Lis og Henning sagde farvel til livet sammen

Henning spillede ofte harmonika, og Lis sang til. Dog ikke så ofte de senere år, hvor hun var meget syg af sklerose. – Privatfoto.

De var begge alvorligt syge, og en efterårsdag i 2008 forsøgte Lis og Henning at begå selvmord sammen. I første omgang lykkedes det for hende, mens han blev sigtet for drab. Men inden retssagen begik Henning selvmord

Den 1. oktober 2008 lidt før klokken 21 modtog alarmcentralen et opkald fra en kvindelig hjemmehjælper, der stod uden for et sommerhus et sted på Vestsjælland. Udskriften af samtalen mellem kvinden og 112 lyder sådan her:

Anmelder: Jeg ringer angående to klienter, som jeg har her, som ligger og prøver at begå selvmord.

112: To, som prøver at begå selvmord?.

Anmelder: Ja, det er et ægtepar.

112: Hvad har de gjort?.

Anmelder: Det ved jeg ikke. De ligger der, og vi har ikke turdet gøre noget. Det stinker stærkt.

112: Lugter der af gas?.

Anmelder: Jeg ved ikke. Vi tør ikke gå ind.

112: Kan I åbne vinduer og døre, så de ikke bliver mere forgiftede? Er de døde eller i live?

Anmelder: Vi tør ikke gå derind. Vi kan ikke lide at gå derind.

112: Skal jeg sende brandvæsnet?.

Anmelder: Han trækker vejret. Der er en mærkelig lugt. Ja, og det skal altså gå stærkt.

112: Er der åben ild?.

Anmelder: Nej, de ligger der sammen. Det plejer de ikke. De har låst døren og trukket vinduerne for. Han trækker vejret. Vi kan høre, at han trækker vejret tungt.

Det begyndte som en helt almindelig hverdag i et sommerhusområde på Vestsjælland. Bag væggene i det gule murstenshus havde onsdagen formet sig, nøjagtig som den plejede for ægteparret Lis og Henning. De opholdt sig som altid mest inden døre.

Tidligere havde de kørt ture i invalidebilen. Men efter 18 års sklerosesygdom var Lis meget svækket, og Henning havde fået en svulst i hjernen og turde ikke køre bil længere.

Det var dog stadig ham, som stod for alt det praktiske i huset, og han tog sig ikke mindst omsorgsfuldt af sin kone: Han bar rundt på hendes spinkle krop, vaskede og madede hende. Og holdt cigaretten for hende, når hun skulle ryge.

Inde i soveværelset lå 66-årige Lis i en hospitalsseng på hjul med udsigt til et fjernsyn. Hjemmehjælperne havde lige været der og løftet hende over fra kørestolen. Egentlig var det den tid på dagen, hvor 72-årige Henning lavede aftensmad noget, han altid hyggede sig med.

Men ikke i dag. I stedet slæbte han en kuglegrill fra haven ind i soveværelset. Han låste yderdøren og trak gardinerne for i hele huset, tog en kulskovl og fyldte grillen med briketter og tændte op, til det begyndte at ryge.

Så tætnede han sprækken under døren til soveværelset med et gammelt ternet viskestykke og lagde sig i sengen ved siden af Lis. Hun var så afmagret, at der var god plads, selvom Henning var en stor mand. Henning og Lis sagde farvel til hinanden. De var enige om, at der ikke var mere at leve for.

Det er fire et halvt år siden, og de to mennesker lever ikke længere til at fortælle historien. Politiets sagsmappe tæller næsten 100 tætskrevne sider i en 10 centimeter høj stak. Og af de tekniske beviser, lægeudtalelser og vidneudsagn i mappen tegner der sig en mosaik af, hvad der skete i det gule sommerhus den 1. oktober 2008 og i tiden efter.

Godt tre timer efter, at Henning og Lis havde lagt sig på sengen sammen, ankom den kommunale hjemmepleje rutinemæssigt til huset for at hjælpe med at gøre Lis klar til natten. Begge kolleger var kommet hos ægteparret mange gange dagligt gennem flere år.

De kunne straks se, at noget var galt: Gardinerne var trukket for, og døren var låst. Der var en mærkelig giftig lugt ved huset. Den ene af dem ringede straks til alarmcentralen. Kort efter gik den anden ind og åbnede døren til soveværelset:

I sengen lå Henning på siden med armene over kors og ansigtet imod væggen. Lis lå på ryggen ved siden af. Hun var bevidstløs. Hennings åndedræt var svagt.

Hjemmehjælperen lukkede hurtigt døren igen. Det var et modbydeligt syn, forklarede hun senere til politiet.

De to kvinder besluttede sig for at fjerne grillen. De kunne ikke finde handsker og endte med at bruge en af Lis gamle kjoler til at holde om den rygende grill.

Kort efter ankom to ambulancer. Selv om Falckredderen senere forklarede, at han ved første øjekast vurderede, at Lis var død, forsøgte han sig med førstehjælp. Dog uden resultat. Lis blev lagt i den ene ambulance.

Henning fik iltmaske på og blev svøbt i et tæppe og lagt på en båre i den anden ambulance og kørt direkte til behandling på Rigshospitalet.

Henning vågnede på hospitalet på vej til undersøgelse. Da det gik op for ham, at Lis var død, men at han stadig levede, blev han ulykkelig. Ifølge den politiassistent, der holdt vagt ved hans seng, sagde han:

"Jeg er glad på min kones vegne for, at hun fik fred. Vi skulle have været døde sammen. Men jeg må vente lidt endnu."

Dagen efter blev Henning sigtet for forsætligt drab på sin kone, der kan give fængsel fra fem år og op til livstid. Han blev dog også sigtet efter en anden og mildere paragraf i straffeloven, hvori der står: Den, som dræber en anden efter dennes bestemte begæring, straffes med fængsel indtil tre år. For det blev hurtigt tydeligt for politiet, at der højst sandsynligt var tale om et aftalt selvmord.

I politirapporten kan man blandt andet læse, at der ikke var tegn på vold. Hverken på Lis eller i hjemmet. Der var ryddet op. Der var ikke noget selvmordsbrev. Det eneste bemærkelsesværdige i gennemgangen af huset var sofabordet i Lis soveværelse: Midt mellem creme, sæbe og medicin lå der en kulskovl.

Henning mødte Lis gennem sin lillesøster i begyndelsen af 1980erne. Hun havde tre voksne børn fra tidligere forhold, mens Henning havde været ungkarl hele sit liv. De blev meget forelskede og flyttede hurtigt sammen i Hvidovre og blev senere gift. Lis arbejdede på socialkontoret, mens Henning, som var ordblind og ufaglært, ernærede sig ved forskellige småjobs.

Da Lis blev syg og fik invalidepension, valgte parret at flytte op i sommerhuset hele året. Det var billigere, og huset lå skønt midt i naturen.

Lis og Henning var altid sammen, og de var begge glade for at synge og spille. Han tog harmonikaen frem ved festlige lejligheder, og så sang Lis til hun kunne alle de gode gamle sange udenad om blomsterpiger, skærslibere og ulykkelig kærlighed.

Hennings favoritnummer var Alperosen. Sangen handler om to unge elskende. Den unge pige beder sin bejler hente en alperose, men han glider og falder ned fra bjerget og dør. Derefter kaster hun sig ud, og så ligger de døde sammen ved klippens fod, mens den hvide alperose farves rød af deres blod.

I de senere år blev harmonikaen dog ikke hevet frem særlig ofte. Og til sidst kunne Lis ikke længere synge.

Vidneudsagn fra den nærmeste familie, naboer og hjemmehjælpere er nærmest enslydende: Lis og Henning var meget tæt knyttede. Hjemmehjælperne fortalte blandt andet, at Henning indimellem havde svært ved at overlade plejen af Lis til dem.

Men kun fordi han ville gøre alting bedst muligt for hende. Han var meget beskyttende og mindede dem ofte om, at de ikke måtte tage for hårdt på hans kone. Når hjemmehjælperne skulle tage sig af hende, og hun blev kørt ind i soveværelset, krammede han hendes hånd og sagde: Vi ses om lidt, Lis-pige.

To dage efter selvmordsforsøget var Henning kommet sig så meget, at han kunne afhøres. I retten fortalte han, at Lis var meget svækket af sin sygdom. Hun vejede kun omkring 40 kilo og fik både morfin og Stesolid mod voldsomme smerter og spasmer i kroppen.

Hun var helt klar mentalt, men var sjældent vågen mere end et par timer ad gangen. Den seneste tid havde hun haft blødninger fra underlivet. Måske var det cancer. Hun var blevet indkaldt til en undersøgelse, men havde aflyst samme dag. Hun orkede ikke mere.

Henning havde fået konstateret en svulst i hjernen i nærheden af det ene øje. Den var godartet, men en scanning måneden forinden havde vist, at den voksede. Derfor var han blevet indstillet til operation, men sagde: Jeg vil ikke opereres i hjernen, så hellere dø.

Hennings største bekymring var, hvem der skulle tage sig af Lis, hvis han mistede synet eller fik en hjerneskade ved operationen.

Ifølge Henning var det længe siden, at de havde besluttet, at de ville dø sammen. Hvorfor det lige blev onsdag den 1. oktober, kunne han ikke forklare. Men Lis havde sagt: Jeg kan ikke mere nu. Henning havde tidligere hørt i radioen, at nogen var døde af røgen fra en grill inde i huset, så han havde længe haft en plan om, at det var sådan, det skulle foregå.

De skulle sove stille ind, uden dramatik, havde han tænkt. Ja, han vidste godt, at hjemmehjælperen kom igen hen under aften. Men han havde ikke troet, det tog så lang tid at dø.

Naboerne i sommerhusområdet kendte godt Lis og Henning. Hun opholdt sig mest inde i huset, men indimellem kunne man få en snak med Henning over hækken. Han blev beskrevet som flink og rar også munter og positiv.

Men flere af dem havde noteret sig, at det gik ned ad bakke med hans helbred. Den ellers meget store mand var blevet tyndere, og han forsømte sin personlige hygiejne stadig mere.

Selvom de var rystede, var hverken familiemedlemmer, hjemmehjælpere eller naboer overraskede over selvmordsforsøget. De havde ofte hørt Lis og Henning sige, at når de blev for svækkede, ville de dø sammen. Året forinden havde de siddet på terrassen med Hennings søster, som havde hørt ham sige til Lis:

Vi er enige om, at vi skal herfra sammen.

Ja, selvfølgelig skal vi det. Tak, Henning, havde Lis svaret. 

Hjemmehjælperne havde forsøgt at tale parret fra det. Den ene hjemmehjælper havde blandt andet sagt, at det jo ikke var rart for hende, hvis hun skulle finde dem. Det gjorde indtryk på Henning, og siden talte han ikke lige så ofte om selvmordsplanerne.

Da Henning var indlagt på Rigshospitalet efter selvmordsforsøget, sagde han:

Når jeg er færdig med det her, så tager jeg billetten, for jeg kan ikke leve uden hende.

Kort efter forsøgte han at tage sit eget liv med nogle af Lis sovepiller. Men dosen var for lille. Efterfølgende fik han tildelt et rækkehus af kommunen med en lille have. Henning blev mere indesluttet. Selvom familien mente, han måske var ved at komme sig over tabet af Lis, savnede han sin kone.

Han var indstillet til mentalundersøgelse af en psykiater med henblik på straffesagen imod ham om drabet på Lis.

Men undersøgelsen blev ikke gennemført, og der faldt aldrig dom i sagen. Den 24. august 2009 samme dag som psykiateren skulle mødes med Henning blev han fundet død på sin nye adresse. Han havde brugt samme metode som i sommerhuset: røgforgiftning.

Vedrørende underretning om dødsfald i verserende straffesag, står der på det sidste papir i politiets sagsmappe dateret den 17. september 2009. Sagen henlægges.

Denne gang havde Henning efterladt et selvmordsbrev stilet til sin lillesøster. Hun sørgede for, at der kom et billede med i hans kiste af Henning og Lis sammen. Derefter blev han bisat og hans urne sat ned samme sted som Lis, så de kunne ligge sammen. Sådan som de oprindeligt havde ønsket.

På trods af manglende kendskab til teologiske begreber som nåde, miskundhed, synd og skyld hos de yngre generationer, er der en stigende interesse for kristendommen blandt danskerne. Her ses Kirke Hyllinge Kirke. – Foto: Leif Tuxen.