TV-program skærper debatten om aktiv dødshjælp
Debatten om aktiv dødshjælp er igen blusset op på dansk grund, efter at DR 1 i forgårs valgte at vise en dokumentar-udsendelse om en englænder, der dør på en selvmords-klinik i Schweiz
Skal et sygt og medtaget menneske have retten til at sige nej tak til sit eget liv? Spørgsmålet om aktiv dødshjælp har igennem flere årtier været debatteret i offentligheden og splittet både politikere og eksperter. Nu bliver argumenterne igen ridset op i debatten, efter at DR 1 søndag aften valgte at sende dokumentarudsendelsen Hjælp jeg vil dø om englænderen Craig Ewert, der vælger at dø på en selvmordsklinik i Schweiz.
Tidligere formand for Det Etiske Råd Ole Hartling er modstander af aktiv dødshjælp, og han er stadig glad for, at samtlige 17 medlemmer af Det Etiske Råd for få år siden vedtog, at aktiv dødshjælp ikke er vejen frem. Han advarer mod, at tv-mediet kan virke direkte forførende og oftest bliver det, når det blot præsenterer én side af sagen.
Vi bliver ved med at blive præsenteret for sådanne skrækhistorier, som lægger entydigt op til, at vi så alle skal sige: Ja, lad os hellere slå ihjel. Der skal ikke være noget, som vi ikke kan debattere. For vi har jo ikke censur, men så meget desto mere forpligtet er man til at belyse aspekterne af et så kompliceret spørgsmål, som det her er, siger Ole Hartling.
Hos Kræftens Bekæmpelse går man ikke ind for aktiv dødshjælp, men man støtter smertelindring, også selvom den i yderste konsekvens resulterer i døden.
Psykolog og leder af Kræftlinjen Kai Evan Pedersen har i de seneste 22 år rådgivet kræftpatienter, og han har ofte problemstillingen inde på livet, når han møder patienterne ude på sygehusene eller i rådgivningsgrupper. Han er aldrig stødt på danskere, der er taget til selvmordsklinikker i udlandet. Men han har set mange eksempler på kræftpatienter, der har næret ønske om aktiv dødshjælp.
Når lægen siger, at der ikke er mere at gøre, så opstår ønsket om en hurtig død. Folk frygter, at de bliver visne grøntsager, der er til belastning for deres pårørende. Og det er en rimelig og naturlig reaktion i den situation, fordi de er så usikre på, hvad den sidste del af deres sygdomsforløb indeholder. Men i dag er terminaltiden blevet nedsat meget på grund af den moderne medicin, siger Kai Evan Pedersen.
Han kender til flere episoder, hvor kræftpatienter i den sidste fase har medicin i form af eksempelvis morfin liggende til den dag, hvor de ønsker at forsvinde helt.
Det er en form for sikkerhed, de opererer med, men ofte gør de ikke brug af det. Den største forandring har været, at det ikke længere er et tabu at tale om det her ønske. Man kan tage en respektfuld snak med sundhedspersonalet, uden at man bliver mødt med fordomme, siger han.
Hos Alzheimerforeningen er direktør Nis Peter Nissen heller ikke tilhænger af aktiv dødshjælp.
Alzheimerpatienter kan ofte ikke tage vare på sig selv, og de er som regel konfuse. Det ville ikke være etisk forsvarligt at give dem sådan en mulighed, fordi de har svært ved at overskue problemstillingen. Vi har oplevet pårørende, der ønskede, at patienten gik bort. Men i stedet for at give op rådgiver vi folk til, at de skal give slip. Alzheimerpatienter forsvinder som personer, og det er en grum oplevelse. Vi vil ikke bedømme de pårørendes tanker, men vi opponerer imod, at det bliver et juridisk anliggende, siger Nis Peter Nissen.
Formand Flemming Schollaart fra Landsforeningen En Værdig Død er utilfreds med, at debatten i Danmark ikke har rykket sig igennem de senere år. Det er kun, når medierne bringer en historie på banen, at der kommer reaktioner.
Alle henviser til Det Etiske Råds udtalelser, men flere undersøgelser viser, at danskerne går ind for aktiv dødshjælp. Der er en uoverensstemmelse mellem befolkningens holdning og politikernes afstandstagen til det her spørgsmål. Jeg ville ønske, at der var mere politisk debat om emnet. For jeg tror, at patienterne i fremtiden vil kræve deres ret til selvbestemmelse, siger Flemming Schollaart.