Selvdød: Kristeligt Dagblads nye serie er under lavmål

Det eneste rimelige er at vise lægerne tillid og agtelse og overlade det til dem, hvornår behandling skal opgives

MÅTTE AL den klamme palaver om aktiv dødshjælp dog snart høre op, og avisen igen beskæftige sig med noget vedkommende. For ærlig talt hvad rager det os? Alene udtrykket! Føj for den lede!

Skal der lovgives om mord, hvad der reelt er tale om, når al bavlet skrælles væk? Selvfølgelig skal der ikke det! Man skal lovgive om så lidt som muligt og kun, hvor det er bydende nødvendigt. Jo flere love, jo flere lovovertrædelser, jo mere papirnusseri, jo mere juridisk pindehuggeri.

LÆS OGSÅ: Dødshjælpsdebat på nettet

Enhver, der har haft med uhelbredeligt syge og døende at gøre, ved, at lægerne på et eller andet tidspunkt siger: Nu er det nok! og indstiller en udsigtsløs behandling. Godt det samme! De er forpligtet til at redde liv ikke til forestå mordklinikker og slå ihjel. Indstiller de behandlingen, er det efter deres ansvarlige professionelle skøn og deres samvittigheds anvisning. Hvad er mere tilforladeligt?

Det eneste rimelige er at vise lægerne tillid og agtelse og overlade det til dem, hvornår behandling skal opgives, og hvornår ikke. Alt andet vil medføre uoverskuelige problemer.

Jeg havde en nær ven, der døde 33 år gammel af en modbydelig kræftsygdom. To dage før mødte jeg hans læge, der sagde: Nu har vi indstillet behandlingen og nøjes med at smertelindre, for dette skal også være værdigt!, hvad ingen ville indvende noget imod.

For nogle år siden kunne det tyske tidsskrift Der Spiegel fortælle om en hollandsk familie, der ville yde farfar aktiv dødshjælp, men hjælpen kiksede, og farfar forblev i live til familiens store harme, for den måtte udskyde en ferie!

Der er mennesker, som tager sig af dage i dyb fortvivlelse og sjælelig nød (sygdom) eller i en fysisk sygdoms uudholdelige og nedbrydende smerter eller efter ubærlige og uoprettelige nederlag i arbejde, ægteskab, familie, samfund og de fortjener vores ubetingede deltagelse og medfølelse, men ikke nødvendigvis accept af det valg, de træffer.

I særdeleshed er historien den 14. maj om Hanne, som vi tvinges på intimt fornavn med (må vi være fri!), ulækker og skamløst befamlende og derfor elendig og smattet journalistik, uværdig for Kristeligt Dagblad! Hun blev myrdet i Schweiz. Og hvad så? Hende og Schweiz om det, når hun sådan ville smide sit liv væk.

Lad mig som en nyttig kommentar til Hannes vamle historie anbefale den tyske forfatter Daniel Kehlmanns galgenhumoristiske historie i samlingen Berømmelse om Rosalie på 72, der rejser ud for at dø i Schweiz! Men hun fortryder i sidste øjeblik, hvad der gør forfatteren stiktosset: Nu har han lige arrangeret det hele så perfekt, en god historie, måske en smule sentimental, og så springer konen fra tilmed i et uhøvisk sprog, der gør forfatteren målløs, hvad bilder hun sig ind? Jeg ved ikke hvem, der har lært hende at tale sådan. Det passer ikke til hende, det er et stilbrud, det skader min prosa. Tag dig dog sammen!. Nej, jeg vil ej!, lyder det stædige svar.

Lad mig som yderligere et bidrag til Kristeligt Dagblads serie foreslå vendingen aktiv dødshjælp skiftet ud med glosen selvdød. Den vækker helt naturlige associationer.

Johannes H. Christensen er tidligere sognepræst