Dødshjælp: Belgien er langt ude på glidebanen

Absurd at give børn og demente mulighed for aktiv dødshjælp

Der er mange gode og væsentlige argumenter imod aktiv dødshjælp. Et af dem er, at når man først har legaliseret eutanasi, er man kommet ud på den berømte etiske glidebane.

Hvis man skulle være i tvivl om validiteten af det argument, kan man kaste et blik på Belgien, hvor et flertal af politikerne ønsker at udvide loven om aktiv dødshjælp til også at omfatte børn og demente, godt 10 år efter at landet fik sin første lov om eutanasi.

LÆS OGSÅ: Trossamfund er imod dødshjælp til børn

Man er altså gået fra at tillade aktiv dødshjælp på uhelbredeligt syge, der mentalt er ved deres fulde fem, til nu at drøfte, om børn skal kunne bede om aktiv dødshjælp med eller uden deres forældres accept. Og om demente, der pr. definition ikke er mentalt velfungerende, skal omfattes af loven. Tanken om, at det er de pårørende og ikke det syge barn eller den demente, der ikke kan bære lidelsen, ligger lige for. Og spørgsmålet om, hvorvidt aktiv dødshjælp i praksis presser lidende ud i at vælge døden, bliver endnu mere aktuelt og relevant.

Børn bliver desværre syge og dør. Også i vores del af verden, hvor lægerne ellers kan gøre rigtigt meget, også når det gælder alvorlige sygdomme.

I Belgien mener politikerne og mange børnelæger, at det kan være mest humant i visse tilfælde at yde aktiv dødshjælp, når der ikke længere er udsigt til helbredelse. Og børnene fortjener samme adgang til eutanasi som voksne, argumenteres der.

I Sverige er man gået den anden vej. Som beskrevet i Kristeligt Dagblad i går har svenskerne for tre år siden åbnet Nordens første hospice for børn. Her har man, som i Belgien, erkendt, at nogle børn skal dø, men har til gengæld fundet et andet svar på den ulykke. At yde omsorg, behandling og smertelindring og sikre trygge omgivelser, når børnene ikke kan mere, og deres krop må give op over for sygdom og lidelse.

Siden Belgien legaliserede dødshjælp, har en mindre andel af patienterne været psykisk syge. Hvis parlamentet vælger at tillade aktiv dødshjælp til mennesker, der lider af demens en af de hastigst voksende sygdomme i de vestlige samfund vil det påvirke menneske-synet. Ikke alene i Belgien, men også i resten af Europa, hvor velfærdssamfund overalt er pressede af en voksende ældrebefolkning, der har brug for pleje og omsorg. Hvis først ét land konkluderer, at svaret på den udfordring er aktiv dødshjælp, vil det også kunne opstå som argument og løsning andre steder.

Man skal altid vare sig med at sammenligne med Nazityskland, hvor man blandt andet udøvede eutanasi på handicappede børn og svage ældre. Men sammenligningen ligger snublende nær. Så nær, at de belgiske politikere bør forsøge at standse den hastige tur, de er på vej hen ad på glidebanen. kdh