Dør dyr mere værdigt end mennesker?

Seks pinefulde døgn efter, at lægerne var ophørt med at give Peter Sandøes far væske, døde han endelig. Der er behov for at genrejse debatten om aktiv og passiv dødshjælp, mener professoren

Efter i mere end tre dage hverken at have modtaget væske eller sondemad er Peter Sandøes far ikke længere ved nogen form for bevidsthed. Farens hånd er helt slap, og der er ingen reaktioner, når sønnen og andre taler til ham.

Alle lægerne, sygeplejerskerne og familien er for tre dage siden blevet enige om, at der ikke er mere at gøre for den 86-årige mand, som er indlagt på et hospital i Storkøbenhavn. Han er ikke kommet sig over en blodprop i hjernen, som han blev ramt af en måned tidligere. Han er lammet i den ene side, kan hverken tale eller synke, og en alvorlig lungebetændelse er stødt til. I sine få vågne øjeblikke giver faderen udtryk for dyb fortvivlelse over sin situation. Der er ingen tvivl om, at den gamle mand ikke kommer til hægterne igen, og netop af den grund er al livsforlængende behandling stoppet. For Peter Sandøe og resten af familien er der fuld opbakning til at ophøre med at forsøge at holde faderen i live.

LÆS OGSÅ: Læger: Patienter må godt tørste ihjel

Der var ingen mulighed for, at han igen kunne komme til at leve et tåleligt liv, og at forsøge at trække døden i langdrag ville være forkert og uværdigt, mener Peter Sandøe, der er professor i bioetik ved Københavns Universitet.

Han er endvidere formand for Det Dyreetiske Råd.

Allerede efter et par dage uden væske var min far mere eller mindre væk, og det kropslige forfald satte ind. Når lægerne går ind og lukker for tilførslen af væske til min fars krop og dermed reelt iværksætter en aflivning, bør de også kunne gøre arbejdet færdigt på en måde, så patienten får en værdig død.

LÆS OGSÅ: Vigtigt at vide om aktiv dødshjælp

Faderens sidste dage er et resultat af det, sundhedsvæsenet kalder passiv dødshjælp. Al livsforlængende behandling bliver afbrudt i faderens tilfælde var det afgørende, at væsketilførslen blev fjernet og man begynder den såkaldte palliative behandling med smertelind­rende, angstdæmpende og vanddrivende medicin. Medicinen gives for at lindre, og den må ikke gives med det mål at få patienten til at dø.

LÆS OGSÅ: Vigtigt at vide om aktiv dødshjælp

For aktiv dødshjælp er ulovligt i Danmark og strafbart, men for såkaldt uafvendeligt døende patienter er det tilladt at stoppe behandling, der kun vil udskyde døden. Lægen kan også give smertestillende midler, der vil fremskynde dødstidspunktet. Men de må ikke give medicinen med det mål at slå patienten ihjel. Netop det burde efter Peter Sandøes og en stor del af den danske befolknings mening være anderledes. I maj måned svarede 56 procent af danskerne i en meningsmåling foretaget af YouGov for Kristeligt Dagblad, at politikerne bør ændre loven, så det bliver lovligt at yde aktiv dødshjælp.

|Sundhedsstyrelsen har ingen opgørelser over, hvor mange patienter der årligt dør som følge af, at man indstiller behandlingen og går over til palliativ pleje.

På sjettedagen efter, at den palliative behandling er sat i værk, trækker Peter Sandøes far stadig vejret, selvom han reelt er mere død end levende. Kroppen er dehydreret, og ansigtet forvrænget i et grotesk udtryk. Faderens ansigtsudtryk giver sønnen associationer til billeder af døde kz-fanger.

De seneste tre til fire døgn har faderen tilsyneladende ikke været ved bevidsthed. I den tid har hans søn haft den samme skjorte på. Han har ikke turdet tage chancen og at tage hjem for at skifte. Sammen med sin bror våger han nat og dag ved sin døende fars seng og følger vejrtrækningerne, der indimellem næsten helt går i stå, men så tager fat igen.

Midt på dagen den sjette dag noterer en sygehjælper, at noget ved den gamle mand er forandret. Hans fingre er begyndt at blive blå, og ligpletter er dukket op på hans ben. I de seneste dage er Peter Sandøe blevet mere og mere frustreret og ked af det. Særligt, fordi han ved med sig selv, at dette slet ikke er den måde, hans far ønsker at komme herfra på.

Jeg kunne i korte øjeblikke føle mig fristet til at selv at tage affære og lægge en pude over hans hoved for at ende det, men for mig ville det heller ikke være en værdig løsning, og det ville medføre en række problemer for mig og min familie, siger han.

Aktiv dødshjælp er lovlig i Holland, Belgien og til dels i Schweiz og visse steder i USA, mens det regnes for drab i lande som Grækenland, Polen og Tjekkiet. I Schweiz findes dødsklinikken Dignitas, der mod betaling hjælper uhelbredeligt syge mennesker med at dø. Herhjemme er grænsen mellem aktiv og passiv dødshjælp jævnligt til debat.

|Peter Sandøe taler ikke generelt for aktiv dødshjælp, men han mener, at når danske læger beslutter, at patienter skal dø, så skal det foregå på en værdig måde. Det er da også hans indtryk, at nogle læger for eksempel på hospicer under dække af at ville smertelindre forhindrer langtrukne dødsforløb af den slags, hans far skulle igennem. Men det er op til den enkeltes mod og mandshjerte. Og derfor er der behov for ordentlige og klare retlige rammer på området, mener han.

Ikke alle deler hans opfattelse. I 2003 meddelte Det Etiske Råd, at samtlige 17 medlemmer er imod aktiv dødshjælp, og det er tilsyneladende stadig den overordnede holdning hos rådet, som dog ikke har udsendt en fælles holdning til problemstillingen siden da.

Også politisk har aktiv dødshjælp lange udsigter. Da retsordførerne i de politiske partier tidligere på året blev spurgt, om de går ind for aktiv dødshjælp, var det kun De Konservative, der sagde ja. SF sagde måske, mens resten sagde nej.

Efter et par timer med dødstegn udånder hans far endelig i sin sygeseng i København. For Peter Sandøe er det en befrielse, da hans far endelig får fred.

Det var en kolossal lettelse, da han stoppede med at trække vejret. Vi havde siddet der i mere end seks dage og havde taget vores afsked. Der var ikke noget inde i den krop, der stadig var min far.

Faderen, der ikke har fået væske i seks dage, ender med at dø af tørst. Peter Sandøe er meget kritisk over for måden, lægerne lader faderen dø på. At de ophører med at give ham væske.

Sådan ville man aldrig have behandlet en døende hund, tænker Peter Sandøe, der på sit kontor på Institut for Produktionsdyr og Heste på Frederiksberg i København har rækker af bøger stående om dyrevelfærd. Han fristes til at sige, at etikken omkring døende dyr er bedre end for døende mennesker.

STORT TEMA: Aktiv dødshjælp

Jeg synes, det er bizart, at min far skulle dø af tørst. Havde en dyrlæge ladet en hund dø på samme måde, som det var tilfældet med min far, ville dyrlægen have fået en bøde og mistet sit job.

Han klandrer på ingen måde personalet på det hospital, hvor faderen var indlagt. De gjorde jo bare deres job og ønskede formentlig ikke at komme på kant med loven. Netop derfor burde de have muligheden for at hjælpe døden på vej hos patienter, hvor de har afbrudt den livgivende behandling, mener Peter Sandøe:

I lægernes værktøjskasse burde der være de nødvendige midler til at afslutte patientens liv på en værdig måde i stedet for, at man som pårørende i dagevis skal holde en helt slap hånd.

TEMA: Aktiv dødshjælp