Helge Adam Møller: Ja til aktiv dødshjælp

Hånd med en sprøjte.

- Foto: Gitte Sofie Hansen Denmark / Scanpix

relevante temaer

Aktiv dødshjælp vil for nogle være den mest værdige afslutning på livet, mener Helge Adam Møller (K)

"Der er langt til en værdig død for alle," lyder overskriften på forsiden af Kristeligt Dagblad onsdag den 3. februar. Jeg er enig.

Jeg er enig i det, der står i artiklen om, at vi mangler hospicer i Danmark, og at man mange steder endnu ikke har den nødvendige viden og erfaring til at skabe en værdig død. Det skal selvfølgelig ændres.

Men samtidig er det jo sådan, at en stor del af den danske befolkning ønsker at få mulighed for at få en værdig død ved, at de kan sige ja tak til aktiv dødshjælp. Jeg vil gerne fortælle, hvorfor jeg er tilhænger af den mulighed.

I hele mit liv har jeg fået lov til at bestemme i vigtige forhold. Jeg har bestemt, hvor jeg vil bo. Hvilken uddannelse jeg vil have. Hvem jeg vil giftes med, og hvordan mine børn skal opdrages. Jeg kan frit bestemme, hvorhen i verden jeg vil rejse, og hvilket parti jeg vil stemme på. Alt sammen vigtige ting for mig og for andre danskere.

Men når det kommer til livets sidste beslutning, så er der ingen valgmuligheder – i hvert fald ikke lovlige. Det synes jeg er forkert, og jeg vil derfor arbejde for, at aktiv dødshjælp bliver lovlig i Danmark.

Mange danskere så for et par måneder siden den 53-årige Kaj Guldbech stå frem på tv og sige: "Jeg ønsker at dø på en værdig og selvvalgt måde, men jeg kan ikke få lov." Kaj Guldbech havde kræft, og sygdommen havde spredt sig til lunger og lever. "Mit største ønske er at få hjælp til at dø på værdig vis."

Kaj Guldbech fik til sidst lov til at få den død, han ønskede. Men ikke i Danmark. Han måtte træt, svækket og meget skrøbelig ledsaget af sin søster transporteres gennem Europa, cirka 1500 kilometer til Schweiz, hvor hans ønske endeligt blev opfyldt.

Jeg kunne godt ønske, at Kaj Guldbech og andre som deler hans holdning, havde mulighed for at modtage den hjælp, man ønsker, her i Danmark – frem for at skulle rejse til et andet land.

JEG FORSTÅR DET ØNSKE, Kaj Guldbech havde – lige så vel som jeg forstår og respekterer de mennesker, der har det modsatte ønske. Men hvorfor skal det være andre, samfundet og staten, der bestemmer, hvad der er det bedste og rigtigste for et menneske i den sidste fase af det enkelte menneskes eget liv? Mit liv er mit eget, ikke statens.

Dansk lov burde ligesom i andre europæiske lande rumme muligheden for aktiv dødshjælp. Hjælpen skal kunne gives af læger, som frivilligt har valgt at ville hjælpe dødssyge mennesker med at få opfyldt det sidste ønske. Jeg er overbevist om, at også mange pårørende vil foretrække en sådan værdig afslutning på livet for en, man elsker.

Jeg har de seneste par måneder modtaget mange breve, e-mail og personlige henvendelser om dette spørgsmål. Nogle har været for, andre imod. Det er kun naturligt i et så svært og følelsesladet spørgsmål. Men det, der har været fælles for alle henvendelser, er, at de har været stærke, personlige og engagerede. Både fra dem, der er imod, og fra dem, der støtter forslaget.

De mange danskere, der har taget stilling til dette svære spørgsmål, er ikke i tvivl om, hvad de selv finder rigtigt. Men jeg må konstatere, at det, den ene synes er rigtigt for ham eller hende, ja, det synes den anden er ganske forkert og uforståeligt. Derfor er det vel ikke urimeligt at lade den enkelte selv bestemme?

Jeg ved, at Det Etiske Råd i september 2003 har drøftet, om aktiv dødshjælp skulle være lovlig. Alle 17 var imod. Jeg har læst den lange redegørelse for deres stillingtagen.

Jeg kunne godt have ønsket mig, at der ud over de mange kloge mennesker, professorer, præster, forstandere, overlæger og så videre også havde været nogle – undskyld udtrykket – lidt mere almindelige danskere, hr. og fru Møller eller hr. og fru Hansen. Deres holdninger kunne også fortjene at komme til udtryk i et så vigtigt spørgsmål.

Jeg siger dette, fordi der for nylig har været en Megafon-undersøgelse, hvor mere end 1000 danskere er blevet bedt om at forholde sig til aktiv dødshjælp. For hver gang én dansker var imod, var der 13, der var for. Omsat i procenter var der seks procent, der sagde nej til aktiv dødshjælp, 79 procent sagde ja, og 15 procent var uafklarede. Jeg synes, at de tal er tankevækkende.

Her er ikke mulighed for i detaljer at gå ind på de mange argumenter imod, men ét argument har dog stødt mig. Det Etiske Råd argumenterer, at det at kunne vælge mellem livet og døden er en belastning for et menneske. Jeg er enig. Men for mig er valgfrihed en menneskeret og da især, når det drejer sig om svære – og for den enkelte afgørende – valg.

Så min holdning er klar: Når vi som mennesker har haft ansvaret for hele vores liv, så bør vi ikke – mod vores vilje – fratages ansvaret for vores sidste time.

Helge Adam Møller er medlem af Folketinget for Det Konservative Folkeparti

Tilføj kommentar

fra shop.k.dk

Mendelssohn: A Midsummer Night's Dream. Piano Concertos

kr. 119,00 Køb

Bachs mesterværker

kr. 699,00 Køb

Anna Netrebko og Plácido Domingo: "Jeanne d'Arc"

kr. 189,00 Køb

W.A. Mozarts Klaverkoncerter

kr. 399,00 Køb

Mød Desmond Tutu og hans datter Mpho Tutu

kr. 70,00 Køb

Pavarotti deluxe boks

kr. 699,00 Køb

Prøv Kristeligt Dagblad 4 uger gratis!

Indtast dit telefonnummer herunder og klik 'Næste'. Tilbudet er uforpligtende og dine personlige oplysninger behandles fortroligt.