Dilemmaet i de sidste timer. De "frelste" har et distant forhold til aktiv dødshjælp

Læger, der opfatter sig selv som troende, er betydeligt mere skeptiske over for spørgsmålet om aktiv dødshjælp end læger, der ikke bekender sig til en tro eller religion. -

Foto: colourbox.com

relevante temaer

Det skurrer fælt, når nogle taler om, at man bare skal lade livet ebbe ud, når det i nogle tilfælde pines ud, lyder det fra professor Axel Bolvig i debat om aktiv dødshjælp

Jeg bliver vred, krænket og oprørt over en stor del af argumenterne imod aktiv dødshjælp. Disse abstrakte og virkelighedsfjerne ord om livet og dets afslutning. Jeg kan i hvert fald ikke finde frem til, at de "frelste" personer har været så tæt på spørgsmålet, at deres eget liv bliver en del af en andens livsafslutning. Så ville følelserne komme i centrum og ikke blot en slags distant empati.

Helge Adam Møller (K) argumenterer den 9. februar for aktiv dødshjælp, fordi vi har ansvaret for vores eget liv. Jeg er enig, men finder argumentet for unuanceret. Uanset samfundets liberalisering og individfokusering går vi ikke rundt i små hermetisk lukkede osteklokker. Men Mette Bocks afvisning den 11. februar ved at påstå, at vi ikke har ansvaret for livets begyndelse og dets afslutning, er hul for sidstnævntes vedkommende.

Vi har fertilitetsklinikker, insemination, genmanipulation, abort med videre. Selvfølgelig kan det vordende foster ikke bestemme, hvilken udgave, hvilket køn og hvilke genetiske egenskaber, det skal udstyres med, men det siger lidt om begrebet livet i nutidens samfund. Fosteret har kun muligheden for at provokere ufrivillig abort – nå nej, fostre er ikke i stand til at handle.

Mette Bocks erfaringer stammer fra hendes tid som direktør for Muskelsvindfonden. Det skaber vist ikke det tætteste forhold til døende patienter. Hun er ikke i tvivl om, at mange, der er ramt af en dødelig sygdom, ikke ville have valgt aktiv dødshjælp for at dø, men af hensyn til familien. Hvis patienterne ikke har nogen familie, så dur argumentet ikke. Hvis de har en familie, hvor man kerer sig om hinanden, så kan en dødsbeslutning være udtryk for den største kærlighed over for andre. Tæller hensyn til næsten ikke noget?

Vi skal såmænd ikke så mange generationer tilbage, førend livets afslutning var en naturlighed, som gammelgenerationen indstillede sig på. Ofte som en slags mental selvhjælp til livsophør. Og det vel at mærke på et tidspunkt, hvor troen lå langt dybere i folk end i dag, hvor livet er boostet op som noget, lægerne sagtens kan forlænge.

Jørgen Kleeners perfide spørgsmål den 11. februar, om Helge Adam Møller (som militærmand) selv vil udføre aktiv dødshjælp, taler sit eget triste sprog. Kleener skriver, at læger ikke slår ihjel – nej, selvfølgelig ikke, men de foretager også fedtsugninger og skønhedsoperationer, de propper fremmedelementer ind i folk fra hjerteklapper over knæ og hofter til nyrer og lever. Hurra for livet, det er helt o.k. med mig. De skaber en slags halvkunstige mennesker, hvis livsafslutning er afhængig af batteriet i pacemakeren.

Jeg ønsker ikke at udpensle mine egne erfaringer med min elskede gennem 40 år. Men hendes ønske efter 20 år med kræft var lysende klart. Hun ville ikke endnu en gang ind i systemernes behandling med alt, hvad det medfører. Den værdige beslutning kunne kun jeg forsøge at leve op til. Hun ønskede at holde op, mens der stadig var en vis skønhed ved livet. Bock betegner det at lade livet ebbe ud, når det ikke længere giver mening, som det "nådige skøn." Bare betegnelsen "når livet ebber ud" skurrer fælt. Det ebber sjældent, det pines ud.

Tænk, hvis jeg havde haft modet og mulighederne for at få udført det "kærlige skøn", som efter mange fortrolige samtaler og indforståelser netop drejede sig om et oprør imod den udbredte accept af en gradvis, pinefuld sygnen hen. Det havde været mit livs største kærlighedserklæring.

For godt 2000 år siden blev der født et drengebarn. Hurtigt opdagede man, at han aldrig ville opleve et liv i alderens otium med børn og børnebørn. Man var klar over, at hans krop ikke ville blive gammel. Da han så allerede i 30-årsalderen rigtig blev ramt af en pinefuld dødsproces, så skete der noget. I løbet af få timer slap han ud af livets trængsler, hvor det kunne tage dagevis for andre i tilsvarende situation. Det minder påfaldende om aktiv dødshjælp.

Axel Bolvig,
professor,
Lavendelstræde 9, 2. th.,
København K

Tilføj kommentar

fra shop.k.dk

USA’s swingende sydstater

kr. 18.498,00 Køb

Mendelssohn: A Midsummer Night's Dream. Piano Concertos

kr. 119,00 Køb

Sæt med 8 smukke kunstkort af Arne Haugen Sørensen

kr. 115,00 Køb

Israels kontraster

kr. 13.495,00 Køb

Pavarotti deluxe boks

kr. 699,00 Køb

RØDE HUNDE GØR IKKE

kr. 249,00 Køb

Prøv Kristeligt Dagblad 4 uger gratis!

Indtast dit telefonnummer herunder og klik 'Næste'. Tilbudet er uforpligtende og dine personlige oplysninger behandles fortroligt.