Nu har jeg også som sygeplejerske fået nok!
Jeg har ikke uddannet mig til sygeplejerske i et samfund, hvor man tilbyder sine lidende patienter at kunne blive slået ihjel. Sådan skriver sygeplejerske Lisbeth Arbøl. Hun spørger, om det mon er den utilstrækkelige brug af lindrende behandling, som gør, at flere nu går ind for aktiv dødshjælp, og hun konkluderer: Hvis det er rigtigt, er vi på vej i afgrunden
Af Lisbeth Arbøl, sygeplejerske
Jeg kan ikke mere!. Sådan lød den meget stille og grådkvalte stemme i telefonen, da jeg tog telefonen på mit arbejde i det udgående palliative team (lindrende team), hvor jeg arbejder.
Manden fortalte videre med pauser, hvor han prøvede at få styr på gråden og sin åndenød. Han fortalte om hovedtræk i et par års sygdomsforløb med mange alvorlige svigt på de hospitaler, han havde været indlagt: forkert medicin, manglende medicinering, manglende information, aflyste undersøgelser og meget andet, hvilket øgede hans angst, forvirring og frustration.
LÆS OGSÅ: De 10 vigtigste ting om aktiv dødshjælp
Lige nu var han udskrevet fra sygehus med forskellig medicin, men efter to dage, havde afdelingen stadig ikke, trods hans opringninger til dem, sendt en recept til apotekerne på den ordinerede medicin og han havde nu svær åndenød og smerter. Han havde kimet sin praktiserende læge ned, men ikke kunnet komme i kontakt. Ingen havde sat ham i kontakt med kommunens hjemmesygeplejersker. En ven havde givet ham telefonnummeret til vores udgående palliative team.
Jeg har arbejdet 13 år med palliativ pleje 10 år på et hospice og tre år i et palliativt team, som kører ud i mange kommuner til døende patienter, og som rådgiver patienter, pårørende og sundhedspersonale via telefonrådgivning. Jeg må desværre sige, at ovenstående på ingen måde er enkeltstående!
Forleden læste jeg om sundhedsminister Astrid Krags (SF) udtalelse: Det er vigtigt at sikre, at alvorligt syge mennesker har anstændige rammer for en værdig død. Derfor mener jeg også, at det absolut er værd at tage debatten om aktiv dødshjælp. (Min fremhævning).
Anstændige rammer for en værdig død er ikke aktiv dødshjælp, men lindrende behandling. Når patienter og pårørende får indblik i alle de lindringsmuligheder, vi kan tilbyde fra hospicer og udgående palliative team, efterspørger de meget sjældent aktiv dødshjælp, men lindrende aktiv livshjælp på en måde, hvor smerter og andre symptomer lindres, indtil døden indtræffer på en naturlig måde.
Mange politikere og borgere kender ikke forskel på såkaldt aktiv og passiv dødshjælp, hvilket er farligt og meningsforstyrrende. Ved aktiv dødshjælp giver man bevidst patienten medicin med det klare mål, at døden indtræffer inden for kort tid. Passiv dødshjælp er de situationer, hvor man for at lindre for eksempel smerter, åndenød, angst og uro giver medicin i så tilstrækkelige doser, som er fagligt nøje udregnet, at man er klar over, at det i nogle tilfælde kan fremskynde døden nogle timer eller dage. Målet er at lindre ikke at slå ihjel.
Derfor er udtrykket passiv dødshjælp uheldigt og misvisende. I stedet for passiv dødshjælp burde vi tale om sufficient (tilstrækkelig) palliativ (lindrende) behandling. Der er rigtig mange midler man kan lindre smerter, angst, uro, åndenød, kvalme med videre med, og rammerne herfor er både vide og fagligt forsvarlige. Sundhedsstyrelsen lægger nu op til, at palliation tilbydes kvalificeret til alle døende og ikke kun til cancerpatienter. Desuden er der klar lovgivning for, at en patient kan frasige sig livsforlængende behandling, hvilket kan være alt fra kemoterapi, antibiotika mod infektion, væskebehandling, sondemad med videre. Hvorfor tilbydes dette så ikke i tilstrækkelig grad i vort samfund? Er dette med til, at flere i samfundet taler om aktiv dødshjælp? Hvis det er rigtigt, er vi på vej i afgrunden og skal virkelig til at tage os sammen!
Jeg oplever jævnligt eksempler som disse: Hjemmesygeplejerskerne kan ofte heller ikke på deres patienters vegne komme i kontakt med praktiserende læger og hospitalsafdelinger.
Patienter og pårørende fortæller om alvorlige medicineringsfejl ved indlæggelse på hospitalsafdelinger og i hjemmeplejeordningerne i kommunerne.
En pårørende fortalte mig, at hun på en hospitalsafdeling selv måtte medbringe medicin og give sin mand indsprøjtninger, da personalet ikke magtede at administrere medicinen efter de tilrettelagte forskrifter. Senere på en sengeafdeling stod hun op hele natten, fordi hun var bange for at falde i søvn, hvilket hun ikke turde, for ingen kiggede ind og observerede, om manden havde smerter.
En del plejehjem har ikke sygeplejersker på vagt om natten, hvilket betyder at sosu-assistenter, hvis dygtighed jeg ikke betvivler, står alene med ansvaret for kompleks behandling og medicinering af alvorligt syge og døende. Da kompetancereglerne for kompleks medicinering foreskriver, at sosu-assistenter i de fleste tilfælde ikke må administrere dette selvstændigt, må de tilkalde en vagtlæge, der kommer efter timer og ofte indlægger patienten.
Flere kommuner har heller ikke hjemmesygeplejersker om natten, hvilket betyder, at døende patienter ikke får optimal hjælp eller genindlægges mod deres vilje. Og mennesker dør også om natten og har brug for kompleks pleje og medicinering om natten.
Er det underligt, at nogle patienter og pårørende siger Jeg kan ikke mere!? Disse mangelfulde systemer i vort sundhedsvæsen skaber lidelse og frustration og er tilmed dyre for samfundet. Mine kollegaer, læger, sygeplejersker, sosu-assistenter og -hjælpere med flere vil alle gerne gøre tingene bedre. Hvad kan vi gøre?
Nu har jeg også som sygeplejerske fået nok! Jeg vil ikke længere høre på den ulidelige kasten bolden frem og tilbage mellem stat, regioner og kommuner! Nu må stats- og sundhedsministeren tage ansvar for, at disse instanser kommer til at samarbejde også om denne patientgruppe de døende. Det er fuldstændigt nødvendigt, at specialniveauet (hospiceniveauet) og basisniveauet (primærsektoren) har kontakt med hinanden døgnet rundt, hvis det skal fungere i praksis for patienten, uanset hvor patienten befinder sig. Det er en falliterklæring af dimensioner, hvis ikke vi kan løse denne opgave. Her er, hvad der bør gøres:
1) Obligatorisk uddannelse i palliation på grundlæggende niveau på alle sundhedsfaglige studier indbefattende praktik på hospicer og palliative team.
2) Palliation bør blive et lægefagligt speciale.
3) Praktiserende læger bør have tid til og honorering for kontinuerlige hjemmebesøg hos deres døende patienter.
4) Alle mindre hospitaler, som ikke har en palliationsenhed med palliativt uddannet læge tilknyttet, bør have minimum én videreuddannet palliationssygeplejerske ansat, som refererer direkte til nærmeste hospices læge-og sygeplejefaglige ledelse.
5) Alle kommunale hjemmesygeplejeordninger bør have minimum én palliationssygeplejerske ansat, som ligeledes refererer direkte til nærmeste hospices ledelse.
6) Der skal være så mange hopiceafdelinger og palliative team, at en patient har behandlingsgaranti på at blive indvisiteret af læge og sygeplejerske indenfor for eksempel tre uger efter, at henvisning er sendt.
7) Nogle patienter med længere palliative forløb har brug for længere indlæggelse, end hospicerne har kapacitet til. Derfor kunne hospicerne udvides med nogle senge til længerevarende, mere stabile forløb.
8) Der skal oprettes palliationshotlines (telefonrådgivning) i alle regioner bemandet døgnet rundt med specialuddannede sygeplejersker, som kan vejlede vagtlæger og sygeplejersker, patienter og pårørende. Hotlinen kunne være på et hospice, hvor vagtlæger og kommunale akutteam kunne hente skriftlige vejledninger og speciel medicin.
9) Da ikke alle kommuner har ressourcer til at have sygeplejersker i nattevagt, må der oprettes tværkommunale udrykningsteam, som på for eksempel hotlinens vejledning kan udføre de komplekse sygeplejeopgaver døgnet rundt.
Alle ovenstående tiltag vil tjene sig selv ind, først og fremmest fordi genindlæggelser på sygehuse på forskellig vis er meget dyre både for stat, region og kommune. Jeg har ikke uddannet mig til sygeplejerske i et samfund, hvor man tilbyder sine lidende patienter at kunne blive slået ihjel. Jeg har uddannet mig til og i mit sygeplejeløfte forpligtiget mig til det modsatte. Jeg indbyder statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og sundhedsminister Astrid Krag til en åben samtale om ovenstående og vil gerne mødes med dem.
Lisbeth Arbøl er sygeplejerske