Mulighed for aktiv dødshjælp kan blive et ubærligt ansvar

Hvis man tilhører en nærmere defineret gruppe af svært og uhelbredeligt syge mennesker, vil man uvægerligt med lovliggørelsen af aktiv dødshjælp blive mødt med en forventning om, at aktiv dødshjælp er noget, man tager stilling til. Foto: Jean Francois FREY/PHOTOPQR/L'ALSACE

Vi har som samfund et ansvar for at sikre, at der ikke stilles lighedstegn mellem det at være afhængig af andres hjælp og så uværdighed, skriver Christian Borrisholt Steen

Debatten om aktiv dødshjælp har fået nyt liv, efter at politikerne har sat temaet på dagsordenen igen. Diskussionen har blandt andet fået ny næring af, at flere meningsmålinger tyder på, at et flertal af danskerne ønsker at lovliggøre aktiv dødshjælp.

Jeg er overbevist om, at mange af de danskere, der siger, at de går ind for aktiv dødshjælp, gør det af den bedste mening. For mig ændrer dette dog ikke ved, at lovliggørelse af aktiv dødshjælp i Danmark vil være en farlig vej at gå.

LÆS OGSÅ: Læger og sundhedspersonale siger nej til aktiv dødshjælp

Et ofte fremført argument for aktiv dødshjælp handler om den enkeltes selvbestemmelse. Man skal selv kunne bestemme, hvornår man ønsker at dø. Det kan lyde besnærende, ikke mindst fordi vi i mange af livets forhold netop hylder tanken om selvbestemmelse og om frit at kunne vælge. Hvorfor så ikke også i forbindelse med livets afslutning?

For mig er problemet her, at det i en situation, hvor man skal vælge mellem døden og livet, i praksis er svært at forestille sig, at der kan være tale om reel selvbestemmelse.

At vælge mellem livet og døden er en stor og kompliceret opgave og et næsten ubærligt ansvar at pålægge et menneske, der i forvejen befinder sig i en vanskelig situation.

En tilstand af for eksempel angst og fortvivlelse, som mange døende må formodes at befinde sig i, er for mig at se alt andet end ideelle betingelser for at kunne træffe et rationelt valg på baggrund af selvbestemmelse.

En typisk indvending er her, at man jo ikke er tvunget til at vælge aktiv dødshjælp, blot fordi det lovliggøres. Så enkelt er det for mig at se ikke. I det øjeblik aktiv dødshjælp lovliggøres, vil hele den gruppe af patienter, for hvem aktiv dødshjælp tænkes lovliggjort, være dømt til at vælge.

Mange uhelbredeligt syge mennesker vil således for mig at se blive belastet af netop at kunne vælge mellem livet og døden, og det gælder også dem, som aldrig ville drømme om at gå ind for aktiv dødshjælp. Man bliver dømt til at vælge, ene og alene fordi muligheden er til stede.

Et andet ofte fremført argument handler om, at døende har krav på en værdig død. Jeg er naturligvis enig i, at alle har ret til en værdig død. Desværre bliver spørgsmålet om en værdig død ofte koblet sammen med det at være afhængig af andres hjælp. Underforstået, det er uværdigt at være afhængig af andres hjælp.

Denne sammenblanding kan jeg ikke kraftigt nok advare imod. Det er en helt naturlig del af livet, at vi har brug for andres hjælp og støtte, ikke mindst i forbindelse med livets begyndelse og livets afslutning.

Vi har som samfund et ansvar for at sikre, at der ikke stilles lighedstegn mellem det at være afhængig af andres hjælp og så uværdighed. Vi skal tværtimod sikre den optimale pleje og omsorg for døende.

Den kæmpe indsats, der gøres af både sundhedspersonale og frivillige rundtomkring på landets hospicer, er prisværdige eksempler på, at der netop ikke kan sættes lighedstegn mellem afhængighed og uværdighed.

At vi mennesker har værdighed, betyder, at vi har iboende og uendelig værdi, uanset i hvilket omfang vi er afhængige af andres hjælp. Det skal vi holde fast i, og det er politikernes ansvar, at den palliative indsats styrkes, således at ingen med rette vil kunne argumentere for aktiv dødshjælp med henvisning til, at alternativet til døden er et uværdigt liv.

Som jeg skrev tidligere, så vil lovliggørelse af aktiv dødshjælp medføre et valg og en stillingtagen for uhelbredeligt syge mennesker, som man ikke kan blive fri for. Man er så at sige dømt til at vælge.

Hvis vi på den måde indfører undtagelser fra det generelle bud om ikke at slå ihjel, risikerer vi som samfund samtidig at stemple bestemte grupper af svært lidende medmennesker.

Hvis mennesker i bestemte situationer har muligheden for at få hjælp til at dø, så medfører det samtidig en forpligtelse fra samfundets side til at tage livet af disse mennesker, når de ønsker at dø. Lovliggørelsen af aktiv dødshjælp vil således, hvad enten vi vil det eller ej, have radikal indvirkning på vores medmenneskelige relationer.

Hvis man tilhører en nærmere defineret gruppe af svært og uhelbredeligt syge mennesker, vil man uvægerligt med lovliggørelsen af aktiv dødshjælp blive mødt med en forventning om, at aktiv dødshjælp er noget, man tager stilling til.

Et sådant pres fra samfundets, pårørendes og andres side er efter min mening ikke et værdigt valg at stille alvorligt syge mennesker over for.