil blive et eksempel på, at vi nogle gange kan mere, end vi kan magte. Det, vi kan magte, er at hjælpe på livets side også i døden.

Tanken om aktiv dødshjælp bør erstattes af aktiv hjælp i døden. Jeg tror, vi i spørgsmålet om eutanasi har at gøre med den totalillusion, at der altid kan findes en teknologisk løsning på eksistentielle problemer, og at for eksempel en dødelig indsprøjtning er svaret på livets gåder.

Refleksion skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen, forfatter og cand.phil. Jens Smærup Sørensen og forfatter og journalist Kristian Ditlev Jensen