Derfor skriver vi om Kjelds assisterede selvmord

Kristeligt Dagblads etik udfordres i avisens journalistik om dødshjælp, men vi mener, at vi gør det rigtige

Kristeligt Dagblad bringer i dag en usædvanlig og uden tvivl kontroversiel artikel om en dansk mand, 61-årige Kjeld Rasmussen, der i sidste uge rejste til Schweiz og begik assisteret selvmord.

Artiklen er den sidste i avisens serie om dødshjælp.

Ligesom forskellige former for dødshjælp i sig selv rejser en række centrale etiske problemer, gør dagens artikel det også. Det er en del af avisens etiske retningslinjer, at vi kun helt undtagelsesvis omtaler selvmord. Vi vil ikke risikere, at læsere bruger en selvmordsomtale som anledning til at tage deres eget liv. Samme etiske retningslinjer har de fleste andre medier. Men denne sag er undtagelsen. Et stort flertal af danskere er i de senere år blevet tilhængere af dødshjælp, som de mener skal indføres herhjemme under en eller anden form. Derfor har vi vurderet, at emnet skal belyses grundigt. Vi synes, at det som medie er vores pligt at fortælle offentligheden om, hvad der foregår, og hvordan det foregår, når der foretages aktiv eller assisteret dødshjælp.

LÆS OGSÅ: En enkeltbillet til Zürich

Dødshjælp er lovligt i stadig flere lande og tager flere former. I Schweiz har dødshjælp form af assisteret selvmord. Her udskriver lægen den dødelige medicin, som patienten så selv tager. Også udlændinge kan få hjælp til at dø på en schweizisk klinik, og indtil nu har fire danskere taget sig af dage på denne måde. I fredags døde Kjeld Rasmussen med hjælp fra en schweizisk læge. Han kunne formentlig have levet med sin alvorlige sygdom i en række år endnu, men valgte døden.

Journalist Line Vaaben fik kontakt til Kjeld Rasmussen for otte måneder siden. På det tidspunkt havde han i mere end et år haft en ansøgning liggende hos den schweiziske dødshjælpsorganisation Dignitas, fordi han led af en uhelbredelig sygdom. Siden mødtes journalisten ofte med ham og interviewede ham om hans beslutning. Han fik stillet mange kritiske spørgsmål, herunder også om han ville tale med en psykolog eller en præst, der måske kunne forhindre ham i at gennemføre sit forehavende. Det ville han ikke. Han var målrettet i sin beslutning. Kristeligt Dagblads opgave er at være observatør og ikke aktør. Vi ringede ikke selv til præsten eller myndighederne for at fortælle om hans forestående assisterede selvmord. Selvom hans beslutning blev udfordret løbende af vores journalist, ønskede han ikke at ændre den. Det respekterede vi. Ikke fordi vi synes, at hans beslutning var rigtig, men fordi mediets rolle er at iagttage og beskrive.

LÆS OGSÅ: Domstol kritiserer schweizisk selvmordslov

Avisens journalist og fotograf har været sammen med ham og hans hjælper i Schweiz i dagene og timerne op mod hans død, hvilket han selv sagde, at han var taknemmelig for. Vi har på avisen drøftet, om vi som medie påfører os et medansvar for Kjelds død ved at skrive hans historie, men vi har på intet tidspunkt hjulpet ham på vej mod hans fatale beslutning. Hverken økonomisk, praktisk, menneskeligt eller på anden vis.

Avisens journalist og fotograf har ikke fulgt ham til selve dødslejet og beskriver det ikke. Der har vi sat en etisk grænse.

Vi har diskuteret, om artiklen om Kjeld Rasmussen og de øvrige artikler i serien om dødshjælp kan inspirere andre til at gøre det samme, selvom det ikke har været vores hensigt. Det vil vi desværre aldrig kunne udelukke. Men vi mener, at der er tale om en vigtig principiel og politisk problemstilling, som retfærdiggør omtalen.