Hvornår vil du skade et andet menneske?

Hvorfor er vi så bange for at lade naturen gå sin gang? Hvorfor er det naturlige ved at blive gjort unaturligt? Er det ikke det mest naturlige, at gamle mennesker dør, når tid er? Sådan spørger en erfaren sygeplejerske, der er træt af det nye pålagte krav om akut genoplivning, i dagens kronik

DR 3 SENDTE DEN 10. APRIL i år under overskriften Hvornår vil du skade et andet menneske? et tankevækkende program om, hvordan ganske almindelige mennesker vil gå langt ud over deres egne naturlige grænser og påføre et andet menneske smerte, blot fordi en autoritet beder dem om det.

Programmet viser, hvordan vi faktisk kan hjernevaskes til at sætte vores egen naturlige opfattelse ud af kraft, fordi vi så at sige manipuleres til at gøre, hvad en autoritetsperson forlanger af os.

Denne problemstilling er ganske aktuel for mig og mange andre sundhedsfaglige personer i Danmark. Jeg er sygeplejerske og har været dette i cirka 20 år af mit liv. Jeg blev uddannet sygeplejerske, fordi jeg ønsker at yde omsorg for mennesker.

Det er sådan, at hvis en akut situation opstår med et ældre menneske, hvad enten det er på sygehuset, i døgnplejen eller på plejehjem, skal vi som sundhedspersonale under alle forhold påbegynde livreddende behandling af dette menneske.

Såfremt man er ansat på plejehjem eller i døgnplejen, skal der ringes 112, hvorefter man skal påbegynde livreddende behandling. Dette også, selvom det er indlysende for det erfarne plejepersonale, at vi har at gøre med dødens naturlige indtræden, der bare kommer lidt pludseligt for dette gamle menneske.

LÆS OGSÅ: Hun drømmer om at dø

Tidligere har jeg som sygeplejerske i denne situation kunnet give mig tid til at være nærværende hos den ældre døende medborger, men denne situation forvandles nu til en akut genoplivningssag. Jeg skal nu imod min vurdering af borgerens bedste påbegynde genoplivning i stedet for at lade den ældre udånde fredfuldt, selvom dødsfaldet ikke var forventet.

JEG OPFATTER DØDENS INDTRÆDEN som noget naturligt, når man er kommet til den sidste periode i et menneskes liv. Døden er for mig noget naturligt. Det er det eneste, vi kan være helt sikre på. Vi skal alle dø.

Vi kan gøre os tanker om døden, men ingen af os ved, hvordan vi reagerer, før vi er der. Vi kan også gøre os tanker om, hvordan vi kunne tænke os, at døden skal komme. De fleste ældre mennesker ønsker at være friske lige til det sidste og stille sove ind i deres seng og ikke vågne igen.

Denne fredelige død er en mulighed for nogle ældre. Dog ikke længere, hvis man får døgnpleje eller bor på plejehjem, og ingen har tænkt på, at en læge skal skrive et notat om, at det er helt i orden at dø nu, hvis altså lægen vil skrive et sådant notat.

I praksis kan vi som plejepersonale en tidlig morgen finde hr. Hansen død og stadig varm i sin seng, men hvis ikke der er sikre dødstegn, så skal hele genoplivningsapparatet sættes i gang i forhold til vores regler. Sikre dødstegn indtræffer cirka to-tre timer efter et dødsfald.

Efter min mening er det sygt. En syg lovgivning, der tvinger os til at glemme respekten for den døde og dennes liv, bare for at sikre os selv i forhold til gældende lovgivning. Hvem tænker på, hvad der er bedst for de gamle? Hvad er det, de skal genoplives til? Hvis behov er det?

Døden og livet komplementerer hinanden. Vi må forholde os til livet i døden og til døden i livet.

Vi dør en lille smule
for hvert sekund der går.
Jeg bærer døden med mig
omkring mig hvor jeg går.

Grethe Risbjerg Thomsen (1925-2009), dansk poet

Når vi ved, at vi skal dø, er det vigtigt at leve. Leve hver dag og have os selv med i det, vi gør eller ikke gør. Jeg kan ikke have mig selv med i alle de situationer, hvor vi ukritisk skal påbegynde livreddende behandling i ældreplejen. Hvorfor er vi så bange for at lade naturen gå sin gang? Hvorfor er det naturlige ved at blive gjort unaturligt? Er det ikke det mest naturlige, at gamle mennesker dør, når tid er?

De har måske levet et langt, godt liv og været friske indtil nu, og så pludselig en dag på plejehjemmet, efter man har passeret de 90 år, vender situationen, og den friske ældre er nu ved at dø. Hvilken uorden, og det endda i aftenvagten! Der er ikke tid til at tænke, for nu er hun ved at dø. Og det gør hun. Hun dør. Vores reglement siger nu, at vi skal forsøge genoplivning og det er det, sygeplejersken må gøre, selvom al hendes faglighed og etik siger det modsatte.

Lad dog denne kvinde få fred, lad mig blot være til stede i disse dyrebare minutter. Det går så hurtigt, der er ingen pårørende kun os: de sundhedsfagligt ansatte. Vi skal påtage os dette ansvar. Lovgiverne sidder sikkert på borgen og udstikker rammerne. Vi er udførerne, der står tilbage med den dårlige smag i munden.

Kvinden dør. Hun kan ikke genoplives. Hun får fred. Men sygeplejersken, hun får ikke fred. Hun ved, at hun har handlet imod sin egen etik. Nøjagtig som i programmet om hjernevask. De højere autoriteter i vort samfund har bestemt, at vi skal følge en lovgivning, der stiller os i ældreområdet i store etiske dilemmaer.

Jeg synes, at disse situationer er udtryk for, at vi som sundhedssystem bevæger os over i blind regelstyring frem for en værdig, sundhedsfaglig bedømmelse af den individuelle situation. Vi kan ikke behandle os ud af døden, når den først er nærværende for et gammelt menneske. Vi må have fokus på dette menneskes værdige død, når vi pludselig står i en situation, som kommer uventet, men dog forventeligt, når man har passeret de 90 år og bor på plejehjem

Hvem siger, at læger er de bedste til at bedømme, om det er værd at foretage genoplivningsforsøg? Hvad med sygeplejerskernes faglighed? Hvad med det personale, der dagligt plejer borgeren? Hvad med de pårørendes indsigt i borgernes liv? Og ikke mindst: Hvad siger borgeren selv? Og hvordan sikrer vi os, at borgerens stemme høres, såfremt denne er ved sine fulde fem?

Jeg har gjort op med mig selv, at jeg ikke vil skade et gammelt menneskes fredelige død med et halvhjertet genoplivningsforsøg. Når jeg som erfaren sygeplejerske fornemmer dødens indtræden, er det min opgave at lindre, være nærværende og skabe ro. Det er sygeplejens kerneområde at yde denne støtte og gøre det til en god afslutning på et langt liv. Det kan ikke gøres om.

Henriette Haslund-Gjerrild er sygeplejerske og bosat i Nexø