Holland: Lovændring gav ikke øget aktiv dødshjælp

"Modsat hvad mange havde frygtet, synes antallet af læger, der gør en ende på patienters liv, uden at patienten explicit er blevet spurgt, ikke at stige i lande, hvor aktiv dødshjælp er tilladt. Tværtimod faldt antallet af disse tilfælde i Holland," siger professor Bregje Onwuteaka-Philipsen i en pressemeddelelse. Foto: colourbox.com

Modsat hvad mange frygtede, er antallet af patienter, der modtager aktiv dødshjælp, på samme niveau, som før hollænderne tillod den omdiskuterede praksis i 2002, viser undersøgelse

Antallet af hollændere, der dør som følge af aktiv dødshjælp, er i dag nogenlunde det samme, som før den særlige hollandske lov om aktiv dødshjælp trådte i kraft i 2002. I 2010 gav hollandske læger 4050 døende hjælp til at afslutte livet eller assisterede med selvmord.
Det svarer til 2,8 procent af de døende.

LÆS og STEM OGSÅ:
Skal det være lovligt at yde aktiv dødshjælp?

På baggrund af tal fra det hollandske dødsregister og en omfattende spørgeskema-undersøgelse blandt hollandske læger vurderes niveauet for aktiv dødshjælp til at være nogenlunde det samme som i 2001. Det fremgår af en stor hollandsk undersøgelse, der har samlet erfaringerne om dødshjælp før og efter den hollandske lov trådte i kraft i 2002. Studiet, der for nylig blev offentliggjort i det britiske lægetidsskrift The Lancet, viser også, at lægerne de første år efter lovændringen var tilbageholdende med at give aktiv dødshjælp. Derfor faldt antallet i begyndelsen, men steg igen fra 2005 til 2010.

Ifølge lederen af undersøgelsen, professor Bregje Onwu-teaka-Philipsen fra det medicinske institut på Universitetet i Amsterdam, viser undersøgelsen også, at lovændringen ikke har tilskyndet de hollandske læger til at afslutte liv uden at spørge patienten først.

Modsat hvad mange havde frygtet, synes antallet af læger, der gør en ende på patienters liv, uden at patienten explicit er blevet spurgt, ikke at stige i lande, hvor aktiv dødshjælp er tilladt. Tværtimod faldt antallet af disse tilfælde i Holland, siger professor Bregje Onwuteaka-Philipsen i en pressemeddelelse.

Aktiv dødhjælp er i dag lovligt i tre lande i verden, nemlig Holland, Belgien og Luxemburg, mens assisteret selvmord er tilladt i de amerikanske stater Oregon, Montana og Washington samt i Schweiz. I Danmark er flere folketingspolitikere, som tidligere har været mod en lovliggørelse af aktiv dødshjælp, nu indstillet på en ny debat om emnet, og Det Etiske Råd kommer om kort tid med en udtalelse om aktiv dødshjælp.

Undersøgelsen fra Holland har givet genlyd i flere lande:

Den amerikanske professor Bernard Lo fra Greenwall Foundation i New York fremhæver i The Lancet, at den hollandske opgørelse ikke kan stå alene og efterlyser tilbundsgående undersøgelser af de etiske aspekter:

Vi bliver nødt til at vide mere om, hvordan lægerne taler med patienterne i disse vanskelige tilfælde, så lægerne forbedrer kvaliteten af pleje for de døende og deres familier uanset deres syn på aktiv dødshjælp.

Herhjemme er formanden for foreningen En Værdig Død, Flemming Schollaart, ikke overrasket over resultatet af den hollandske undersøgelse:

Da man indførte loven, stadfæstede man noget, der allerede eksisterede. Hele udviklingen omkring aktiv dødshjælp har været båret frem af den hollandske lægeforening, og man har gjort meget for at give læger god rådgivning, siger Flemming Schollaart, der er en af fortalerne for, at Danmark indfører aktiv dødshjælp efter hollandsk model.

Tidligere formand for Det Etiske Råd, overlæge Ole Hartling, afviser til gengæld, at de hollandske erfaringer kan bruges i Danmark.

Det er ikke nogen nyhed, at udviklingen antalsmæssigt ikke skrider. Når omfanget af aktiv dødshjælp er stationært i Holland, henviser man til, at der blandt andet er ofret mange ressourcer på palliativ behandling.

Men samtidig ser vi i Holland en glidebane i argumenter, som er uheldig. Der kører i Holland en debat om, hvorfor aktiv dødshjælp ikke også skal være tilladt i tilfælde, hvor personen ikke selv kan give samtykke, men også lider meget. For eksempel hos svært demente, lyder det fra Ole Hartling.