Folk fra hele verden rejser til Schweiz for at dø

Foto: Leif Tuxen

Antallet af personer, der har fået hjælp til at begå selvmord på den schweiziske Dignitas-klinik, er mere end fordoblet siden 2007. Flere og flere af dem er udlændinge. Antallet skræmmer norsk overlæge

Sidste forår fortalte Kristeligt Dagblad historien om Kjeld Rasmussen, der rejste til Schweiz for at begå assisteret selvmord på klinikken Dignitas, og i januar rejste Jane Hoffmann til Schweiz med samme formål. De to danskere er dog langtfra de eneste udlændinge, der er rejst til Schweiz for at få hjælp til at dø. Sidste år valgte 205 mennesker, heraf 197 udlændinge, hvilket er det højeste antal nogensinde, at få hjælp af Dignitas til at begå selvmord, viser en ny opgørelse fra klinikken.

SPECIALHISTORIE: En enkeltbillet til Zürich

I 2013 var der mennesker fra Australien, Bahamas, Danmark, Singapore, Sverige, Tyskland og mange andre lande blandt dem, der fik hjælp til at begå selvmord, og samlet set står udlændinge for mere end 90 procent af de assisterede selvmord foretaget hos Dignitas. Opgørelsen fra Dignitas viser desuden, at antallet af assisterede selvmord fra 2007 til 2013 er mere end fordoblet fra 820 til 1701 tilfælde.

Blandt de nordiske lande ligger Sverige i toppen med 16 tilfælde af assisterede selvmord på Dignitas siden 2003. I Sverige har der fra statens medicinsk-etiske råd og svenske læger været imødekommenhed over for at tillade assisteret selvmord. I 2008 foreslog førstnævnte, at muligheden for assisteret selvmord burde overvejes, mens en undersøgelse blandt 1200 svenske læger samme år viste, at 35 procent af lægerne var for assisteret selvmord. 39 procent var imod.

LÆS OGSÅ:
På femten år har fire danskere fået hjælp til selvmord i Schweiz

Niels Lynöe, professor i medicinsk etik ved Karolinska Instituttet i Sverige, er også tilhænger af, at læge-assisteret selvmord gøres muligt i Sverige, fordi det ifølge ham sandsynligvis vil kunne forebygge helt unødvendige selvmord.

Uanset hvad man mener om eksempelvis det hollandske system for aktiv dødshjælp, har de i Holland en af Europas laveste selvmords-rater, så det er ikke utænkeligt, at man med assisteret selvmord vil kunne forlænge livet for de mennesker, der har fået en cancerdiagnose. Dermed vil man, indtil livet bliver uudholdeligt, kunne føle sig tryg, fordi der er en anden mulighed for at komme herfra. Som jeg ser det, er antallet af svenskere, der tager til Schweiz, et tegn på, at sundhedsvæsenet er mislykkedes, siger Niels Lynöe.

Norge er ikke nævnt på listen fra Dignitas. Det betyder dog ikke, at nordmænd ikke har fået hjælp til at begå assisteret selvmord i Schweiz, siger Stein Husebø, overlæge og daglig leder af Verdighet-senteret i Norge. Han har selv kendskab til en håndfuld og anslår, at mellem 5 og 10 personer har fået hjælp af Dignitas til at dø.

Det, som skræmmer mig i debatten, er det store antal mennesker, der vælger at tage deres liv på denne måde. Jeg kan ikke forestille mig, at så mange i virkeligheden trænger til det. Jeg har mødt flere politikere i Europa, som åbent taler om, at de ikke har råd til en ordentlig ældreomsorg, og så kan jeg blive betænkelig ved, hvorfor mennesker vælger at få hjælp til at dø. Hvis det skyldes, at de ikke ønsker at ligge nogen til last, bekymrer det mig meget, siger han

Ifølge Sundhedsministeriet er fire danskere gennem årene rejst til Schweiz for at be-gå selvmord, og Flemming Schollaart, formand for Landsforeningen En Værdig Død, siger, at han i øjeblikket er i kontakt med yderligere 12 personer, der ønsker at tage en tur til Schweiz med samme formål.

LÆS OGSÅ: En værdig død vil være en lettelse

Der er stor efterspørgsel lige nu, men det er ikke sikkert, at alle kommer af sted. Jeg skal være sikker på, at de virkelig ønsker at tage den beslutning, for det skal være den rigtige beslutning, siger han.