Ekspert: Op mod hver tredje brite får dødshjælp

Britisk debat kaster lys ind i gråzone mellem aktiv og passiv dødshjælp. Britisk professsor: Næsten 30 procent af patienterne kunne have levet længere

Britiske hospitaler og plejehjem praktiserer reelt dødshjælp til næsten hver tredje patient, som dør i deres varetægt. Det mener en fremtrædende britisk professor.

Når ethvert håb er ude, standser lægerne behandlingen, og patienten får ikke længere føde og væske. Derfra går der i snit 33 timer, til patienten sover ind.

LÆS OGSÅ: Det mener sundhedsordførerne om aktiv dødshjælp

Så kort og klinisk lyder den sidste behandling, eller mangel på samme, som dødeligt syge patienter får på britiske hospitaler. Det er den måde, livet slutter på for 130.000 overvejende ældre på britiske hospitaler og plejehjem hvert år, og det svarer reelt til dødshjælp, mener professor Patrick Pullicino, der er neurolog og professor ved universitetet i Kent. I en tale til det kongelige medicinske selskab i London kritiserede han for få dage siden, at læger og plejepersonale er blevet alt for hurtige til at indstille behandlingen.

Metoden går under navnet Liverpool Care Pathway (Liverpool behandlingsforløbet). Den blev udviklet til at lindre den sidste tid for uhelbredeligt syge kræftpatienter tilbage i 1990erne, og metoden har siden 1994 være anbefalet af den britiske sundhedsstyrelse. Men professor Pullicino mener, at ordet behandlingsforløb reelt dækker over et dødsforløb.

LÆS OGSÅ: Aktiv dødshjælp skal på den politiske dagsorden

Det er meget sandsynligt, at mange ældre patienter, som kunne leve betragteligt længere, dør som følge af behandlingen, siger Patrick Pullicino.

Han fremhæver, at han personligt har beordret en patient tilbage i regulær behandling, efter at andre læger havde opgivet vedkommende, og at den 71-årige mand levede yderligere 14 måneder.

Hvis vi accepterer Liverpool Care Pathway, så accepterer vi også, at eutanasi er en almindelig måde at dø på, og at det er i brug ved 29 procent af alle dødsfald i det offentlige sundhedsvæsen, hævder Patrick Pullicino ifølge den britiske avis Daily Mail.

Det britiske sundhedsministerium mener, at der er tale om en luftig påstand.

Liverpool Care Pathway er ikke eutanasi, og vi kan ikke genkende de tal. Behandlingen er anbefalet af sundhedsstyrelsen og har en overvældende støtte fra læger både her og i udlandet, hedder det i en udtalelse fra ministeriet, som videre understreger, at alle patienter bliver nøje overvåget.

Plejeforløbet er tidligere blevet beskyldt for at svare til at indføre dødshjælp ad bagdøren. Patrick Pullicino mener tilmed, at forløbet nogle steder bliver brugt til at frigøre hospitalssenge hurtigere.

Hans udsagn har sat tankerne i gang hos kommentatoren Liz Jones. Hun beskriver, hvordan hendes 80-årige kræftsyge far sluttede livet ved at få morfin, mens mad og drikke blev taget fra ham. Nu er det hendes mor, der ligger syg og skal have hjælp til alt.

LÆS OGSÅ: Dømt for aktiv dødshjælp: Jeg håber, andre ville gøre det samme for mig

Jeg har tænkt, at det ville være en god gerning ikke at give hende mad og drikke. Men er det en værdig, smertefri og stressfri måde? Nej, det er en forfærdelig måde at dø på, og det er forfærdeligt at være vidne til, skriver Liz Jones i Daily Mail.

Her glæder hun sig videre over, at plejepersonalet overvejende er dybt religiøse kvinder fra enten Afrika eller Østeuropa, som har en anden respekt for livet.

Ligesom i Danmark skelner man i Storbritannien mellem aktiv og passiv dødshjælp. Det første er forbudt, mens det er lovligt for lægerne at indstille udsigtsløs behandling eller i forbindelse med palliativ behandling at give medicinsk smertelindring i doser, der muligvis vil afkorte livet. Og den skelnen bakkes op af lægen Robert Lefever i Daily Mail:

Jeg vil ikke selv ønske at blive holdt i live, medmindre jeg havde en fornuftig kontrol over min krop og fuld kontrol over min hjerne. Bare fordi noget kan gøres rent medicinsk, er det ikke givet, at det nødvendigvis skal gøres, skriver Robert Lefever, som ikke vil ende som en grøntsag, der bliver holdt kunstigt i live.

Herhjemme beskrev professor i bioetik Peter Sandøe i Kristeligt Dagblad i oktober sidste år sin fars dødsforløb i to artikler, hvoraf det fremgik, at det ikke var eftervirkningerne af en blodprop i hjernen, der slog Peter Sandøes 86-årige far ihjel, men at han døde af tørst, efter at plejepersonalet havde indstillet al livsforlængende behandling og fjernet væske og sondemad.

Allerede efter et par dage uden væske var min far væk, og det kropslige forfald satte ind. Når lægerne går ind og lukker for tilførslen af væske til min fars krop og dermed reelt iværksætter en aflivning, bør de også kunne gøre arbejdet færdigt på en måde, så patienten får en værdig død, lød det blandt andet fra professoren.

I den forbindelse udtalte to eksperter i smertelindring, at det kan virke voldsomt for de pårørende, når et døende menneske ikke indtager mad og drikke i mange dage. Men patienterne dør på grund af svækkelse og sygdom og ikke af tørst, forklarede de. For ifølge overlæge Henrik Larsen fra Palliativ Afdeling på Bispebjerg Hospital er det helt naturligt, at den døende ikke indtager væske og føde i livets afsluttende fase.

Når patienter sløjer af og nærmer sig døden, både spiser og drikker de mindre og mindre. I den proces svækkes hjerte og lunger, og hvis organismen påføres væske, kan det være skadeligt, sagde Henrik Larsen, som understregede, at det er voldsomt for de pårørende at opleve, at deres kære ikke får mad og drikke.

Derfor er det ifølge overlægen afgørende, at sygeplejersker og læger informerer dem grundigt om den lindrende behandling.