Hanne Kure ville selv bestemme - også over sin død

For halvandet år siden begik 70-årige Hanne Kure selvmord på en klinik i Schweiz. Kristeligt Dagblad rekonstruerer her historien om hendes liv og om rejsen mod hendes død

Mens de kørte hen ad landevejen væk fra Zürich, begyndte det at sne. Uden for bilens vinduer blev landskabet langsomt klædt i hvidt. I løbet af de seneste fire dage havde de talt meget sammen, men rejsens sidste 20 kilometer blev tilbagelagt i tavshed.

Hanne sad opslugt af meditation med en bedekæde i den ene hånd og lod langsomt de røde træperler glide en ad gangen mellem fingrene. Imens styrede hendes ledsager, Flemming, den lille Renault gennem det tiltagende snevejr. Han parkerede bilen uden for en villa i en lille provinsby. Huset lå tilbagetrukket fra vejen midt i en snedækket have. Udefra kunne man ikke se ind gennem de store vinduer, men indenfor bød en mand og en kvinde velkommen i en stor stue i den ene ende stod en opredt hospitalsseng.

LÆS OGSÅ: Hvem skal bestemme over vores død?

Flemming, Hanne og to frivillige medarbejdere satte sig alle fire ved et bord, hvor der var stillet vand frem. Der gik en times tid med at gennemgå et stort ringbind med Hannes sygejournal og personlige papirer. Hun skulle også underskrive en række dokumenter. Blandt andet om kremeringen og om spredning af asken. Så var alt klart til Hannes selvmord.

Vi har ikke travlt, sagde kvinden til Hanne. Det er dig, der bestemmer.

Hanne kiggede bare på Flemming og sagde: Det skal være nu.

Så lagde hun sig på sengen.

Ifølge schweizisk lov må man hjælpe andre til at tage deres eget liv, såfremt man ikke gør det for egen vindings skyld. Freitodbegleitung hedder det på tysk, oversat til dansk betyder det selvvalgt død. En række frivillige organisationer den første blev etableret i 1982 tilbyder at hjælpe døende og uhelbredeligt syge med at tage deres eget liv ved hjælp af gift. En af organisationerne tager også imod udlændinge. Den hedder Dignitas og har siden 1998 hjulpet over 1500 mennesker fra hele verden med at begå selvmord. Tre af dem har været fra Danmark senest Hanne Kure, som døde den 21. december 2011.

Hanne efterlod sig stort set ingenting. Lejligheden hjemme i Aarhus var næsten ryddet, da hun rejste. Forinden havde hun givet enkelte ejendele væk: en stak album med familiebilleder, nogle få tegninger, et nodestativ og en bedekæde af rosentræ. Hun gav tingene til sine nærmeste. Dem havde hun ikke mange af. For hun blev aldrig gift, hun havde ingen børn, og hun boede alene.

Hanne Kure var en talentfuld og veluddannet kvinde med et 70 år langt liv bag sig. Hun havde taget flere uddannelser, foretaget mange rejser og havde et stærkt politisk og åndeligt engagement. Men hun var også et menneske med et voldsomt temperament, som holdt en vis afstand til andre. Og som satte en ære i at klare alting selv. Også døden.

På Østerbro i København sidder hendes otte år ældre storesøster, Agnete, i en toværelseslejlighed. På bordet i en kurv ligger et strikketøj. På reolen i den lille stue står billeder af voksne børn, af børnebørn og oldebørn. Den pensionerede socialpædagog er gråhåret, hendes stemme er mild, og bevægelserne rolige.

Jeg tænker på, om Hanne ville bryde sig om, at jeg fortalte om hendes liv. Hun misbilligede ofte de ting, vi andre gjorde. Og man gik ikke Hanne for nær.

På den anden side er hun død nu, så hun kan ikke selv fortælle sin historie, tænker Agnete.

Hannes selvmord passede godt til hendes livssyn. Hun ville nemlig selv bestemme. Det gav hende mange problemer i livet og skabte en distance til andre mennesker, forklarer Agnete.

En stor del af livet havde Hanne ingen kontakt til sin familie hverken sin mor, sine tre søskende eller deres børn. Men i de senere år genoptog hun forholdet til søsteren.

Jeg syntes nok, at jeg havde overskud til det. Jeg var jo ikke sur på hende jeg følte mere, at hun indimellem var vred på mig.

De sidste 10 år, Hanne levede, besøgte søstrene hinanden på skift i København og Aarhus med et par måneders mellemrum. De tog på udflugter, spiste sammen og gik på museum.

Sidste gang jeg så hende, spurgte hun, om der var nogle af hendes ting, jeg gerne ville have. Det var der faktisk: Hun havde mange spændende bøger, et tæppe, jeg havde vævet til hende, hendes tværfløjte men jeg brød mig ikke om at sige det. Jeg havde ikke lyst til at tage ting fra en, der ikke var død endnu. Men jeg tog de her med mig, siger Agnete og rejser sig. Hun lægger en stofpose med fire fotoalbum på bordet. Her tegner sort-hvide billeder og gulnede polaroidfotos familiens historie.

Det er nok meget naturligt, at jeg har dem. Alle de andre er jo døde både mine andre søskende, mor og far. Ja, og så Hanne.

De fire søskende med efternavnet Kure blev alle født på Bornholm. De tre ældste i 1930erne, mens efternøleren Hanne kom til i 1941. Faderen var kaptajn med eget lille fragtskib.

Far var meget væk, og når han kom hjem, syntes vi, at han var streng. Han var lidt sær og hysterisk. Far og Hanne lignede hinanden. Hun var hans øjesten. Og hun var meget glad for sin far. Vi børn var tit med ude at sejle, og det var en historie i familien, at far sejlede i havn, når Hanne blev søsyg. Det ville han aldrig gøre for os andre, siger Agnete.

Da Hanne var syv år, flyttede familien til Svendborg, og nogle år efter blev forældrene skilt. Kaptajn Kure flyttede til Spanien og sejlede med turister. Han ledede også en lokal søfartsskole, og Hanne flyttede ned til sin far. Det var midt i 1950erne, og hun var 14 år.

Min mand og min bror besøgte dem, og de syntes, det var uholdbart, at hun drev rundt dernede. Og de fik far overtalt til, at Hanne skulle i gang med noget.

Så Hanne kom hjem og tog en telegrafistuddannelse. Kvindelige telegrafister var en sjældenhed, men i en årrække sejlede hun rundt i hele verden. Med sig på rejserne havde hun ofte sin hund schnauzeren Altair. På billeder kan man se hende med den pjuskede hund i favnen: en buttet ung kvinde med kort kommunefarvet hår og store briller.

Deres far døde tidligt, i 1963, og i samme periode valgte Hanne at gå i land. Hun tog en pædagoguddannelse i Aarhus, hun arbejdede i en børnehave og var politisk aktiv. Hun var med omkring oprettelsen af den venstreorienterede Vejle Avis og uddannede sig til typograf. Hun deltog i demonstrationer imod EF og for rødstrømpebevægelsen og boede i diverse kollektiver. I fotoalbummet finder man billeder af Hanne, der laver yogaøvelser på kvindelejr på Femø. Andre billeder viser Hanne i islandsk sweater til fagligt møde i typografforbundet.

Langsomt øgede Hanne afstanden til sin familie. Hun var ellers tæt på Agnetes tre døtre. Men efterhånden mistede de kontakten.

Hun gik ikke på kompromis med noget, og hun stillede meget høje krav til sig selv og til andre. Det var svært at leve op til.

Der var ikke tale om et opgør. Bruddet skete gradvist. Hanne var fordømmende over for det liv, hendes søskende levede.

Vi var jo gift og havde børn. Men hun blev steriliseret, da hun var i 20erne. Hun ville ikke sætte børn i den her verden, sagde hun. Hun syntes, at verden var grum.

I slutningen af 1970erne blev Hanne del af en åndelig bevægelse omkring en indisk guru ved navn Swami Narayanananda. Han startede en ashrama et kloster i Gylling ved Horsens, som stadig findes i dag, og som blandt andet driver trykkeriet Narayana Press. Hanne flyttede ind på klosteret, og kort efter skrev hun til sin familie, at de ikke længere skulle regne med at høre fra hende. Kontakten blev aldrig rigtig etableret igen. Og da Hannes mor døde i 1991, kom Hanne ikke til begravelsen.

LÆS OGSÅ: Stadig flere får hjælp til selvmord i Schweiz

I klosteret mødte hun Hanne Vibeke og Majken, som i dag er henholdsvis 87 og 67 år. Hanne Vibeke er tidligere praktiserende læge, mens Majken har ernæret sig som yogalærer det meste af sit liv. Begge har boet i tilknytning til klosteret i Gylling i årtier. I dag er de ikke længere en del af bevægelsen, men bor dør om dør i den lille by Odder.

I Hanne Vibekes lyse taglejlighed er der dækket op med franskbrødsmadder med ost. Der bliver serveret te og frisk ingefærdrik, mens kvinderne fortæller om deres guru og den religion, han lærte dem frem til sin død i 1988. Den har fælles træk med både buddhisme og hinduisme. Reinkarnation er en del af filosofien, og tager man sit eget liv, risikerer man at blive genfødt et lavere sted, forklarer de. Det drøftede de også meget med Hanne, da hun fortalte, hun ville tage sit eget liv.

Det er forkert i forhold til det, vi tror på. Men vi kunne ikke tale hende fra det, siger Hanne Vibeke.

På klosteret i Gylling levede mænd og kvinder i 1980erne i et arbejdskollektiv i total afholdenhed og cølibat. Den indiske guru prædikede hårdt arbejde og et strengt og rent liv. Hanne arbejdede mest i køkkenet med vegetarisk mad. Men hun arbejdede også i landbruget, hun vævede og lærte sig flydende sanskrit. Hun boede i klosterets kvindedel, og Hanne Vibeke og Majken blev hendes nærmeste fortrolige.

Om pigerne på ashramaen sagde man, at de skulle være som en pose med kugler, der bevægede sig ind imellem hinanden uden at lave støj.

Men Hanne var en flintesten i posen, siger Majken. Begge kvinder ler lidt.

Hanne var ikke noget gruppemenneske. Hun mente, at hendes mening var lige så god som andres, og det passede ikke ind i ashramaen. Så der opstod ofte spændingsfelter, siger Hanne Vibeke.

Hanne forlod klosteret i Gylling efter omkring 10 års tilknytning. Men ifølge de to veninder var det spirituelle stadig en stærk kraft i Hannes liv, og hun bevarede kontakten til dem.

Vi, der har forladt stedet, har stadig et fællesskab vores guru har sat et stempel i os alle. Men vi blev også ved med at se Hanne, fordi vi i al sin enkelthed godt kunne lide hende, siger Hanne Vibeke.

Hun bærer en koboltblå poncho af uld, som Hanne har vævet til hende. For Hanne var dygtig til at væve. Og til at tegne. Og spille på tværfløjte. Og mange andre ting.

Når Hanne kastede sig ud i et gøremål, blev hun meget optaget af det og meget dygtig til det. Hun havde mange talenter og en utrolig livsenergi, siger Majken.

Men hendes temperament fyldte meget og stod ofte i vejen. Ikke mindst i forholdet til andre mennesker.

Hanne var en meget stærk personlighed. Hun havde det svært, når man ikke var enig med hende. Hvis man skulle beskrive hende som en tegneseriefigur, skulle man tegne små lyn, forklarer Majken.

Men lige så vred hun kunne være, lige så sød kunne hun også være:

Hun kunne være noget så kær. Hanne var ikke nogen køn kvinde. Men når hun smilede, så lyste hun.

Efter sin tid på klosteret i Gylling flyttede Hanne tilbage til Aarhus. Hun arbejdede som yogalærer og underviste i tai chi. Hun blev brugt som korrekturlæser og oversætter på spirituelle bøger. Indimellem rejste hun til Indien. Men generelt levede hun meget sparsommeligt og asketisk.

Hanne havde altid penge sparet op. Hun ville kunne sige sit arbejde op, hvis det passede hende. Hun ville være fri, forklarer søsteren Agnete.

I 2009 fik Hanne en blodprop i hjertet, og kort efter fik hun konstateret fremskreden brystkræft. Hun fik bortopereret begge bryster og fik efterfølgende 23 strålebehandlinger. Kroppen fik bugt med kræften, men efter behandlingerne dannede der sig under operationsarret en lomme af væske, og Hanne havde meget stærke smerter i brystet og armene. En gang om ugen måtte hun på hospitalet for at få væsken tømt ud. Hen over de følgende to år blev hun tappet over 100 gange.

Hendes smerter var frygtelige. Hanne havde det også svært med at være patient. Hun brød sig ikke om at bede om og få hjælp fra andre. Og hun blev meget let vred på lægerne, på de tåbelige arbejdsgange, på ventetiderne, siger Agnete.

Inden hun blev syg, spillede Hanne fløjte i et orkester med folkemusik. Hun tog en uddannelse på kunstakademiet i Aarhus og hun specialiserede sig i at tegne mandalaer buddhistiske cirkelmønstre.

I et kælderlokale i København sidder David Carlsen. Han er massør, kraniosakralterapeut og healer, og lokalet er indrette med behandlerbriks, gyldne buddhistiske statuer og stearinlys. Enkelte steder på væggene slynger farvestrålende indiske stregtegninger sig. Også Davids visitkort prydes af et orientalsk symbol i rødt og hvidt. Vægmalerierne er malet af Hanne, da klinikken åbnede i 2008 en vennetjeneste for David, som hun lærte at kende i 2002. Da fandt de sammen i en fælles interesse for yoga og tai chi. Det var David, der var med hende på hospitalet, da hun fik besked om brystkræften. Og han var efterfølgende den første, hun fortalte om sine selvmordsplaner.

Hanne var ikke bange for døden. Den betød ikke noget for hende. Og fordi hun ikke havde børn, følte hun nok ikke, at hun var bundet af et ansvar for andre. Hendes største frygt var smerterne, men den smertestillende medicin var ikke til nogen hjælp for hende. Hun havde et skarpt sind. Og hun oplevede, at medicinen ikke kun bedøvede smerter, men også hendes sind.

Han drikker te og spiser frugt, mens han fortæller om Hanne, som han kalder en meget vis kvinde.

Da hun fortalte om sine planer, accepterede jeg hendes beslutning. Hun ville gerne have en værdig død frem for at begå selvmord på en eller anden dramatisk måde, hvor nogen skulle finde hende, siger David.

Han besøgte hende flere gange i Aarhus op til hendes død og talte også med hende i telefonen fra Schweiz, dagen inden hun tog sit eget liv.

Hun ringede bare og sagde farvel. Vi behøvede ikke at snakke så meget. Hun var afklaret, og det troede jeg også, at jeg var. Det var først bagefter, at jeg fandt ud af, at jeg måske ikke var afklaret med, hvor meget hun havde betydet for mig. Der har virkelig været et savn. Jeg kunne altid gå til hende og få et perspektiv på mit liv. Det kan jeg ikke mere.

Hanne havde to bedekæder med røde perler af rosentræ, som hun brugte til meditation. Den ene tog hun med sig til Schweiz. Den anden ligger i et skrin af sandeltræ, som står i Flemming Schollaarts lejlighed. Efternavnet skyldes, at Flemmings mor var hollandsk gift og boede i Holland. Her er aktiv dødshjælp tilladt, og det benyttede Flemmings mor sig af i 2001, da hun var dødeligt syg af kræft.

Det gjorde stort indtryk på Flemming, der passede hende op til hendes død og efterfølgende var med til at stifte Foreningen en værdig død, der arbejder for aktiv dødshjælp i Danmark. I 2009 ledsagede han en dansk mand til Schweiz, hvor han ville afslutte sit liv.

Jeg bliver ofte ringet op af folk, der gerne vil begå selvmord. Indimellem spørger de: Hvad koster du? Men der sidder ikke et prisskilt på mig. Jeg støtter aktiv dødshjælp, fordi jeg ikke mener, mennesker skal lide. Det er min drivkraft, siger Flemming.

Da Hanne ringede til den schweiziske organisation Dignitas i begyndelsen af 2011, henviste de til Flemming Schollaart og opgav hans adresse.

Hanne blev helt stille i telefonen. Det viste sig, at hun og Flemming boede på samme vej i Aarhus. Få timer efter sad de to sammen i Hannes taglejlighed og drak te.

Fra begyndelsen var der en særlig forbindelse, forklarer Flemming, som er 20 år yngre end Hanne.

Hvis vi havde lært hinanden at kende før, kunne det have udviklet sig til et dybt venskab.

Hanne ville selv bestemme over sin død. Hvordan og hvornår.

Hun sagde: Jeg er færdig med mit liv. Jeg vil ikke mere, siger Flemming.

De følgende ni måneder sås de ofte. At forberede en tur til Dignitas i Schweiz tager tid: Lægejournaler og personlige papirer, blandt andet dåbsattest, skal oversættes til engelsk. Den syge skal skrive to personlige breve. Det ene brev skal forklare livssituationen. I det andet brev skal man forklare, hvorfor man vil til Schweiz. Papirer skal sendes frem og tilbage. Og selvom dele af processen bygger på hjælp fra frivillige, er prisen 85.000 kroner. Pengene bliver ifølge Dignitas brugt til kontakt med myndighederne, lægeerklæringer, medicin til selvmordet, bedemand, kremering og hjemsendelse af urnen. Selvom Hanne levede for nærmest ingenting det sidste år af sit liv, rakte hendes penge ikke. Men ved at dokumentere sine sparsomme økonomiske midler fik Hanne nedslag på omkring 20 procent i prisen hos Dignitas.

Mens Hanne ventede, tog Flemming blandt andet med hende til undersøgelser på hospitalet:

Lægerne gjorde deres bedste. Det tror jeg virkelig. Men hun blev enormt nemt oprevet, husker Flemming.

Han forsøgte også at overtale hende til at tage imod et tilbud om at blive opereret igen for at afhjælpe smerter og væskeansamlinger. Men Hanne ville ikke for selvom det kunne hjælpe, var der også risiko for, at det ville blive værre.

Men hvad nu, hvis operationen kunne give hende et bedre liv? Jeg fremhævede alle de ting, hun var god til og kunne leve for: for eksempel at male og spille. Så følte hun, at jeg ikke bakkede hende op. Og det gjorde hende meget ulykkelig. Men jeg skulle være sikker på, at hun virkelig ville.

Et halvt år inden rejsen fortalte Hanne sin søster om sit ønske.

Jeg var faktisk slet ikke forbavset. Beslutningen var så typisk Hanne. Frihed var meget vigtig for hende, og på det tidspunkt havde hun det meget skidt, smerterne var uudholdelige, og hun følte sig hjælpeløs, siger Agnete.

Hanne kom altid og hentede sin søster på stationen i Aarhus, og ved det næstsidste besøg begyndte hun at græde, mens de stod og ventede på bussen hjem.

Hun sagde, at hun bare var så træt og ikke orkede mere. Det eneste, der kunne få hende til at holde det ud, var tanken om, at hun kunne komme til Schweiz.

Derfor var Hanne meget lettet, da hun i begyndelsen af december 2011 fik grønt lys fra Dignitas. Det var Agnete til gengæld ikke. De sidste par gange, hun besøgte sin søster, fik hun det meget dårligt bagefter. Hun blev fysisk syg, havde ondt i maven og kastede op.

Jeg sagde til hende, at jeg ikke kunne tage med derned. Og at jeg syntes, det var meget svært. Hun syntes ikke, at jeg støttede hende nok i det. Men jeg tænkte, at hvis jeg ikke protesterede, kunne hun tolke det, som om jeg var ligeglad med, om hun døde. Når man har et menneske foran sig, der siger: Jeg vil dø, så siger man jo ikke, at man synes, det er en god idé, siger Agnete.

Dignitas tilbyder at sende urnen hjem til pårørende efter kremeringen, og Agnete ville gerne sørge for at få sin søster stedt til hvile i Danmark, men Hanne sagde nej:

Hun ville ikke have, at andre skulle involveres.

Efter at der var sat en dato for turen til Schweiz, besøgte Agnete sin lillesøster to gange. Sidste gang var midt i december 2011. De sagde farvel i hendes lejlighed. Bagefter gik Agnete alene ned til stationen. Turen hjem føltes lang.

Den dag, Hanne rejste mod Schweiz, skrev jeg en sms til hende: God rejse. Og hun svarede: Alt er i orden. Det var det sidste, jeg hørte fra hende.

Agnete græder lidt, da hun skal fortælle om det. Senere siger hun:

Jeg ville aldrig kunne gøre det. Jeg ville være alt for bange. Så i virkeligheden synes jeg, at Hanne var meget, meget modig.

Om morgenen den 18. december 2011 trillede Flemming sin bil op neden for Hannes lejlighed. Hun stod allerede klar på gaden med en lille taske til turen. Første stop på rejsen var Odder, hvor hun skulle sige farvel til Majken og Hanne Vibeke, som havde dækket et smukt morgenbord til dem alle fire.

Forinden havde jeg tænkt, at det ville blive en sørgelig affære. Men det var det slet ikke. Det var en god oplevelse, siger Majken.

Kvinderne havde begge håbet, at Hanne ville ombestemme sig i sidste øjeblik. Men den morgen forsøgte de ikke at overtale hende til at vende om.

Jeg brød mig ikke om det. Og det vidste hun. Så jeg syntes, hun skulle være i fred med sin beslutning, siger Majken.

Hvor Hanne det seneste år havde været vred og grædende, oplevede veninderne ved det sidste møde, at hun var lettet og afslappet.

Hun sagde flere gange: Jeg vil gå ind i lyset. Efter morgenbordet tog kvinderne afsked i entreen. Hanne græd en smule, da de omfavnede hinanden til farvel.

Flemming og Hanne kørte sydpå, overnattede i Tyskland og rejste dagen efter videre til Schweiz. Her mødtes de på et hotel med en kvindelig læge fra Dignitas, der skulle undersøge og interviewe hende. Hanne var nervøs, men lægen beroligede hende. Alt er i orden. Næste dag skulle Flemming og Hanne kun tilbringe med at vente.

Vi gik rundt i byen. Vi havde jo snakket de praktiske ting igennem, så vi havde ikke behov for at tale om det, der skulle ske. Men vi havde lange samtaler om eksistentielle spørgsmål. Liv og død. Der var julemarked, og Hanne syntes, jeg skulle købe julegaver til mine søstre. Jeg syntes, det var svært. Hvad ville jeg selv lave den sidste dag i mit liv? Hanne sagde: Det skal bare være en helt almindelig dag. Men det var det ikke, siger Flemming.

Næste morgen mødtes de igen med lægen til et sidste interview, før Hanne fik den endelige godkendelse samt tid og sted. Så satte de sig ind i bilen og kørte mod den hemmelige adresse. På årets korteste dag.

På Dignitas bliver handlingen filmet for at dokumentere, at personen selv drikker den dødbringende væske. Forinden indtager man et stof, der bedøver mavesækken og forhindrer, at man kaster giften op.

Da Hanne havde lagt sig på sengen og drukket glasset med bedøvelse, gik de to medarbejdere fra Dignitas ud af stuen, så Flemming og Hanne kunne være alene. De kiggede hinanden i øjnene. Holdt hinanden i hånden.

Tak for alt, du har gjort for mig, Flemming, sagde Hanne og gav Flemming et kys på munden.

De havde begge våde øjne.

Jeg var meget rørt. Vi vidste begge to, at det var okay. Og så var vi bare stille.

Efter et kvarters tid kom manden og kvinden tilbage i stuen. Flemming trådte tilbage fra sengen, så Hanne kunne drikke det næste glas. En halv deciliter klar væske. Bagefter spiste Hanne et lille stykke chokolade for at tage smagen af giften. Så lænede hun sig tilbage og lukkede øjnene.

Jeg gik hen og satte mig helt tæt ved siden af hende på en skammel. Efter få minutter var hun sovet ind. Og efter otte minutter var hendes vejrtrækning stoppet. Det var meget, meget fredeligt. Ingen spjæt eller lyde, siger Flemming.

Jeg var ikke i tvivl om, at det var det rigtige for hende. Men det var meget voldsomt at opleve. Kontrasten mellem at have så dyb og nær kontakt, og så pludselig var hun væk.

Bagefter sad de tre levende tilbage. Ingen sagde ret meget. Efter en halv times tid blev der ringet til det lokale politi. Det er Dignitas vi har en selvvalgt fridød.

Kort efter mødte 14 politibetjente og en embedslæge op på adressen. Flemming blev bedt om at sidde i et lokale for sig selv, mens de undersøgte Hannes lig. Papirerne og filmoptagelserne blev gennemgået. Efter halvanden time bankede de på døren ind til Flemming. Han fik lov til at gå.

Pludselig kunne jeg mærke, hvor træt jeg var. Jeg var helt brugt op.

Han satte sig ind i sin bil. Sneen var holdt op med at dale, og mens mørket faldt på, kørte Flemming fra Schweiz ind i Tyskland. Væk.

20 minutter efter blev Hannes krop hentet af en bedemand. Hun skulle kremeres, men havde bestemt, at urnen ikke skulle sendes hjem. Nogle dage efter blev den kørt ud til den nærliggende sø Pfäffikon See. Her blev Hanne Kures aske spredt ud over vandet.

Sådan gjorde vi:

assisteret selvmord i Schweiz