Skån lægerne i dansk dødshjælpsreform

Mindst 18 personer har mistet livet i to bombeeksplosioner i det nordlige Irak.Angrebet fandt sted ved en busstation i byen Kirkuk, og bomberne eksploderede ikke langt fra politiets hovedkvarter, oplyser politichef Salam Zangan.--Bloodstains are seen on Foto: Landscape.

En dansk reform bør primært indebære, at man selv gennemfører den aktive handling, men med lægelig råd og bistand, skriver Niels I. Meyer

KRISTELIGT DAGBLAD bør roses for den afbalancerede serie om aktiv og lægeassisteret dødshjælp. Man kan håbe på, at de velovervejede betragtninger fra erfarne fagfolk vil give anledning til nye overvejelser i det danske folketing og i Det Etiske Råd.

Jeg har selv i artikler i Politiken og Kristeligt Dagblad argumenteret for, at der er behov for at justere de nuværende danske regler uden nødvendigvis at gå så langt, som man har gjort i Holland. Meningsmålinger peger også på, at et flertal i den danske befolkning deler dette synspunkt.

Det er vigtigt at skelne mellem to forskellige situationer. Hvis et menneske har fysisk og psykisk kontrol over sin situation og klart ønsker at slutte sit liv ved egen handling, bør vedkommende kunne få lægelig hjælp til at gennemføre dette på en skånsom måde. Det kan man ikke med den nuværende lovgivning.

Interviewet med den erfarne hollandske læge Wilfred van Oijen den 18. maj dokumenterer klart, at selvom han går ind for de hollandske dødshjælpsprincipper, så er det en meget stor menneskelig belastning for de involverede læger.

Derfor er det mit forslag, at en dansk reform primært skal indebære, at man selv gennemfører den aktive handling, men med lægelig råd og bistand.

Reformen kunne eventuelt også tillade det motiv, som van Oijen betegner som gamle menneskers livstræthed. En anderledes situation findes, hvis et menneske ligger hjælpeløst på hospitalet uden mulighed for helbredelse og med stærke smerter, som ikke kan lindres i tilstrækkeligt omfang selv med de nyeste hjælpemidler.

Ifølge gældende dansk lov har lægen lov at give stærke smertestillende midler, selvom dette kan fremskynde døden. Men lægen har ikke lov til umiddelbart at gennemføre den endelige afslutning på livet (eutanasi), for eksempel ved den metode, som van Oijen betegner palliativ sedering, hvor patienten ikke vågner op fra en stærk form for bedøvelse.

I min vurdering bør en reform af den danske lov inkludere muligheden for palliativ sedering kontrolleret af et særligt ekspertråd på hospitalet.

Det er på tide, at man også i Danmark giver selvstændige mennesker lov til at selv at have indflydelse på afslutningen af deres liv, uden at dette skal forhindres af formynderi fra religiøse henvisninger eller mere eller mindre løse påstande om glidebaner og pres fra grådige arvinger.

Niels I. Meyer, professor emeritus, Grønnevang 55, Hørsholm