Det ene forbud, der gør alt det andet tilladt

ARKIVFOTO 2006 af piger der nyder solen-- Det varme forårsvejr har for alvor ramt Danmark. Der er udsigt til årets varmeste dag, når vestjyderne mandag får op til 24 graders varme. (Foto: Henning Bagger/Scanpix 2011)

Forbuddet mod at slå ihjel er den nødvendige drivfjeder for hele den sundhedsvidenskabelige bestræbelse på at fjerne og lindre lidelse. Hvis man gør det ene forbud mod at slå ihjel til et tilbud om dødshjælp, rokker man ved en af grundtankerne i sundhedsvæsenet og tilnærmer sig forbrugersamfundets handleform, mener dagens kronikør

De seneste års tid før vores lille købmand lukkede, havde han kun én slags prisskilte. Det var de røde, hvor der stod Tilbud på. Og det var for så vidt ikke forkert. For når man som forbruger går ind i en butik, så er alle varerne tilbud, som man kan vælge at tage imod eller lade være. Som forbruger er man ovenpå, og hvis man ikke finder det tilbud, man søger, prøver man i en anden forretning. Og købmanden siger pænt farvel og tak, når man har valgt at lade sig friste af hans tilbud.

Sådan er det i et forbrugersamfund. Og da det er et sådant samfund, vi lever i, gennemsyrer det vores måde at tænke på. Vi holder af at betragte os selv som frie forbrugere, der selv vælger det liv, vi vil leve, den karriere og det familieliv, der passer os bedst, og de varer og oplevelser, som vi har lyst til. Også selvom der er områder af tilværelsen, hvor forbrugertænkningen ikke holder. Simpelthen fordi vi ikke selv kan vælge og vrage.

Hvis nu vores lille købmand havde haft bare én vare, som han ikke ville sælge og skrev Forbudt på den, så ville alt være forandret. Så ville han kunne udskifte alle skiltene med Tilbud til skilte, hvor der stod Tilladt. Og så var det købmanden, der var ovenpå, og mig der skulle sige tak, fordi jeg fik lov til at handle.

Min pointe er, at når vi kommer til sundhedsvæsenet, holder forbrugertænkningen ikke. Man kan godt udskifte ordene og sige, at sygehusvæsnet er udbydere af sundhedsydelser, og patienterne er brugere, der skal kunne vælge frit på alle hylder. For vi vil så gerne sætte alt i tilværelsen i handleform som det hed, da jeg gik i skole.

Men når man møder sundhedsvæsenet, er man sjældent i handleform. Man er ikke ovenpå og på udkig efter et tilbud. Man er i lideform (patient), og man vil ikke handle, men behandles. Inden for sygehusets døre sætter man sin lid til, at der er professionelle behandlere, der tager vare på os. Og som patient håber man på, at de sundhedsfaglige er højt uddannede og specialiserede og kan tilbyde os den bedste behandling.

Men de er forhåbentlig ikke uddannet på handelsskolen, for sundvæsenet er netop ikke en forretning. Og noget af det, der gør, at sundhedsvæsenet ikke er en forretning, selvom der er mange tilbud, det er, at der er én ting, der er forbudt: Du må ikke slå ihjel. Det ene forbud gør, at alt det andet er tilladt.

Som samfund har vi uddannet sundhedsprofessionelle bedst muligt og givet dem tilladelse til at gøre ting, der ellers er strengt forbudt. De må anvende gift, de må skære, brænde og ætse. De må overskride vores personlige grænser, smertegrænser og blufærdighedsgrænser. Det er altsammen tilladt for at helbrede, lindre og trøste.

Men alt det tilladte beror på, at én ting er forbudt: Du må ikke slå ihjel. Når man som patient ofte helt bogstaveligt lægger sit liv i lægens hænder og tillader hende at gøre alt det fornødne, så beror tilliden på, at forbuddet mod at slå ihjel bliver respekteret. Lægen skal hjælpe mig med livet ikke af med det.

Men undervejs kan det så blive langt mere kompliceret og nuanceret end blot et spørgsmål om ikke at slå ihjel. Jeg anerkender og ved af erfaring fra mit arbejde, at smerter og lidelser kan blive ubærlige, og at de lægevidenskabelige landvindinger kan føre til overbehandling og dødsforlængelse i det absurde. Og jeg kender til den fortvivlende magtesløshed og sorg, der fylder én, når man står over for et menneske, som er desperat, det vil sige afhåbet i sin lidelse. Og jeg er fuld af ydmyghed og respekt over for de svære valg, som læger hele tiden må træffe, når de skal balancere smertelindring og livslængde.

Men jeg anerkender ikke aktiv dødshjælp som en løsning. Af flere grunde. Blandt andet fordi min tillid til lægen beror på, at hun så vidt muligt handler på baggrund af naturvidenskab og evidens. Men dødshjælp er for mig at se en helt uvidenskabelig behandlingsform, der ikke kan falsificeres. Man kan naturligvis godt dokumentere effekten: nemlig at patienten dør. Men man kan aldrig få dokumenteret, om det var det rigtige eller forkerte, og om patienten faktisk fik fred. Kun at lægen og de pårørende fik det.

LÆS OGSÅ:
"Jeg vil så gerne leve, men jeg er nødsaget til at tage mit liv"

Desuden er forbuddet mod at slå ihjel for mig at se den nødvendige drivfjeder for hele den sundhedsvidenskabelige bestræbelse på at fjerne og lindre lidelse. Hvis man ser historisk på det, har succesen været enorm. Vi lever længere og med langt færre lidelser og skavanker end vores forfædre.

Men hver gang lægevidenskaben har fået sparket en dør ind til et nyt livsrum, har der vist sig nye lukkede døre, nye lidelser, der skal overvindes og bekæmpes. Min bekymring er, at hvis vi af rædsel for at stå foran de lidelsesfyldte døre, afmonterer dem med dødshjælp, så stopper også den drivfjeder, der skal anspore lægevidenskaben til at finde yderligere smertelindring og trøst.

Vi kan som moderne selvbestemmende mennesker bedst lide at være i handleform, og det gælder både sundhedsudbydere og sundhedsbrugere. Og i den sammenhæng har tilhængerne af aktiv dødshjælp sat sig på alle plus-ordene de er tilhængere, aktive og hjælpende. Men det er for mig at se en illusion at tro, at hele tilværelsen kan udspille sig i handleform. Det faktum, at vi alle skal lide døden, gør, at livet nødvendigvis også står i lideform.

Det kommer vi ikke uden om, selvom vi iværksætter døden ved vores aktive handlen og gør den til et tilbud, vi selv kan vælge. Det er nu engang sådan, at døden tager os. Og den skal ikke gives os selv af en nok så velmenende giftkyndig læge.

Hvis man gør det ene forbud mod at slå ihjel til et tilbud om dødshjælp, rokker man ved en af grundtankerne i sundhedsvæsenet og tilnærmer sig forbrugersamfundets handleform.

Det, mener jeg, vil både skade sundhedsvæsenet og vores mellemmenneskelige ansvarlighed. For når man havner i lideform som patient og måske døende er det vigtigt, at man er omgivet af pårørende og mødes af et sundhedsvæsen, som også tør være i den lidelse, man ikke kan handle sig ud af. Dér står forbuddet mod at slå ihjel som et værn omkring den, der er i lideformen.

Forbuddet værner patienten imod at skulle træde i handleform og tage stilling til, hvornår han eller hun er blevet så stor en belastning, at man skal bede om tilbuddet om at blive aflivet. Og forbuddet værner sundhedspersonalet imod at skulle komme med tilbuddet.

Forbuddet mod at slå ihjel er med til at fastholde, at sundhedsvæsenet ikke er en forretning, hvor vi handler med hinanden, men er et sted, hvor vi behandler hinanden og bliver behandlet godt. Et sted, hvor det er i sin orden at være i lideform, og hvor man også tør lade være med at handle, når nok er nok.

Et sted, hvor man bestræber sig på at gøre alt det tilladte for at mindske smerter og lindre lidelser. Hvor man vil hjælpe mig med livet, selvom det måske betyder, at jeg bliver morfineret ind i døden. Døden må vi lide. Lidelser kan vi lindre, men vi kan ikke handle os ud af døden.

Henning Nabe-Nielsen er hospitalspræst