Skal læger i Danmark udføre aktiv dødshjælp?

En person, dækket med klæde på en operationsstue. En høring om aktiv dødshjælp i går endte tvetydigt: Kan læger assisterer en patients selvmord? Foto: Michael Daugaard/ Denmark

Christiansborgs politikere er i tvivl, og derfor havde Folketingets sundhedsudvalg i går kaldt til høring om aktiv dødshjælp. Konklusionen var tvetydig, men befolkningen kalder på en lovændring

En mand er uhelbredeligt syg, og hans tilstand bliver kun værre. Han har smerter og ønsker at få gjort en ende på sit liv. Bør han have ret til at kræve en dødelig dosis gift i en drik? Kan en læge pålægges at assistere selvmordet? Og er det overhovedet mandens inderste ønske at dø, eller føler han et pres fra sine pårørende?

Dilemmaerne stod i kø under en høring om dødshjælp på Christiansborg i går. Folketingets Sundhedsudvalg havde trommet ordførere og eksperter sammen i lyset af, at debatten om aktiv dødshjælp stadig oftere dukker op i samfundsdebatten, og at de folkevalgte politikere savner viden og undersøgelser at bygge deres holdning til dødshjælp på. I Danmark er aktiv dødshjælp ikke tilladt, men passiv dødshjælp er. Hvis døden er uafvendelig, kan en patient eksempelvis vælge at sige nej til behandling, selvom det medfører døden.

LÆS OGSÅ: Dødshjælp: Belgien er langt ude på glidebanen

Mads Koch Hansen, formand for Lægeforeningen og høringens første oplægsholder, var ganske tydelig om sin og Lægeforeningens holdning til aktiv dødshjælp.

Det er ikke en tilladelse, vi ønsker at få. Patienten skal ikke møde en bøddel, men en læge, som sikrer, at patienten bevarer muligheden for et værdigt liv og en værdig afslutning på det. Muligheden for at vælge aktivt at blive slået ihjel vil pålægge den syge et helt urimeligt pres for at tage stilling.Og der findes gode alternativer til aktiv dødshjælp, pointerede han. Eksempelvis kan en læge afstå fra at genoplive eller kan indstille en livsforlængende behandling.

Lægeforeningens holdning står umiddelbart i kontrast til befolkningens, for undersøgelser har vist, at tæt ved tre ud af fire går ind for aktiv dødshjælp. Blandt Folketingets 179 medlemmer er det færre end hver femte, men både politikere og befolkning mangler viden om området, udtrykte Camilla Hersom, sundhedsordfører for De Radikale.

I den radikale gruppe er vi fortsat imod at gøre aktiv dødshjælp lovligt, men jeg har mødt pårørende til dødeligt syge, som ønskede det. Det undrer mig, at mulighederne for en dødeligt syg ikke fylder mere i debatten, for min opfattelse er, at en syg person har meget vide muligheder for at sige fra til livsforlængende behandling.

Også Jacob Birkler, formand for Det Etiske Råd, mener, at debatten om aktiv dødshjælp er skæv. Et flertal i Det Etiske Råd er imod at lovliggøre aktiv dødshjælp.

Hvorfor går så mange i befolkningen ind for aktiv dødshjælp? Hvis jeg bliver spurgt af Gallup, vil jeg svare: Ja, jeg er tilhænger af aktiv hjælp til døende, men jeg er imod, at vi dræber patienter. Debatten strander ofte, fordi det handler om at være for eller imod aktiv dødshjælp, men lad os i stedet spørge hinanden: Hvordan hjælper vi vores døende medborgere bedst?.

Fra Palliativt Videncenter, som arbejder for at styrke lindrende behandling af dødeligt syge, meldte centerchef Helle Timm sig parat til at udarbejde en udredning af området.

Vi mangler viden om, hvorfor befolkningen bliver ved med at sige, at den går ind for aktiv dødshjælp. Og vi mangler en udredning af hele den palet, der findes af muligheder for dødeligt syge. For mulighederne er en gråzone, som danskerne ikke har forstået mig selv inklusive.

Der er på nuværende tidspunkt ingen lovændrende tiltag på vej fra Sundhedsministeriet, men loven bør ændres, advokerede sognepræst Loa Skovgaard Christensen.

Jeg ved ikke, hvordan en ny lovgivning skal strikkes sammen, jeg kan bare konstatere, at med den lov, vi har nu, møder jeg folk, som ikke bliver favnet. Jeg går ind for medlidenhedsdrab, fordi der ikke er nogen, der skal lide unødvendigt, og lige nu kan vi ikke tilbyde dødeligt syge patienter det tilstrækkelige.

Ole Hartling, læge og bestyrelsesmedlem i Landsforeningen Liv og Død, opsummerede, hvorfor han ikke er stemt for at lovliggøre aktiv dødshjælp i Danmark.

Hvis en dødeligt syg patient er fri til at vælge aktiv dødshjælp, får man også pligt til at vælge. Hvis det bliver en mulighed, vil alle skulle overveje det, og ingen vælger ud fra kun sig selv. Den døende vælger af hensyn til andre. Det er retten til at være til besvær, som er på spil.

I dag evaluerer Folketingets Sundheds- og Forebyggelsesudvalg gårsdagens høring.